Læsetid: 4 min.

Filmfest med malurt

28. december 1998

Året, der nu næsten er gået, blev festligt for dansk film. Mens teaterfolk mundhuggedes med dagbladskritikere, fik filmen forøget sin støtte med 300 mio. kr. fordelt på tre år.
Og festen fortsætter i USA. Thomas Vinterbergs film af samme navn dominerer med to en halv sides annoncer årskiftenummeret af Variety, verdens mest ansete film- og tv-fagblad.
Festen aspirerer til en plads blandt de fem Oscar-nominerede ud af 45 film indstillet fra hele verden. Og med en regn af priser synes filmen at have en fair chance i kategorien 'bedste udenlandsksprogede film.' Filmens amerikanske biografgrafkarriere med 30 millioner indspillet vil sikkert også hjælpe den i Oscar-ræset.
Kort sagt et filmisk juleeventyr, men havde man ikke denne solstråle at varme sig ved, kunne man godt få visse kuldegysninger for danske filmfremtid. En fremtid, som Filminstituttets direktør Henning Camre i hele to jule-interviews gør sig de ihærdigste anstrengelser for at tegne så nogenlunde uproblematisk.
Men lad os fastholde julehyggen lidt endnu og notere, at 1998 var jubelåret, hvor Filminstituttet igangsatte den ambitiøse og flot gennemarbejdede handlingsplan, som Camre introducerede i foråret.
Her er tale om en styrkelse af dansk filmkultur over en bred bank - som hanker op i det underbemandede Filmmuseum, øger støtten til de lokale biografer (samt de små kunstbiografer), forbedrer spillefilmsdistributionen og udbygger arbejdet med manuskriptudvikling og lancering. Et nyt center for børne- og ungdomsmedier er også planlagt.
Men instituttets flagskib er og bliver spillefilmsektionen, og her ser fremtiden mere broget ud, selv om Camre er så overbevist om handlingsplanens gennemslagskraft også på dette felt, at han, ifølge Politiken, "ikke har planer om at melde sig ind i Landsforeningen af Sortsyn".

Når Filminstituttet satser på biograferne, er det ikke mindst for at skabe en dansk spillefilmskultur, der kan tage konkurrencen op med amrikaniseringen. Uden et dansk alternativ får vi Hollywoodensretning.
Og hvordan går det så? Kunstnerisk tager 1998 sig pæn ud, med to fremragende film (Festen og Idioterne), tre overvejende vellykkede (Baby Doom, Lysets hjerte, Motello) - samt interessante, men mere diskutable værker som Forbudt for børn, Mimi og madammerne, H. C. Andersen og den skæve skygge, Den Blå Munk og Tøser og drengerøve. Alt i alt et år over gennemsnit.
Problemerne melder sig først, når man ser på tilskuertallene. Af de 17 film, der blev udsendt i 1998, må de 12 kaldes klare fiaskoer - set af under 30.000 tilskuere. To har klaret sig lidt under gennemsnit (Baby Doom og Lysets hjerte), tre har gået rimeligt godt (Albert, Når mor kommer hjem og Idioterne) og en enkelt er blevet et smash hit (Festen). Det skal dog tilføjes, at den nyligt udsendte Olsen-bandens sidste stik vil forrykke billedet i positiv retning.
Ser man på de samlede tilskuertal for dansk film de seneste tre år, tegner der sig et lige så nedslående billede. Nok findes der trækplastre som Barbara, Breaking the Waves, Sunes familie og Det store flip, men fiasko-procentdelen er høj. I Berlingske Tidende hævder Camre ganske vist, at danske film ses af i snit 125.000. Det tal er svært at få til at stemme med instituttets og Danmarks Statistiks opgivelser. Benytter man dem, ligger gennemsnittet for de sidste tre år på ca. 72.000.

De sidste tre års tendens er klar nok: det er uendeligt sjældent, at en film slår an, der ikke - med humor og hygge - henvender sig til både børn og voksne. Og allerfarligst kan det være at sigte mod de 30-50-årige, der generelt relativt sjældent går i biografen (kun Barbara og Breaking the Waves brød mønsteret).
Det kan altså ikke undre, at man forsøger sig med special-designede genrefilm for de helt unge. Men kan amerikanerne ikke alt det med effekter og spændingsudregning meget bedre? Et science fiction-forsøg som Skyggen blev gennemskuet som simili og kun set 5.703 tilskuere. Der er ingen publikumssikkerhed indbygget i genrefilm.
I en truende fremtid hører danske film primært hjemme på tv-skærmen, hvor tilskuertallet ofte tidobles, når filmene genudsendes.
Men sminkede tal eller ej - det positive i Filminstituttets optimisme er, at man ikke lader stå til overfor den udvikling, man nok inderst inde aner kan være på vej. Man prøver at vende den, og hvem ved, måske vil det lykkes. Blandt andet vil man udvikle, administrere og lancere sig ud af problemerne, hvilket har fremkaldt protester, som Camre - lidt hysterisk - kalder "hysteriske".
I julelysenes efterskær er alt dette dog kun for mørkesnak at regne mod den kendsgerning, at dansk film har sigtekornet rettet mod Oscar - endnu engang. Litteraturen har sin Peter Høeg, billedkunsten sin Per Kirkeby, arkitekturen sin Jørn Utzon, men filmen har von Trier, Bille August og nu også Thomas Vinterberg. Amen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu