En eksistentialistisk leg, en konflikt mellem nihilisme og harmoniserende livstolkning. Højst usædvanlig og gennemført aparte er denne amerikanske komedie, der ikke frygter - i en stadig accelerende strøm - at overdænge os med ord og begreber, indfald og udfald, abstrakte svinkeærinder og store, dyre ord.
Instruktør er David O. Russell, en af amerikansk films dristigste unge hedsporer - det viste han allerede i den maniske komedie Flirting with Disaster om en adoptivsøns tragikomiske jagt på sine biologiske forældre og i den mangefacetterede mellemøsthistorie med George Clooney, Three Kings. Men med I Heart Huckabees mere end flirter han med katastrofen, for filmen udarter sig hurtigt til en stor larmende ord-bugnende rodebutik snarere end den spirituelle idé-komedie, der lægges op til.
Filmen er det meste af vejen lettere hysterisk opskruet og højrøstet snarere end vital og morsom. Hovedpersonen er den unge miljøaktivist Albert Markowski (Jason Schwartzman), en frustreret idealist, der ved tilfældets hjælp havner på et detektivbureau med 'eksistensen' som vare. Dustin Hoffman og Lily Tomlin spiller detektiv-ægteparret, der efterforsker Alberts eksistens ud fra en grund-idé om, at alt hænger sammen i den bedste af tænkelige verdener.
Men Albert kommer også under påvirkning af den sexede, franske filosof Vivian Jaffe (Isabelle Huppert), som skriver bøger om grusomhed og tomhed og bogstavelig talt vælter den gode Albert rundt i mudderet under deres uundgåelige kopulation.
Meget fornuftigt ender Albert med at ræsonnere, at ingen af de to stridende parter har ubetinget ret, men at det gælder om at finde en balance: "Uden mudder, ingen magi." Tro dog ikke, at filmen lader sig nøje med noget så enkelt: dens persongalleri omfatter også Jude Law som en supermarkeds-smartfyr, der intrigerer mod Albert; Naomi Watts som hans kone, en sexet blondine, der reklamerer for det samme Huckabee-firma; Mark Wahlberg som Alberts ven, som blev slået ud af 11. september og nu er cykel-entusiast af energi-årsager; og Alberts iskolde mor, spillet af Talia Shire, som iøvrigt også i det virkelige liv er mor til Jason Schwartzman, fremstilleren af Albert.
I øst og vest
Den fine rollebesætning aser og maser med at overbevise sig selv og os andre om, at dette er kosteligt morsomt og originalt og sprællende vitalt. Det er desværre ingen af delene, bortset fra i de velsignede, men alt for korte øjeblikke, hvor David O. Russell glemmer sine dybsindige prætentioner og leverer god gammeldags slapstick - som når Lily Tomlin hopper rundt for at undgå en roterende plænevander, eller Mark Wahlberg cykler gennem det amerikanske bilhelvede.
Filmen er en snurrig fantasi lidt i samme stil som Charlie Kaufmans surrealistiske historier om nørder i klemme på mere eller mindre fortænkte måder. Man må respektere David O. Russells vovemod, når han betræder disse intellektualiserede stier langt fra Hollywoodkomediens alfarvej. Men myldrende idérigdom og frækhed til at udfolde den er jo ikke i sig selv nok. I Heart Huckabees finder aldrig sin tone eller sit stilleje. Snarere end forløsende latter udløser den en voldsom undren.
