Læsetid: 5 min.

Man finder aldrig sandheden

Sproget giver adgang til verden. I sin nye bog 'Mindet' lader Vibeke Grønfeldt pigen Agate nysgerrigt forme verden og give livet betydning ved hjælp af sproget. Vibeke Grønfeldt bliver heller aldrig færdig med at lede efter sandheden. Så snart man nærmer sig sandheder, opløses de - for de findes ikke
12. maj 2005

Da Vibeke Grønfeldts ni år yngre søster lærte ordet 'måne' at kende åbnede en helt ny verden sig for hende.

"Jeg kan huske den glæde, hun oplevede ved at vide, hvad det, der svævede deroppe, hed. Den fik en helt ny betydning for hende. Månen var blevet hendes. Og sådan er sproget for alle børn en stor verden at gå ind i. Det er som at eje Månen at se, hvad den hedder" siger hun.

Børn begynder tidligt at sanse verden gennem sproget. Det er Vibeke Grønfeldt overbevist om, og i romanen Mindet forholder pigen Agate sig til det, der bliver sagt omkring hende, allerede inden hun har forladt livmoderen. Hun skriger højlydt, da hun hører, at hun skal have en død kvindes navn.

"Børn begynder snart at fortrænge kakkelovnen og de andre lyde, der omgiver dem, og ligger i stedet og samler på ord. Sproget er et eventyr, der giver adgang til verden, og det ved man meget tidligt."

De ord og oplevelser, vi samler i vuggen, er ikke nødvendigvis spildte, fordi vi ikke forstår dem. De kan komme tilbage senere, har hun opdaget i forbindelse med bogen.

"Mange af de indtryk som måske dårligt nok når bevidstheden, ligger der stadig som en sansning, og de kommer ofte tilbage, når man sidder i sin ensomhed og skriver. Der ligger et helt lager dér, vi ikke kender. Nu, hvor jeg er gammel, kan jeg stadig opdage nye indtryk og minder, som jeg ikke vidste, jeg havde. Det finder jeg meget betryggende. Man behøver ikke miste evnen til at opleve og give gamle sansninger nyt liv og betydning."

Agate

Vibeke Grønfeldt beskriver i romanen Mindet livet i en familie i et lille landsbysamfund i begyndelsen af 1900-tallet. Gårdejerdatteren Agate vokser op og gennemlever det meste af sin pubertet, mens læseren følger, hvordan hendes verden begynder at tage form. Det er hende, der nysgerrigt går ind i sproget og lader det give sit liv betydning. Fascinationen af sproget bliver en til en nysgerrighed over for livet. "Agate er modig og begiver sig åbent ud for at undersøge verden. Som helt lille sejler hun en tur på låget til en gruekeddel, og det, kan hun godt mærke, ikke er så godt. Agate er på den måde god til at konstatere og så indrette sig derefter. Hun konstaterer, at det ikke er så godt, men hun lukker ikke for de sansninger, oplevelsen giver hende. Det er der ellers altid en risiko for, at man på et tidspunkt gør."

Døden er konstant til stede i Agates verden. Og det er døden jo, påpeger Grønfeldt. Den er bare mere tydelig, når den opleves gennem et barn.

"Aldrig er oplevelsen af døden så radikal som i barndommen. Det er en vældig kontrast. Agate har som barn ikke lært at leve på trods af døden. For hende ligger det meget fjernt. Bedstemoderen døde, før hun blev født. Men bedstefaderen dør, da Agate er et ungt menneske, og ordet får en helt ny betydning. Gennem hele hendes liv har de gået og ventet på, at bedstefaderen skulle dø, så hun troede, at det var det, alt endte med. Men så opdager hun, at hun lever videre på trods af døden. Sproget får sin fylde gennem livet."

Uafhængig af tid og sted

Oplevelsen af døden bliver måske også mere tydelig, fordi handlingen foregår i et traditionelt samfund, hvor tingene har en meget klar kontinuitet. Men Vibeke Grønfeldt har ikke valgt romanens handlingsrum ud fra en bestemt overvejelse.

"Det er vigtigt at vælge temaer, der er uafhængige af tid og sted. Jeg skriver om landsbysamfundet, fordi det er der jeg selv er vokset op. Og selvom jeg er født omkring 40 år senere end Agate, så synes jeg, jeg kan huske dengang. De fortællinger, som mine bedsteforældre har givet mig, er blevet et fælles minde. Jeg synes, jeg kan huske helt tilbage til 1912."

Men det er ikke noget romantisk billede, Vibeke Grønfeldt har af den tid. Hun vil ikke vurdere det samfund som hverken værre eller bedre, end det vi har i dag.

"Jeg interesserer mig ikke for godt og ondt, men for livets og fællesskabets vilkår. Det er det, der ligger bag ordene, der er interessant. Der skal være dækning for ordene. De skal være en klang af det rum, der opstår bagved."

Fællesskabets vilkår er ikke meget anderledes nu, end de var dengang, mener hun.

"Vi er alle på en eller måde en del af en landsby. Måske ikke geografisk, men vi er det der, hvor vi bor. Det, jeg undersøger, er, hvordan vi udfylder vores roller i de fællesskaber. Agata opfatter jo ikke sig selv som et barn, men som en betydningsfuld del af et samfund." Om den fokusering på fællesskabet kan ses som en kritik af den øgede indvidualisering i det moderne samfund vil hun ikke kommentere.

"For mig at se har de grundlæggende menneskelige egenskaber ikke ændret sig siden Agates tid, og det interesserer mig ikke at vurdere, hvad der bedst. Lykke giver ikke livet mere betydning end ulykke."

Ikke vurderende

For hende handler kunsten om evig søgen, og hun mener, at det er at lade sig begrænse, hvis man allerede har en forestilling om, hvordan tingene bør være.

"Jeg er bestemt ikke utopist. Tværtimod. Jeg interesserer mig kun for at prøve at se, hvordan tingene er, ikke hvordan de kunne være. Utopister lægger kvælende låg på de mange anelser, som livet indeholder. Det er pjat og fantasterier, og jeg vil ikke afgrænses i golde fantasterier. Virkeligheden er meget større end det."

Så vel som Vibeke Grønfeldt har fokuseret på fællesskabet, har hun også skrevet om den grundlæggende ensomhed i en art robinsonader. Men kendetegnende for hendes arbejde, lige meget hvilke livsvilkår det handler om, er, at hun altid undersøger og lærer, idet hun skriver.

"Jeg søger altid efter en kerne at gå ud fra. Men det viser sig tit, at den flytter sig efterhånden, som man nærmer sig den. Derfor bliver man heller aldrig færdig."

Den bevægelse skal man være åben over for, ellers lader man ikke sproget og verden få den betydning, som den potentielt kan få. "Man finder aldrig sandheden, men man leder konstant efter den. Man finder sandheder, som holder, indtil man kommer længere ned i dem. Sandheden er en drivkraft, og det er det, der skaber kunsten: At noget er set fordomsfrit gennem et gemyt. Hvis man mener at kende sandheden på forhånd, afgrænser man sig fra det eventyr, som jeg synes, sproget er."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu