Læsetid: 4 min.

Filmens ønskeliste

16. april 1998

Hoveder er blevet kappet, nye hoveder fundet, afdelinger fusioneret, nye afdelinger skabt. Filminstituttets to topledere, direktør Henning Camre (som folkeviddet allerede har døbt Tortur-Camre og Mørke-Camre) og bestyrelsesformand Ib Bondebjerg (kælenavn ubekendt), har haft travlt. Dynamikken har gjort ondt, men har den ikke været nødvendig?
For kendsgerningen er jo, at Filminstituttet i snart en halv snes år har været i permanent lederkrise. Erik Crone valgte at gå i 1990, efterfølgeren Bo Christensen gjorde det samme et par år senere, og så kom Henrik Bering Liisberg, som blev bedt om at gå. Hullerne har Mona Jensen udfyldt, mere end respektabelt. Men uden den automatisk medfølgende pondus, som en regulært valgt direktør vil kunne regne med, i hvert fald i starten.
Og nu har den nye ledelse så publiceret en fire-årig handlingsplan, der slår et stort og velduftende brød op for dansk films fremtid. Der opereres med mere end en fordobling af de samlede årlige støttemidler, nemlig fra 203 til 438 millioner. En ekspansion, der, hvis den bliver gennemført, vil være uden sidestykke siden Julius Bomholt-filmlovens indførelse i 1964.

Så byder traditionen, at vi på denne plads skruer den syrlige mine på og peger på ømme punkter. Det skal heller ikke undlades, men først vil vi klappe dybtfølt i hænderne.
Filminstituttet har endelig fået fire fuldblods filmfagmænd ved roret ( Camre, Bondebjerg, Thomas Stenderup og Dan Nissen), og det mærkes i alle handlingsplanens detaljer.
Visioner, engagement, konkret indsigt og sympatisk (men også berettiget) tro på dansk films talentmasse og udviklingsmuligheder præger dette oplæg, der faktisk er det mest opmuntrende udspil fra filmpolitisk hold siden man i 1960'ernes optimistiske start søsatte en statsstøttet seriøs dansk filmkunst.
Handlingsplanen sætter især med kraft og fornuft ind på to områder, der længe har haft behov for styrkelse: spillefilmen og filmarkivområdet.
I øjeblikket kan der med hiv og sving produceres omkring 15 spillefilm herhjemme om året, nogle så billige, at der dårligt er råd til løn. Dette antal vil om fire år blive mere end fordoblet, hvis alt går vel. Både gennem øgede midler til de konsulentstøttede film og til 60/40-ordningen, der i hvert fald intil nu har givet automatisk støtte.
Men der skitseres også en ny model for et samarbejde med tv efter samme retningslinier som dem, der gælder for novellefilmene. Det skulle kunne kaste otte nye årlige spillefilm af sig.

Man vil styrke spillefilmene både før og efter produktionsforløbet gennem nyoprettede afdelinger for udvikling, distribution og formidling. Især det sidste lægges der vægt på: - "Filmproduktionsstøtten bliver meningsløs, hvis der ikke findes tilsvarende stærke initiativer, der kan sikre, at filmene når frem til deres publikum", hedder det i handlingsplanen.
Og vigtigheden af publikumskontakt betones også i definitionen af den overordnede målsætning: "Støtte til produktion af kunstnerisk ambitiøse og folkelige kvalitetsfilm, der hver især har som sigte at nå det bredest mulige publikum."
Her skal man bide mærke i ordene "hver især". Der siges altså ikke noget om, at alle film partout skal være brede. Men at de ikke nærmest på forhånd skal opgive at nå det bredest mulige publikum, således som det af og til sker i dag, når tilskuerantallet ikke når længere end til tre-fire-fem tusind.
Ligesom det ikke giver mening at lave for mange biografspillefilm, som kun uendeligt få ser, vil det være absurd at skabe en stor og rig produktion uden at sikre, at den opbevares for eftertiden. Derfor lægger man op til en længe efterlyst styrkelse af filmarkivet gennem en fordobling af midler til lønninger og drift og
giver samtidig mulighed for stærkt øget restaurering
af de skrøbelige film.
Men allerbedst ville det være, hvis man kunne opbygge et boksanlæg med de ideelle klimatiske forhold. En heftig engangs-investering på 30 millioner, men det vil spare fremtidige kæmpeudgifter til opbevaring.
Også biograferne er godt betænkt. Man vil forøge importstøtten til udenlandske kvalitetsfilm og - allerbedst - give mulighed for "driftstilskud til de biografer, især art cinemas, som gør en stor indsats for såvel at importere som at sikre visningen af filmene". En fortjent håndsrækning til idealisterne bag f. eks. Gloria, Vester Vov-Vov, Posthus Teatret, Biografen i Huset og Øst for Paradis.

Filmordningens ømme punkt er stadig den nye status for konsulenterne, dem, der tager stilling til hvilke spille- og kortfilm, der skal have støtte.
Seks mænd og kvinder af konsulent-racen skal forsyne sig af den samme kasse under administratorernes Thomas Stenderups og Henning Camres høgeblikke. Ved ikke fra starten at give hver konsulent et øremærket støttebeløb skaber man nok ideelt "større fleksibilitet", som Ib Bondebjerg skrev på Opinionssiden her i bladet i tirsdags, men vel først og fremmest for administratorerne. For konsulenterne kan det betyde en frihedsbegrænsning (i de rette administratorhænder dog en nyttig hjælp).
Men på et altovervejende flertal af punkter er Film-instituttets handlingsplan en dækkende ønskeseddel for, hvad dansk film har mest brug for. Så nu er det op til politikerne endelig at ligeberettige vor mest populære kunstart, hvad angår bevillinger. Dansk film rammer bredt, skaber arbejde, glæde samt prestige i udlandet og giver os år for år nationalklenodier for fremtiden.
Skulle der egentlig være noget at betænke sig på?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her