Læsetid: 4 min.

Filmens førerbunker

1. maj 1999

Filmstituttet har ansat to administrative ledere til fordeling af de støttebeløb, uden hvilken så at sige ingen dansk spillefilm kan laves. De hedder Henning Camre og Thomas Stenderup og er henholdsvis direktør og områdedirektør for spillefilm og udvikling.
Filminstituttet har også ansat tre konsulenter, der ifølge filmloven "skal foretage den endelige kunstneriske vurdering af manuskript- og produktionsforslag". De er kort sagt en slags kunstneriske ledere, og hidtil har det så godt som altid - i overensstemmelse med lovens ånd og bogstav - været konsulenternes ja eller nej til et projekt, der bestemte, om det skulle realiseres.
Den konflikt, der nu er brudt ud mellem Filminstituttets ledelse og filmbranchen (ikke mindst instruktørerne), skyldes især, at de to administrative ledere ønsker at overtage en del af konsulenternes kunstneriske kontrol. Thomas Vinterberg, den unge instruktør af Festen, udtrykte det klart nok i DR1's tv-avis: "De to administrative ledere kan være udmærkede personer, men ingen af dem er kompetente til at være filmkonsulenter. Denne situation er frustrerende og uholdbar."
28 af instruktørstandens mest respekterede navne - fra Nils Malmros til Lars von Trier, fra Morten Arnfred til Thomas Vinterberg, fra Henning Carlsen til Lotte Svendsen - har protesteret mod, hvad de kalder "den kraftige centralisering af beslutninger om fordeling af støttemidler, herunder udhulingen af konsulenternes selvstændige handlefrihed."

Henning Camre har afvist beskyldningen som sludder og vrøvl, men beviset for instruktørernes påstand ligger på sæt og vis allerede sort på hvidt i den arbejdsbeskrivelse for filmkonsulenter, som Filminstituttets bestyrelse udsendte i september sidste år, og som indebar en kraftig beskæring af konsulenternes magt.
Den blev vedtaget med samtlige stemmer mod én (Thomas Thurah) af en bestyrelse sammensat af personer uden mere end teoretisk viden om filmproduktion - og uden vilje til at tage mod bistand fra det Filmråd, der på det tidspunkt rummede personer som instruktøren Søren Kragh-Jacobsen, producenten Lars Kolvig og skuespilleren Paprika Steen (de er nu udvandret, trætte af at blive ignorerede).

Konsulentsystemet, der har været medvirkende til dansk films kunstneriske opblomstring de senere år, har den store fordel at være enkelt og ubureaukratisk. Ansøgeren sættes ansigt til ansigt med en enkelt person, som så skal give det altafgørende ja eller nej. En gennemskuelig procedure, der fremmer den dynamik og handlekraft, som er så nødvendig i filmproduktion.
Filminstituttets nye dagsorden komplicerer tingene. Nu er det ikke længere nok, at en konsulent anbefaler, at der gives produktionsstøtte til et projekt. Hvis Film-instituttet skønner, at projektet skal styrkes i forhold til f. eks. "målgruppe og publikumspotentiale", behøves der et tilsagn fra den nyoprettede Udviklingsafdeling, for at man kan være sikker på, at projektet ikke bliver lagt ned.
Hvis der opstår uenighed mellem konsulenten og Udviklingsafdelingen desangående, ekspederes projektet videre op i systemet til områdedirektøren (som i øvrigt også er chef for Udviklingsafdelingen!). Han skal så tage stilling til dets videre skæbne.
Men selv om områdedirektøren derefter går ind for projektet, skal ansøgeren ikke vide sig sikker. Projektet skal først godkendes af Direktionen med Henning Camre i spidsen, før kronerne begynder at rulle.

Dette system åbner rige muligheder for bureaukrati, centralisme, forhalinger og ansvars-sløringer. Konsulentens positive kunstneriske vurdering kan sættes ud af spillet, hvis administrationen ønsker det.
Det er derfor ikke helt overbevisende, når Henning Camre pure afviser beskyldningerne for en centralisme, som - dokumenteret og synlig for alle - har været en klar bestræbelse i den måde, både bestyrelse og direktion for øjeblikket forvalter filmloven.
Filminstituttet forsynder sig derved næppe mod filmlovens bogstav, men i hvert fald mod dens ånd. For i denne ånd ligger et stærkt ønske om, at filmkonsulenternes kunstneriske stillingtagen så vidt muligt skal være endeligt afgørende for, om en film skal have støtte og blive realiseret. Mens den administrative kontrol skal begrænse sig til praktisk-økonomiske vurderinger og formalias overholdelse.
Det nye Filminstituts første store, alvorlige krise rækker derfor langt videre end det image-problem, Henning Camre og hans tro løjtnant Thomas Stenderup mener, at de kan tale sig fra. Vi har været for dårlige til at kommunikere, måske for arrogante, siger de undskyldende - det vil de rette op på.
Rent bortset fra, at de nu begge i interviews samt ved et stort seminar med filmbranchen tidligere på året har kommunikeret til den store guldmedalje, kan Film-instituttets dilemma ikke reduceres til et banalt spørgsmål om at få nogle - åbenbart slemt tungnemme - filminstruktører til at begribe, hvad man mener.
Sagen er nok snarere, at instruktørerne kun alt for godt har forstået, hvilken vej vinden blæser. Og reagerer for igen at opnå de arbejdsvilkår og den imødekommenhed fra Filminstituttet, der har været med til at skabe dansk films succes.
Selvfølgelig skal Filminstituttet stille krav til ansøgerne, men især anspore deres kreativitet. Når en så velafbalanceret instruktør som Thomas Vinterberg udtaler, at det for ham "på ingen måde er nogen tiltrækning at gå op på Filminstituttet, som det fungerer lige nu", og truer med at rejse udenlands for at producere sin næste film, står det rivende galt til i førerbunkeren.
Kun ved at løsne det administrative jerngreb om filmstøtten kan man rette op på miseren.Pim.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu