Læsetid: 1 min.

Filmfotografernes grand old man

Henning Kristiansen død, 79 år gammel
3. november 2006

Henning Kristiansen var de danske filmfotografers nestor, frisk og aktiv til det sidste med at sikre sig, at dvd-udgaven af Babettes gæstebud, som han fotograferede, fremtrådte visuelt korrekt. Selv om han havde lagt kameraet på hylden, brændte ildsjælen stadig i den ranke mand, der tilsyneladende bar sine år med stor lethed.

Kristiansen havde rødder helt tilbage i 1940'ernes spille- og dokumentarfilm, men den film, han vil blive husket længst for, er utvivlsomt Henning Carlsens klassiske Knut Hamsun-filmatisering Sult fra 1966. Her skabte Kristiansen ved hjælp af sin særlige overfremkaldningsteknik, filtersætning og brændvidde-anvendelse et distinkt, stemningsfortættet sort-hvid-foto, der i høj grad tegnede filmens nervespændte univers og atmosfære af skarpe kontraster.

Vigtig erindringsbog

Det blev til ikke mindre end et halvt hundrede spillefilm gennem årene plus en stor håndfuld dokumentarfilm. Samarbejdet med Henning Carlsen vedblev med at være eksemplarisk, f.eks. på den undervurderede 1930'er-film Hør, var ikke én som lo (1978) og endnu en Hamsun-film, Pan (1995).

Hvortil kommer så forskellige film som Gabriel Axels Oscar-vinder Babettes gæstebud (1987), Peter Brooks' ambitiøse Shakespeare-ekstravagance King Lear (1971) og ungdomsfilmklassikeren Mig og Charly (1978). Kristiansen var igangsætter af sidstnævnte og gik i kompagniskab med Morten Arnfred som instruktør. Han fotograferede i alt syv film, der har vundet Bodil som årets bedste.

Heldigvis nåede Henning Kristiansen sidste år at udsende sin dejligt ærlige erindringsbog Min egen filmhistorie, hvor han som den første herhjemme giver et detaljeret indblik i fotografens arbejdsvilkår og opregner både sejre og nederlag i et arbejde præget af uafladeligt kunstnerisk og håndværksmæssigt engagement.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu