Læsetid: 3 min.

Find pisken frem

14. februar 1997

TIDLIGERE PÅ UGEN udkom det regeringskontrollerede iranske dagblad Jomhuri Islami, Den Islamiske Republik, med et femten sider stort tillæg om den dødsdømte britisk-indiske forfatter Salman Rushdie.
Blandt perlerne var en karrikatur af Rushdie i færd med at grave sin egen grav med en pen, og et interview med den regeringsudpegede Ayatollah Hassan Sanei, der kundgjorde, at hans religiøse 5. Juni Fond i anledning af otteårsdagen for Ayatollah Khomeinis fatwa mod Rushdie har sat prisen på forfatterens hoved op fra to til toenhalv million dollars.
En dusør som alle, selv ikke-muslimer og Rushdies boduguards - kan gøre krav på, ifølge den gavmilde fondschef.
Om ganske kort tid ventes en domstol i Berlin desuden at afsige dom i den såkaldte Mykonos-sag, hvor alt tyder på, at Irans efterretningsminister Ali Fallahian vil blive kendt skyldig i at have "besluttet, planlagt og forberedt" likvideringen af tre kurdiske oppositionspolitikere og deres oversætter på restaurant Mykonos i Berlin i september 1992.

TIL TRODS FOR, at Iran har forhøjet dusøren, og alt tyder på, at det iranske præstestyre står bag mord på politiske modstandere i Europa, insisterer EU på at opretholde den såkaldte kritiske dialog med Teheran.
Også selv om den fire et halvt år gamle dialog-politik endnu ikke har ført til én eneste påvislig forbedring af menneskerettighedssituationen i Iran eller nogen som helst garanti for Rushdies sikkerhed.
Lokomotivet bag den kritiske dialog er Tyskland, der på allerhøjeste plan har dyrket kontakterne til Iran, især den nu anklagede efteretningsminister Fallahian.
En forbindelse, som bl.a. har vist sig nyttig, når tyske gidsler skulle skaffes sikkert ud af pro-iranske gruppers kløer i Libanon eller de europæiske handelsinteresser i Iran trængte til pleje.
Faktisk er de handelsmæssige og økonomiske forbindelser mellem Iran og EU-landene blevet stedse tættere de senere år.
Bl.a. i form af øget samhandel og lånegarantier fra Europa og Japan til en værdi af fem mia. dollars.

TEGN PÅ at EU er ved at skifte kurs, skal man med andre ord lede længe efter. Det britiske dagblad The Times rapporterede ganske vist torsdag, at EU-landene i øjeblikket overvejer at droppe dialogen med Teheran, men dén historie er det ikke muligt at få bekræftet.
Tværtimod understreger EU's mest Iran-kritiske medlemmer; Danmark og Storbritannien, at bestræbelserne på at presse Iran ad diplomatiske kanaler fortsætter efter samme opskrift som hidtil.
Årsagen er - ud over de efterhånden åbenbare handelspolitiske - at EU hælder til den opfattelse, at dialogen gavner åbenheden, tolerancen og den politiske pluralisme i Iran.
Desværre kunne denne analyse ikke være mere forkert.
I praksis er det nemlig de mest ultrakonservative kræfter; de store bazar-købmænd, de magtfulde religiøse fonde og deres konservative allierede i det politiske system, som skovler såvel penge som prestige ind på at gøre forretninger med et villigt og naivt Europa.
Netop dén højreekstreme alliance, som med præsidentkandidat Nateq Nuri i spidsen, kommer til magten senere på året, når iranerne skal vælge en efterfølger for præsident Rafasanjani.

TROR NOGEN, at en ny iransk præsident vil gribe Rushdie-sagen mere fleksibelt an, end den nuværende, er et rimelig ubegrundet håb.
Det er i stedet på tide at erkende, at den indenrigspolitiske situation i Iran er sådan, at ingen religiøs eller politisk leder kan overleve at annullere fatwa'en mod Rushdie - eller for den slags skyld fordømme Ayatollah Sanei's blodpris.
Dertil er Khomeinis skygge og den interne frygt for ikke at være tilstrækkeligt 'islamisk' alt for stor.
Man kan kun håbe, at iranerne en gang med tiden får nok af religiøs ekstremisme og kulturel isolation.
Og dét kan Vesten give dem nogle gode argumenter for, ved klart at demonstrere, at politiske redskaber som massiv undertrykkelse af menneskerettighederne, likvidering af politiske modstandere og dødsdomme over andre landes borgere er fænomener, som vi ikke vil tolerere.
Og hvis Iran ikke forstår europæernes gulerodsmetode, må EU finde sanktionspisken frem. En udmærket anledning til at sætte punktum for den frugtesløse dialog vil være, når Berlin-dommen lyder. Den dag vil det i det mindste være krystalklart, hvad det er for et regime, den europæiske eftergivenhedspolitik er med til at holde i live.

aa (Charlotte Aagaard)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her