Læsetid: 2 min.

Fin dansk start på EM i skak

Storsejr over Skotland og uafgjort mod Polen
2. august 2005

I Göteborg er 40 hold gået i gang med skak-EM, der går over ni runder og slutter på søndag. Russerne stiller ikke i den absolut stærkeste opstilling, men er alligevel seedet som nummer 1, fulgt af Israel, Ukraine, Armenien, Frankrig og Holland. Det danske hold, der bortset fra afbud fra vores næststærkeste stormester Curt Hansen stiller i optimal opstilling, er seedet som nr. 16. I 1. runde var modstanderen Skotland, og det blev til den forventede storsejr: 3,5-0,5. Kun Lars Schandorff, der af taktiske grunde er anbragt på andetbræt - hans solide spillestil giver mange remiser, også mod de allerbedste - kunne ikke slæbe sit parti over remisgrænsen. Nemmest gik det på bræt 4, hvor vores nykårede stormester, 20-årige Davor Palo fra Skanderborg, med de sorte brikker fik let spil mod Jonathan Grant:

1.c4 e5 2.g3 c6 3.Sf3 e4 4.Sd4 d5 5.cxd5 Sf6 6.Sc3 cxd5 7.Db3 Lc5 8.Db5+ Sbd7 9.Sb3 a6 10.Da4 La7 11.Lg2 0-0 12.0-0 Se5 13.d3 b5 14.Da3 exd3 15.Sd2 Tb8 16.b4 d4 17.Scb1 dxe2 18.Te1 d3 ...

Skotten har spillet åbningen nærmest fornærmende dårligt, og Davor får nu lejlighed til at straffe ham i den spektakulære stil:

19.Sf3 Lxf2+!

Tager hvid denne løber, følger 20. - Dd4+ med vild hærgen, derfor prøver han:

20.Kh1 Lb7 21.Sxe5 Dd5!

Se diagrammet.

Smart, men ikke særlig vanskeligt. Hvid er fanget i et matnet, der illustrerer løberparrets uhyggelige styrke i en sådan stilling. Skotten gik ned med blafrende sækkepibe:

22.Tg1 Dxg2+ 23.Txg2 e1D+ og mat!

De to andre danske vindere var Lars Bo Hansen, hvis come-back på landsholdet er et interessant moment i denne turnering, og Peter Heine Nielsen, der savede McNab midt over.

Fire remiser mod Polen

I anden runde blev det til fire remiser og dermed uafgjort 2-2 mod Polen, også et godt resultat i betragtning af, at polakkerne er seedet som nr. 12 - Davor Palo sad over og blev erstattet af Sune Berg Hansen, der blev sidst færdig og en overgang så ud til at kunne vinde sit parti og dermed skaffe Danmark en overraskende sejr. Der spilles med matchpoint før brætpoint, og efter de første to runder har fem lande bragt sig i spidsen med maksimale fire point: Israel, Holland, Sverige, Tyskland og Frankrig, der virker skræmmende stærke.
De russiske favoritter ligger ligesom Danmark i gruppen med 3 matchpoint, idet de måtte lade sig nøje med 2-2 mod det talentfulde hold fra Aserbajdsjan. I 3. runde skal russerne op mod franskmændene i en nøglematch, mens de to øvrige topopgør hedder Sverige-Tyskland og Israel-Holland. Danmark møder Rumænien, der er seedet som nr. 8 og har den nykårede Europamester Liviu-Dieter Nisipeanu på førstebræt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her