Læsetid: 6 min.

Filmens uundværlige ukendte

I sin nye tv-serie spiller Ricky Gervais en lidet talentfuld skuespiller, der er desperat efter at hænge ud med de store stjerner og rykke frem til de større roller, men hvordan ser virkelighedens statistliv egentlig ud?
26. august 2005

"Jeg spillede et rumvæsen i Star Trek, en zombie i Doctor Who og agerede blodigt lig i Murphy's Law. Det bestod sådan set bare i at ligge på jorden i to timer iført make-up. Jeg har tilbragt mange timer på natklubber, hvor jeg skulle sidde og stirre på smidige, unge kvinder, der tog tøjet af. Og så har jeg været stand-in for Arthur Weasley i Harry Potter-filmene."

Velkommen til statisternes verden - eller baggrundsartisterne, som de helst vil kaldes. I deres nyeste sit-com Extras har komikerparret Ricky Gervais og Stephen Merchant bevæget sig ind i denne verden af håbefulde amatører, der desperat forsøger at bryde igennem som seriøse skuespillere. Men som Gervais' figur i serien, den ambitiøse Andy, der har droppet sit arbejde i en bank for at gå til filmen, hurtigt erfarer, er det kun, når et eller andet går grueligt galt, at de store kanoner overhovedet lægger mærke til statisterne.

Glemte uret

"Jeg kan især huske en statist i Spy Game," fortæller Lucinda Syson, der har castet skuespillere og statister til en række Hollywood-film. "Der skulle indspilles en helt enkel scene. Dale Dye sad og talte med Robert Redford. Der var en statist i baggrunden, som bare skulle sidde og læse avis, men instruktøren var nødt til at bede ham om at flytte sig, fordi han simpelthen var for dårlig til bare at sidde der. Han var ude af stand til at sidde og læse og se naturlig ud. Han bladrede på en mærkelig måde og sad og kiggede alle mulige steder hen. Denne mand, der bare skulle spille Hr. Ukendt, var utroligt distraherende og ville have ødelagt scenen, hvis han havde været med i den."

Den i dag måske mest berømte 'Hr. Ukendt' gjorde sit livs entré i sværd-og-sandaler-dramaet Ben Hur fra 1959, der vandt 11 oscars. Der var blevet brugt flere hundrede tusinde dollar på én bestemt dramatisk scene. Hundreder af statister myldrede rundt i en kæmpe kulisse og ventede på deres startsignal. I redigeringsrummet blev kampscenen kendt som den dyreste filmscene nogensinde, men ude i biograferne blev scenen mest berømt for én bestemt detalje, nemlig den trompetspillende statist, der havde glemt at tage sit ur af.

Hvem vil i det hele taget være statist? Flere mennesker end man skulle tro. "Man møder af og til nogle professionelle 'skuespillere', der er ret flove over at være statister," siger 39-årige Adam Smith, der selv arbejder som statist, "men jeg tror, at de fleste mennesker opfatter det som en god måde at tjene lidt ekstra på. Jobbet tiltrækker mange forskellige mennesker. De er ofte selvstændige eller pensionister med en kreativ åre."

Har han selv måttet lide for kunsten? "Ja, helt sikkert. Jeg har engang skullet rende nøgen rundt og spille rugby med et kålhoved. Det var til en scene til en ret dårlig serie, der hed Mile High. Vi skulle forestille at være officerer i militæret, og vi var tre, der skulle smide rundt med et kålhoved i officersmessen. Det var virkelig underligt, men jeg fik ekstra betaling for at gøre det."

Grov udnyttelse

27-årige Juliet Diamond, der i dag er professionel skuespiller, kan også huske, at de job hun havde som statist, mens hun læste på skuespillerskolen, bød på visse ydmygende episoder. "Jeg skulle engang kysse en fyr i Messias. Han spillede en af hovedpersonerne, men var ikke tiltrækkende på nogen måde. Og så brugte de det ikke i den færdige film. Jeg tænkte, at det var heldigt for ham, at han fik en god kyssetur, der ikke engang skulle bruges. Og jeg skulle oven i købet aflægge prøve for at komme til at spille den rolle! Det var grov udnyttelse."

Der er dog mange statister, der melder sig til de forskellige tjanser for at tjene hurtige penge, og som betragter de mere specielle opgaver som oplevelser, der er pengene værd. Sam Ingleby på 25, der i dag er uddannet lærer, arbejdede som statist i den romantiske tennisfilm Wimbledon, da han hørte, at der var ekstra penge at tjene, hvis man var villig til at smide tøjet og hoppe under bruseren i tennisherrernes omklædningsrum.

"Jeg slog selvfølgelig til," siger han. Det ekstra beløb var ikke ret stort, men jeg gjorde det alligevel. Der blev indgået mange små aftaler. En eller anden kendte altid én, der kunne lokkes til lidt af hvert for lidt ekstra penge."

Svært at leve af

Men hvor mange penge kan man egentlig tjene på at arbejde som baggrundsartist på fuld tid? "Det bliver sværere og sværere at leve af at være statist," fortæller Jon Winter fra det førende statistbureau Lee's People. "Der er mange, der gerne vil arbejde, og arbejdet skal jo fordeles imellem dem. Vi har 5.000 mennesker i stald, så der er mange, der er villige til at udføre statistarbejde. Mindstelønnen for en arbejdsdag på ni timer er 760 kroner plus feriepenge. Man får ekstra betaling, hvis man har replikker eller selv kommer med det tøj, der skal bruges. I gennemsnit tjener vores folk mellem 1.100 og 1.300 kroner om dagen, og det er jo udmærket, hvis man kan få arbejde hver dag, men det sker aldrig," siger Jon Winter.

For 50 år siden var det at være statist et vellønnet fuldtidsjob. I Picture, Lillian Ross' underholdende beretning om John Hustons film om den amerikanske borgerkrig The Red Badge of Courage fra 1952, noterer forfatteren følgende lønninger for statister: 10 dollar om dagen som mindsteløn, 25 dollar om dagen hvis man skulle spille død, 23 dollar hvis man havde replikker uanset hvor få ordene var og fem dollar ekstra til mænd med skæg. Omregnet til vore dages penge svarer det til, at en skægget statist med bare en meget lille replik kunne tjene op til 1.900 kroner om dagen. Hvis man havde skæg og i løbet af en enkelt dag spillede død i én scene og talte i den næste, kunne man for alvor tjene penge.

Chancen er der

Selv om lønnen altså var bedre i de gyldne fagforeningsdage i Hollywood, har statisternes motivation for at medvirke som baggrundsfigurer i film ikke ændret sig. Men sker det nogensinde, at nogen går fra at være statist til at blive superstjerne?

"Vi har haft folk hos os, som er blevet virkelig store stjerner, men jeg vil ikke afsløre hvem," siger Jon Winter. "De bliver oftest udvalgt af en caster, der leder efter en person med et bestemt udseende, vedkommende får så måske et par replikker, og så fortsætter det derfra."

For de 99 procent af alle statister, som ikke avancerer fra rollen som kioskmand til stjernestatus, er der næsten altid arbejde at få. Men det er ikke altid lige sjovt. Mange, der har prøvet det, kan berette om, at en stor del af tiden går med at vente og løse kryds og tværs'er. En del statister opgiver tjansen, fordi der er for langt mellem snapsene. "Det kan være ret forfærdeligt," indrømmer Andy Smith, der har arbejdet som statist i fire år. "Nogle gange venter man i dagevis på at blive kaldt på arbejde, og man sidder meget og venter. Der er trods alt en grænse for, hvor mange gange man gider at sidde og glo eller pløje gratisaviserne igennem."

Men der er jo altid chancen for at en eller anden får øje på én en dag. Og dén tanke er nok til at få tusindvis af mennesker til at blive ved med at vende tilbage til et arbejde, der kan involvere at kaste med kålhoveder, tage tøjet af eller ligne et gennembanket lig.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu