Læsetid: 3 min.

Filmens kontrollanter

27. maj 2000

Mens denne leder går i trykken, holdes der stor Guldpalme-fest på Zentropa ude i Hvidovre, hvor kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen og Filminstituttets leder Henning Camre er på listen over festtalere. Der er nok ingen, som ikke under Lars von Trier hans Guldpalmer i fjerde forsøg: Der er god grund til at fejre, at Cannes-lederen Gilles Jacob, som Trier - med sit enestående talent for det upassende - frakendte filmforstand i sin takketale, altid har forstået at værdsætte
vores fremmeste lys på filmfronten.
Men der vil samtidig nok være adskillige i filmbranchen, der reagerer på den megen virak med et skævt smil og et stænk af bitterhed. Det er alle de, der ikke kan få deres projekter løbet i gang, ikke kan få svar på om de er købt eller solgt. Alle de, som må klare sig på dagpenge, fordi der kun bliver lavet fire spillefilm dette første halvår, og som måske sættes til aktivering andetsteds, fordi de må vente i halve år på at få svar fra det almægtige Filminstitut.
De vil sikkert gerne hylde Lars von Trier. Men man kan ikke fortænke dem i at håbe på, at det vil dryppe bare en lille smule på dem, når det regner på Danmarks store Guldpalme-søn.

Intet tyder dog på, at der er realitet i sådanne forhåbninger. De to store tv-stationer er ikke interesseret i at holde aktivitetsniveauet i gang. De vil hellere lave tv-serier - med håndplukkede instruktør-talenter fra dansk film. Og kulturministeren ønsker ikke at foreslå nogle af tv-stationernes svimlende midler øremærket til danske film. Og uden tv-stationernes hjælp, næppe nogen varig stabilisering.
Det er nemlig lidt svært at se Filminstituttet som ene-garant for dansk film vej til fortsat magt og ære. Institutionen var gennem en dramatiske storvask for et års tid siden, foranlediget af Peter Aalbæk Jensens hidsige attak, som blev fulgt op af en lang række af de toneangivende instruktører. Bod og bedring blev lovet, og der lirkedes lidt på de mest kritiserede jerngrebs-procedurer. Men nu dukker kritikken op igen, med samme sigte: kvælende bureaukrati, langsom sagsbehandling, dårlig service og mangelfuld kommunikation.

Filminstituttets ledelse handler med et bundet mandat. De merbevillinger, man forhandlede hjem til en visionær handlingsplan, havde en forudsætning i øget kontrol med støttemidlerne.
Målet var bl. a. at begrænse det store antal af publikumsfiaskoer. Fik disse katastrofer lov at brede sig, kunne det i det lange løb true Filminstituttets eksistens, hvad angår spillefilmsproduktion, for hvor ville institutionens berettigelse være, hvis så godt som alle tilskuerne befandt sig foran tv-skærmen? Så hellere flytte herligheden ud på tv-stationerne.
Opstramningen af Filminstituttets spillefilmsstøtte var derfor påkrævet. Problemet er, om man har fundet den rigtige form ved at skærpe kontrollen på så mange leder, at det ikke blot medfører øgede lønudgifter til en sværm af konsulenter, udviklingseksperter og markeds-specialister, men også får en række af filmskaberne (uden hvilke det hele jo trods alt kunne være lige meget) til at føle sig fortabte og fremmedgjorte.

NÅR EN af dansk films få virkelig viise mænd, instruktøren Henning Carlsen - efter sidste år at have kritiseret Filminstituttets 'Kafkaske system' - stadig fastholder sin kritik nu et år efter, må man være på vagt. Carlsen er ingen kværulant, men en vidende, afbalanceret veteran med mere end et halvt århundredes alsidig erfaring i branchen.
Han har fremhævet, at der skal 'kemi' til for at få det offentlige støttesystem til at gå frugtbart i hak med den private kapitals initiativ. Og dermed mener han det modsatte af bureaukrati og kontrol. Han mener åbenhed, dynamik, fleksibilitet, indlevelse og - ja, man kvier sig næsten ved at bruge ordene - musisk fingerspidsfornemmelse som forudsætninger for at koble en ofte vanskelig håndtérlig branche sammen med en offentlig institution, der er uundværlig for samme branche og dermed en klar skydeskive.
En anden af dansk film kloge mænd, Nordisk-producenten Erik Crone, har mismodigt erklæret, at nutidens ukendte Lars von Trier sagtens kunne risikere at blive overset i øjeblikkets danske filmsituation. Måske er det nyttigt at minde om, at netop Trier - og også dansk films anden Guldpalme-dreng, Bille August - i høj grad er produkter af forne tiders antibureaukratiske konsulentsystem, der medførte en kort vej fra beslutning til virkeliggørelse.
Nu er tiderne mere komplicerede, og ingen kan med rette bebrejde Filminstituttet oprettelsen af en udviklingsafdeling. Men bureaukrati har det med at være selvforstærkende og i værste fald blive et mål i sig selv. Som når Filminstituttets betyrelsesformand, Søren Kjær, i ramme alvor anbefaler en 'ko-ordinator' som miserens løsning. Altså en kontrollør af kontrollanterne.
Til syvende og sidst ved vi det jo alle - tillid er godt, men kontrol er bedre.Pim.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu