Læsetid: 4 min.

Til filmens fremme

4. april 1998

AFSKEDIGELSEN forleden af Filmhusets mangeårige nr. 2, der i flere direktørløse perioder - også i Filminstituttets tid - har fungeret som loyal og duelig leder, rettede atter engang lyskasteren mod den turbulente filmbranches statslige ankerplads. Den afskedigede Mona Jensen står for mange som symbol på den hæderlige kontinuitet og byrokratiske bestandighed i filmstøttemiljøet og blev da også fulgt til dørs af sin banemand, Filmhusets nye direktør Henning Camre, med bemærkningen om, at der ikke mere er brug for generalister. Dette skal modsætningsvis vel forstås således, at behovet for nye folk i Filmhuset nu skal dækkes ind blandt specialister. Alt tyder på, at denne tolkning er holdbar. Filmhusets ledelse agter at udvide den faste faglige stab under områdelederne for voksen-, børne- og dokumentarfilmen med en ny udviklingsafdeling til årligt 15 millioner kr. Denne skal bestå af en udviklingsleder, to producenter og sekretær, måske også en jurist. Det er også temmelig indviklet at lave film, det skal ingen hemmelighed være, og skam få den, der undlader at gøre sit yderste for at de - nødvendigvis - stærkt statsstøttede danske filmprojekter får så god en vind som muligt.

DERFOR VIL journalisten ved forespørgsel i filmmiljøet også forstå på folket, at man spændt og forventningsfuldt ser frem til en ny begyndelse, en ny tid, der således med dette og andre centrale administrative initiativer samt forstandige og magtfulde udtalelser, er indvarslet af Henning Camre. En tid hvor Filmhuset med hele det sammenlagte statslige filmmiljø lagt under sig træder frem som en velfungerende samlet enhed, med kurs og retning og styr på produktionen i nutid og fremtid. Drømmen om et slagkraftigt, velkoordinerende hus i byens hjerte med miljø og fremdrift har i sandhed holdt mange i branchen oppe. De dage, hvor producenterne scorede alt for heftigt ved kasse 1, vil mange måske også håbe at kunne øjne enden på. Så langt så godt.
Men én af forudsætningerne for at dansk statsstøttet film klarer sig og klarer sig forholdsvis godt med kvaliteten i højsædet og et rimeligt mål af kunstnerisk mangfoldighed og dristig satsning beror i nævneværdig grad på konsulentsystemet. Denne efterhånden velprøvede institutions virke går i korthed ud på at statens filmkonsulenter suverænt bestemmer, hvem der skal have penge. Forholdsvis hyppigt skiftende, uafhængige konsulenter inden for områderne: voksen-, børne- og dokumentarfilm beslutter og indstiller hver for sig - før i tiden til bestyrelsen, nu til direktionen - hvilke af de utallige indsendte manuskripter, der bør nyde fremme og udvikles til film, og hvilke man pænt sender tilbage med tak for lån.
Sådan har det været, og sådan er det fortsat under den nye lov - og sandelig også ifølge Filmhusets ledelses besværgelser i Information i går. Men sådan er det fortsat nødvendigvis alligevel ikke. Ikke helt.
Hidtil har nemlig konsulenterne haft deres egen pengepulje, som de i samarbejde med Filmhusledelsen og under ansvar for bestyrelsen kunne fordele på de støttede projekter. Da midlerne altid har været begrænsede, og filmproduktion bekostelig, har råderummet været til at overse. Men været der.

Nu lægges midlerne sammen i én kasse under administration af husledelsen, således at for eksempel de to voksenfilmkonsulenter snarere end at være forskellige og uafhængige indgange til filmstøtten bliver indbyrdes konkurrenter om den samlede sum. Udviklingsafdelingen, som er en stabsfunktion til ledelsen, vil sammen med områdelederne utvivlsomt fremover hver for sig og tilsammen få et temmelig stort ord i afgørelsen af en sådan konkurrence - og dermed yderligere svække konsulenternes kunstneriske frihed. Eftersom filmkonsulenter ikke nødvendigvis er filmsagkyndige i produktions- og finansieringsled, kan husledelsen, uden at fantasien behøver at løbe løbsk, dominere de praktiske beslutningsgange og komme til at køre butikken efter andre interesser end konsulenternes. En konstatering, der bør sammenholdes med Henning Camres påmindelse til konsulenterne om, at Filmhuset jo har en filmpolitik og skal have en sådan.
Det sidste kan man jo finde på sin plads - en filmpolitik bør et filmhus vel have. Men skal forestillingen forstås som ensbetydende med en programpolitik, hvad den vist skal, er Filmhusets ledelse på vej mod eller måske allerede på vej ud over kanten. Huset skal tage stilling til udbuddet, ikke skabe det efter kategorisering. Problemstillingen bærer måske for de fleste præg af det uhåndgribelige, men kan så let som ingenting blive særdeles håndfast for den kunstneriske frihed. Den nyudnævnte konsulent i dette system, såfremt man forvalter maksimalt centralistisk og magtfuldt, bliver over for et hierarkisk apparat i Filmhuset reduceret til en slags forlagskonsulent med yderst få beføjelser over for de endelige beslutninger. Dertil kommer vore dages stadig mere komplicerede samarbejdende filmproduktioner, hvor interesserne fortaber sig blandt indskydere - ofte fra flere lande. Nok kan konsulenten troppe op med et anbefalelsesværdigt manuskript, men herefter begynder altså den tornede vej gennem systemet for at få alle med. Måske i sidste ende for at blive afvist af direktionen med en majestætisk bemærkning om Filmhusets filmpolitik. I den henseende vil det alt ialt ikke komme bag på bag på folk med erfaring fra konsulentvirksomheden, at den til sidst mister sin berettigelse som kunstnerisk vurderende, uafhængig instans.
Det er ikke givet, at det behøver gå så galt. Men det er i højeste grad på sin plads at advare Filmhusets ledelse. Eller appellere om ikke at komme for godt igang med opbygningen af flere kinesiske æsker til fremmedgørelse af disse allerede nu distancerede filmkonsulenter, som - ingen nævnt alle glemt - har givet deres omend beskedne skærv til fremme af dansk filmkunst.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her