FODNOTE-LANDET Danmark har slået til igen. Sådan må det store udland - hvis det ellers lægger mærke til den - opleve den retssag, de danske filminstruktører har haft kørende mod Danmarks Radios tv det sidste par dage i Østre Landsret om den voldsomme beskæring af filmbilledet, der sker, når film i bredt format overføres til den lille tv-skærm, den såkaldte pan-scanning. Herregud, den praksis har filminstruktører i andre lande affundet sig med i årevis, så hvorfor den ståhej?
Tv-skærmen matchede i fjernsynets barndom det filmformat, der dengang var gængs. Senere blev filmbilledet bredere, så filmene virkede kraftigere og mere involverende på publikum i biograferne. På tv blev Widescreen-filmene til sære, tegneserieagtige strips, hvorfor man skar en hæl og klippede en tå - groft sagt - så filmen passede i "frimærkestørrelsen". Retssagen har været Tegneserien kontra Frimærket.
Tv-stationerne syntes simpelthen, det så dumt ud, at der var tom luft på skærmen over og under filmbilledet, ligesom de syntes, at personerne i filmene blev for små at se på. De var sikre på, at seerne syntes det samme, hvorfor de indgik en uhellig alliance med producenterne om at få lov til at zoome ind på de mest spændende steder på filmbilledet. Så skidt med om der røg en person eller to af i svinget. Skidt med alt det andet, der "taler med" i et filmbillede, omgivelserne, miljøet, atmosfæren.
Enkelte filminstruktører har vel fundet fremgangsmåden i orden og forståelig, men for de fleste har der været tale om en smertelig accept, som de har følt sig tvunget til. Filmene er trods alt deres hjerteblod.
Hvis retssagen overhovedet følges i udlandet af andre end producenterne, vil det primært skyldes, at Tootsie's og Out of Africa's instruktør, Sydney Pollack, på hvis vegne danskerne fører sagen, dukkede op til afhøring i Østre Landsrets 14. afdeling. Retssagen var
forøvrigt ikke uden underholdende momenter, når filmfolkenes jargon stødte sammen med juristernes terminologi.
UANSET HVORDAN sagen - dommen ventes afsagt i løbet af en måneds tid - falder ud, har instruktørerne allerede vundet den sejr, at de har fået deres sag bragt til en bredere offentligheds kendskab med den store basun.
Et stort flertal af tv-seere har næppe været klar over, at de film, de har set, overhovedet har været beskåret. Det gør tv-stationerne nemlig aldrig opmærksom på i forbindelse med visningen. Og mange af de, som har vidst om beskæringen, har formentlig troet, at der var tale om en nænsom beskæring i begge sider af filmbilledet.
Vi ved nu - takket være sagen - at der er tale om et langt grovere overgreb mod et kunstværk. Helt op til 40% af billedsiden har været skåret væk!
Adskillige flere end før vil føle sig snydt over at blive spist af med skamferede kunstværker - også selvom et stort flertal af seere måtte være ligeglade, bare billederne bevæger sig.
Man ville aldrig vove at behandle et digt på den måde. Tænk om man i skolebøgerne skar Hrymfaxe og Skinfaxe ud af Oehlenschlägers Guldhornene og nøjedes med de passager, hvor det gamle guld klinger i muld, når bonden trækker den sorte plov hen over fortidens horn. Hva'beha'r?
Inden for billedkunst ville skamferingen svare til, at man ved en tv-visning af Leonardo da Vincis Mona Lisa nøjedes med at gengive det gådefulde smil ud fra en betragtning om, at det jo er "her det spændende sker".
RETSSAGEN har tydeligt vist for alverden, at overgrebene mod kunstværkerne faktisk finder sted, og at de er grove. Den del af sagen kan der ikke være tvivl om. Derimod skal dommeren bryde sit hovede med, hvilke aftaler der er indgået, og hvad de
måtte omfatte, samt spørgsmålene, om amerikanske aftaler uden videre kan overføres til Europa, og om Berner-konventionen har højere status end de kontrakter, der er indgået om den enkelte film.
At filmkunstnere altid vil kunne føle sig presset til at lade deres film skamfere af producenterne, også uanset dommen, er en sag for sig. Som udgangspunkt må det være kunstnerens ret selv at bestemme, om han eller hun vil tillade en indskrænkning.
Bjørk (Kristen Bjørnkjær)
