Læsetid: 4 min.

Filmiske undertekster

Den Cannes-aktuelle instruktør Atom Egoyan står bag den blændende antologi 'Subtitles' om filmiske undertekster som konkret fænomen og metafor for det fremmede
14. maj 2005

Da Atom Egoyans nye film Where the Truth Lies i går aftes rullede over lærredet i festivalpalæet i Cannes, var det med ledsagende franske undertekster, så det lokale publikum ville være sprogligt på hjemmebane. Er det en uretmæssig invasion af ord på billeder? Er det et element, som med det samme skaber en følelse af distance og af en filmoplevelse, der skal oversættes fra en fremmed kultur?

Det er blot nogle af de spørgsmål, der berøres i den fremragende antologi Subtitles - on the foreignness of film, som Atom Egoyan har designet med Gilbert Li og redigeret i samarbejde med den canadiske akademiker Ian Balfour. Den 500 sider tykke bog er er lille, buttet kunstværk i sig selv med format som den europæiske widescreen-ratio 1.66:1 og en række selvstændige visuelle projekter og flotte farvefoto-sekvenser mellem de mange interviews og essays.

Afsættet for antologien er meget konkret undertekster, som behandles både historisk, mekanisk, æstetisk og indholdsmæssigt af bl.a. oversættere, filmhistorikere og filmfolk. Efterhånden tolkes begrebet bredere og giver anledning til en række tanker om kunsten at oversætte og forskellige former for fremmedhed. Det gælder f.eks. film fra fremmede kulturer, som når Fredric Jameson forholder sig til film fra Balkan, eller film med brug af et fremmed blik, som når Slavoj Zizek gransker film af Alfred Hitchcock eller David Lynch.

Tekster som fredspiber

Fremmedheden gælder også skæbnen for udenlandske film i USA, der bl.a. behandles i John Mowitts kritiske gennemgang af kategorien bedste udenlandske film ved Oscar-uddelingen. Et andet essay af Ruby Rich forholder sig interessant til markedsføringen af fremmedsprogede film i USA, hvor tendensen har været at markedsføre dem med ordløse trailere, så amerikanerne blev luret i biffen uden at aktivere deres indgroede modvilje mod film på andet end amerikansk.

Ruby Rich konkluderer i sit essay om denne type markedsføring, at undertekster helt enkelt bryder med amerikanernes opfattelse af en monolingvistisk verden og udfordrer nationens narcissistiske psyke med hang til at ignorere andre kulturers særpræg. Hun filosoferer over, om der ville have været større modstand mod invasionen i Irak i befolkningen, hvis bare folk havde set flere udenlandske film og dermed fået udfordret deres verdensbillede. Som hun siger, er det sværere at bombe lande, hvis man har set dets byer i film, man har elsket.

Under- og oversættelser

Oversætteren Henri Behar forholder sig helt konkret til undertekster i et underholdende essays om de mange udfordringer i arbejdet som 'undersætter'. Han har en række skrækeksempler, som når en replik i Gus van Sants Drugstore Cowboy bliver forvansket fra 'No hat on the bed' til 'And God made a bet', eller når man som oversætter desperat forsøger at få en brøkdel af en hæsblæsende David Mamet-dialog ned på to læsevenlige linjer.

En række andre essays forholder sig mere abstrakt til principperne med at oversætte. Tre oversatte filmanmeldelser af den argentinske forfatter Jorge Luis Borges viser hans formidling af filmene til de argentinske læsere og hans samtidige læsning af f.eks. en klassiker som Citizen Kane, der får på hatten for at lide under gigantisme og pedanteri.

Forfatteren Russell Banks får lov at forholde sig til Atom Egoyans filmatisering af hans bog The Sweet Hereafter ved at udvælge passager fra originalværket til udvalgte stills fra filmen, hvor skuespillerne i intime øjeblikke ubevidst stirrer ind i fotografens linse.

Accenter og desperanto

En række mere akademiske essays forholder sig til begreber som 'accented films' og filmisk tid, mens andre tekster konkret tager fat i en enkelt filmskaber eller et enkelt værk. Som når Negar Mottahedeh forholder sig til, hvordan de kulturelle normer for, hvordan man må filme kvinder, præger den visuelle dynamik i Abbas Kiarostamis film, eller når Deborah Esch filosoferer over Derek Jarmans Blue med 90 minutters blåt lærred.

Overraskende få filmfolk er selv på banen, men der er et kort interview med Claire Denis om tekstningen af en scene i Vendredi Soir, hvor man som tilskuer egentlig ikke burde kunne høre, hvad der bliver sagt. Der er også billed- og tekstuddrag fra videokunstneren Trinh Minh-has kulturransagende værker og et længere interview med Isaac Julien, hvis videoinstallationer for nylig kunne opleves på Kunstforeningen.

De ledsagende visuelle værker er tiltrængte tekstpauser og fine kommentarer til de mange tanker i den ordfyldte bog. Patricia Rozema visualiserer f.eks. problemer med at komme ind i en fremmed kultur i sit pudsige værk Desperanto, mens Stefano McClure lader billederne fra forskellige film forsvinde og kun skyggen af underteksten forblive.

Der er masser af spændende subtekster og understrømme i det digre værk. Med Subtitles i hovedet kan fokus let havne på tanker om de mange lag af betydning i teksten nederst på lærredet i stedet for, at man grænseløst lader sig suge ind i de mange fremmede billeder og lyde på lærredet.

Subtitles - on the foreignness of film. Redigeret af Atom Egoyan og Ian Balfour. Udgivet af Alphabet City Media og The MIT Press

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her