Læsetid: 5 min.

Filosoffer i fyrig fejde

Rousseau og Humes korte venskab blev til et dybtfølt fjendskab. Det bliver belyst i ny underholdende bog om de to genier
20. maj 2006

For cirka et kvart årtusinde siden krydsede to af filosofihistoriens største tænkere Den Engelske Kanal. Jean-Jacques Rousseau var på flugt fra kontinentet, og David Hume skulle ledsage ham til det liberale England. Men blot tre måneder senere blussede et fyrigt fjendskab op imellem de to genier. Hume var en udspekuleret konspirator, mente Rousseau, mens Hume anså Rousseau for at være en paranoid galning.

Nu har de to journalister David Edmonds og John Eidinow skrevet den helt igennem underholdende bog Rousseau's Dog om striden mellem Rousseau og Hume. Bogen er Edmonds og Eidinows tredje inden for den kuriøse, men helt klart interessante genre 'store tænkeres fejder'. I 2001 udgav de bestselleren Wittgensteins Poker (da. Wittgensteins ildrager) om det legendariske sammenstød mellem Wittgenstein og Popper i Moral Science Club i Cambridge. Og i 2004 kastede de sig med Bobby Fischer Goes to War (da. Bobby Fischer i krig) over den nervepirrende koldkrigskamp mellem skakmastodonterne Bobby Fischer og Boris Spasskij ved VM i Island i 1972.

Følelsesfilosofi

Mens Hume og Rousseau levede, kørte oplysningstiden derudad i højeste gear. Fornuften var trendy og autoriteterne totalt umoderne, encyklopædisterne fiflede flittigt med deres mange artikler, og de litterære saloner boomede.

Men hvor alle havde travlt med at forherlige fornuften, pegede både Hume og Rousseau på samme fornufts begrænsninger. Til gengæld fremhævede de følelsernes funktion.

Skepticisten Hume argumenterede for, at vi hverken kan slutte os til moralske maksimer eller til Gud ved hjælp af fornuften. Når vi opfører os moralsk, mente han, skyldes det en naturlig følelse af sympati over for andre mennesker - og ikke at fornuften nødvendigvis og helt evident byder os det. På samme måde er dét at tro på Gud ganske enkelt psykologisk motiveret. Troen på en metafysisk instans er en funktionel måde at omgås med vores frygt og håb, en reduktion af den ellers næsten ubærlige kompleksitet.

Rousseaus rehabilitering af følelserne var af en anden og mere gennemgribende karakter. Entydigt polemisk over for oplysningstænkernes civilisationsbegejstring hævdede han, at samtidens civilisationsform korrumperede menneskets naturlige, distinkt gode, følelsesmæssige dispositioner. Hans syn på religion var symptomatisk. Troen på Gud var en personlig, dybtfølt sag, der skulle komme indefra og ikke kunne påtvinges udefra. Præsternes anstrengelser lagde kun hindringer i vejen for den enkeltes religiøse vækkelse.

Edmonds og Eidinows pointe er imidlertid, at de to tænkere, trods de overfladiske ligheder, var væsensforskellige af sind. Når Hume undersøgte fornuftens begrænsninger, skete det netop ved hjælp af klar, stringent logisk tænkning. Rousseaus angreb på fornuften var derimod følelsesladet i sin grund. Han følte så at sige, at følelserne har noget at sige mennesket.

Hinandens modsætninger

Det er ikke en videnskabelig bog, Edmonds og Eidinow har skrevet, selv om den bestemt bygger på grundig research. De to forfattere følger den journalistiske tradition for at bruge litterære virkemidler såsom suspense og maleriske genskabninger af steder og personer snarere end nøgterne beskrivelser. Her er det særlig interessant, at de to hovedpersoners karakterer opbygges lidt som i en roman, ved at de, enten af forfatterne selv, af andre personer i historien eller igennem egne handlinger, tildeles bestemte egenskaber.

Hume bliver tegnet som en glad, jovial, men ærekær og pragmatisk tyksak, der er udstyret med en skarp logisk og kritisk sans, men ikke har det store følelsesmæssige register at spille på. Og Rousseau bliver meget passende konstrueret som modsætningen: den melankolske, asociale og ubøjelige tynde rad med et følelsesrepertoire af monstrøse dimensioner. Typificeringerne er muligvis lidt for firkantede, men der er nu sikkert noget om snakken. Og så passer de godt ind i plottets logik.

Flugten til England

Med sin kritik af kirken gjorde Rousseau sig grundigt upopulær på kontinentet. Faktisk så upopulær, at han så sig nødsaget til at flygte til det liberale England. Samtidig fungerede Hume som sekretær for den engelske ambassadør i Paris. Modsat englænderne var franskmændene ellevilde med ham. For pariserne var han, hvad Clement Kjersgaard er for DR2's seere. De elskede at høre ham tale, og han var tydeligvis begejstret for begejstringen.

Ad forskellige omveje kom Hume til at hjælpe Rousseau med flugten til England, selv om de to kolleger aldrig tidligere havde haft nogen berøring. Rousseau takkede ham i rørstrømske vendinger, men ændrede hurtigt sit syn på Hume. Årsagssammenhængen er kompleks, men blandt anklagerne var, at Hume skulle have ydmyget Rousseau ved i hemmelighed at afholde visse udgifter i forbindelse med Rousseaus ophold, samt at han skulle have været medforfatter af et satirisk skrift rettet imod Rousseau.

Rousseaus hunde

Muligvis var anklagerne forkerte. Sandsynligvis var de delvist sande. Men uden tvivl var de overdrevne og paranoide af karakter. Hvad der gør Edmonds og Eidinows bog interessant er imidlertid, at de førte til en kort og overordentlig ophedet brevveksling mellem de to filosoffer - en brevveksling, der får Peter Tudvad og Joakim Garff til at fremstå som et par elskværdige hyggeonkler. Beskyldninger om snedigt udtænkte konspirationer og lurende vanvid føg gennem luften, og det er alt sammen meget underholdende at læse om.

Bogens springende - og nok også svageste - punkt er, at Edmonds og Eidinow forsøger at forklare uoverensstemmelsen ud fra de to geniers psykologiske dispositioner, som de også ser komme til udtryk i deres filosofiske tænkning. Men skidt nu være med, om de to journalister muligvis gætter på lidt løst grundlag. De præsenterer ikke deres forklaringsmodeller som den endegyldige sandhed om Hume og Rousseau, og argumenterne er under alle omstændigheder interessante.

Ifølge Edmonds og Eidinow skyldtes striden, at Rousseau i en usædvanlig grad var i sine følelsers magt, og at rationalisten Hume aldrig fattede det faktum. For Rousseau betød venskab altoverskyggende hengivenhed og ærlighed, mens Hume ikke gik af vejen for en hvid løgn og lidt drilleri. Og da Rousseaus indre vagthund, som han stolede blindt på, vejrede afvigelser fra det dybtfølte venskabsideal, blev den hidsige schweizer rasende.

Hans eneste sande ven, mente Rousseau at indse, var hans elskede hund Sultan, som han havde bragt med sig til England. Det skulle være klart, at titlen Rousseau's Dog refererer til begge dyr, den metaforiske indre vagthund såvel som den fysiske vovse.

David Edmonds og John Eidinow: Rousseau's Dog. Two Great Thinkers at War in the Age of Enlightment. Faber, 320 s.

20060519-211639-pic-706402782.jpgHans eneste sande ven, mente Rousseau at indse, var hans elskede hund Sultan, som han havde bragt med sig til England

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu