Læsetid: 5 min.

Jeg vil finde ud af, hvordan mit hjerte slår

I sine film stræber Emir Kusturica efter at skabe et personligt udtryk ud af to hovedelementer: Tid og rum
9. september 2005

Emir Kusturica er blevet kaldt Balkans svar på Fellini, og selv i hans to første og mest afdæmpede og følsomme spillefilm, debuten Husker du Dolly Bell? (1981) og Malik - far er på forretningsrejse (1985), der indbragte Kusturica den første Guldpalme, er det tydeligt, at man har at gøre med en filmskaber med noget på hjerte, en frodig fantasi og stor musikalsk sans.

Men det er fra og med sin tredje film, Time of the Gypsies (1989), at Kusturica for alvor træder i karakter som instruktør af kulørte og humoristisk ladede dramaer, der stritter i mange retninger, forener det vilde med det stille og gør det svært at sætte ham på formel. Hvilket helt sikkert passer ham glimrende, da han er arg kritiker af det, han kalder Hollywoods masseproduktion af ligegyldig metervare.

"De fleste film, der laves i dag, respekterer kun tempo, ikke filmens rytme," siger han, da jeg i 2004 møder ham i Cannes til en snak om hans seneste film, Livet er et mirakel.

Tid og rum

"En tysk journalist sagde til mig: 'Jeg kan ikke lide din film, men den er mislykket på en storslået måde.' Han siger måske sådan, fordi jeg laver film med sådan en entusiasme, at selv om de ikke passer ind til øjeblikkets filmsmag, så virker den barnlige begejstring, som jeg lægger i alle mine billeder, smittende. Min hjerne producerer så mange optiske begivenheder, at filmene på en måde letter trykket. Men billederne alene gør det jo ikke. Hvis man ikke har en historie med en bæredygtig konflikt, kollapser filmen efter en times tid. Men jeg går mere op i at orkestrere det visuelle end i tolkningen af dialogen. Og jeg skærer ofte mange sider dialog væk fra manuskriptet for at styrke billederne og den følelse, de skal udtrykke, for at gøre det rumlige mere ekspressivt."

"Det jeg først og fremmest stræber efter, er at skabe et personligt udtryk ud af de to hovedelementer: Tid og rum. Finde ind til, præcis, hvordan mit hjerte slår, og hvordan man kan klippe mellem to hjerteslag. Og skabe det rette rum omkring handling og personer."

"Hunden i Livet er et mirakel fandt vi ikke gennem en casting-proces," siger han mere konkret om sin måde at arbejde på.

"Vi stødte på den, og den viste sig at være utrolig intelligent. Husk på, at jeg bruger et helt år til at optage mine film, og det gør en masse muligt, som ellers ikke kan lade sig gøre. Det bliver et mirakel, der udspiller sig for øjnene af én hver dag. Det er jeg meget taknemmelig for. Jeg er heldig at få muligheder for at skabe, præcis hvad jeg vil, for det kommercielle aspekt interesserer mig ikke. Deri ligner jeg andre dybt personlige instruktører som Jim Jarmusch, Pedro Almodovar, Kitano og Kiarostami."

Kulturelt kloster

For Kusturica er en af de store glæder ved at lave film at opleve mødet mellem filmene og publikum.

"Når man besøger hvilken som helst god biograf i verden og ser, hvordan disse elektromagnetiske bølger bevæger folk, så er det for mig æstetikkens ultimative mål," siger han.

"Æstetikkens mål er at producere positiv begejstring. Det er ikke nogen lille ting. Bølgerne er usynlige, men de er utrolige. Det er utroligt, hvordan man som kunstner kan blive belønnet af bare at vise sin film. Al ens tvivl og bekymring forsvinder. Man trækker vejret på en anden måde, ens kropstemperatur er ændret. Alt er anderledes - i positiv forstand."

Livet er et mirakel er optaget i det vestlige Serbien, nogenlunde dér, hvor den 50-årige bosnisk-fødte Kusturica efterfølgende besluttede sig for at opføre sin egen landsby, Küstendorf, komplet med restaurant, biograf, kunstgalleri, café og gæstehuse. Et kulturelt kloster, kalder han den.

"Jeg ville bygge en by, hvor jeg kunne vælge indbyggerne," siger han.

"Jeg ville bevare noget og samtidig bygge noget nyt - bygge noget for folk, ikke for en nation, uden grænser og fordomme. Et bolværk mod denne idioti, disse masseprodukter, der gør det ud for hele verden i dag."

Tanken bag byen synes at være tanken bag Kusturicas samlede værk - ikke mindst Livet er et mirakel - der handler om idealister og drømmere fanget af de politiske realiteter. Selv i hans tidligste film tjener det kommunistiske Jugoslavien som bagtæppe for selvbiografiske skildringer af hhv. en ung mand og en drengs oplevelser med livet og døden og de første møder med kærligheden og den allestedsnærværende politik.

Ingen er fuldkommen

Kusturica insisterer på retten til at være politisk naiv. Han har en sjælden evne til at se en sag fra flere sider og et menneske for både det gode og det onde - hvilket gav ham mange problemer under krigen på Balkan i 90'erne.

Ikke mindst fordi han aldrig offentligt fordømte Slobodan Milosevic, men i stedet lavede den kontroversielle, Guldpalme-belønnede Underground (1995), der bærer undertitlen Once Upon a Time There Was a Country og blandt andet skildrer de løgne, det kommunistiske Jugoslavien byggede på. Mange anså filmen for at være et forsvar for serbernes myrderier, mens andre hyldede den for sin humanisme og et skarpt satirisk blik på den korrumperende magt.

Kusturica er født i Sarajevo, hovedstaden i det nuværende Bosnien-Hercegovina, hvor hans to første film foregår. Han er søn af ikke-praktiserende muslimer og har, fandt han ud af under krigen, serbiske aner. Han ser sig selv som jugoslav og er tilhænger af det nu sønderskudte jugoslaviske eksperiment, hvor mange forskellige folkeslag og religioner levede fredeligt side om side og under samme flag.

I 1992, da krigen på Balkan brød ud, boede Kusturica i Paris, og under krigen plejede han omgang med både bosniere og serbere og var enten for lidt af det ene eller for meget af det andet i sine kritikeres øjne. Han siger selv, at han mistede sin hjemby, Sarajevo, den dag, bosniske muslimer plyndrede hans forældres lejlighed i byen. Forældrene var flyttet til Montenegro, og 14 dage senere døde faren af et hjerteslag.

"Denne krig dræbte også ham," sagde Kusturica dengang, og man forstår, hvorfor han nu har bygget sin egen by. Om baggrunden for, at han aldrig tog afstand fra Milosevic, har han sagt, at "ingen er fuldkommen."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her