I et tv-interview før det seneste svenske valg blev statsministeren, socialdemokraten Göran Persson, spurgt: 'Findes USA-imperialismen?' Perssons svar var: 'Ja, definitivt'. Kunne man forestille sig en dansk statsminister svare sådan? Nej vel? Efter angrebet på Twin Towers var Poul Nyrup Rasmussens melding: 'Vi går hele vejen med USA'. Hvilken vej Nyrup tænkte på, og hvor langt den gik, blev ikke klart, men siden 2001, hvor Anders Fogh Rasmussen blev statsminister, har vi fået demonstreret, at den går meget langt, og at enden langtfra er til at se. I Afghanistan, Irak og mange andre områder af verden er amerikanske og allierede styrker enten i krig eller stationeret med henblik på militær forebyggelse af uro eller direkte militær intervention. Iran kan blive det næste mål, og Venezuela er vel heller ikke uden for farezonen. George W. Bushs doktrin om 'forebyggende krig' kan i princippet anvendes mod alle lande, der udpeges som mulige fjender af USA.
Er dette imperialisme? Og hvordan skal dette ord i det hele taget forstås?
Som Jørgen Dragsdahl gjorde opmærksom på i en (fremragende) kronik i Politiken 12.2., hersker der i Danmark stor frygt for at anvende denne term i forbindelse med international politik. (Ytringsfriheden har det ikke godt for øjeblikket!) Forskere og journalister er bange for at blive identificeret med marxister, der har brugt termen siden begyndelsen af 1900-tallet, i første række om engelske, franske og russiske bestræbelser (inden 1917) på at fastholde og udvide deres koloniriger.
Ordet imperialisme er afledt af 'imperium' fra det gamle Rom og anvendtes om Napoleons ekspansive politik, men den marxistiske betydning opstod ikke før omkring 1900 og dækkede den koloniale ekspansionstrang hos de europæiske stormagter, der var begyndt o. 1880 og først sluttede med afslutningen af Første Verdenskrig og delingen af det ottomanske imperium mellem Frankrig og England. Disse lande plus Rusland, Holland og delvis Tyskland og Belgien opbyggede territorielle imperier ved at lægge enorme områder af det, vi i dag kalder Den Tredje Verden, ind under sig - i helt bogstavelig forstand. Kolonierne blev styret fra de enkelte landes hovedstæder og blev lukket for andre lande end kolonimagten, der så kunne udnytte deres råstoffer og arbejdskraft, som det passede 'moderlandet'. Det hele rationaliseredes som the civilizing mission eller, som Kipling kaldte det, the white mans burden. I 1950-60'erne gik disse imperier i opløsning, og de nye stater i Den Tredje Verden opstod, samtidig med at USA gennem sit Open Door principle på mange måder overtog kontrollen, i alt fald med dem, der rådede over store råstofressourcer såsom olie.
Denne historie er kendt og fortalt mange gange. Hvad der derimod er mindre kendt, er de mange forsøg på at forklare drivkræfterne for imperialismen. De har strakt sig lige fra atavistisk magtpolitik over geo- eller sikkerhedspolitik til de økonomiske drivkræfter, som jeg tager op nedenfor. Blandt danske forskere er al debat om fænomenet koncentreret om en sikkerhedspolitisk synsvinkel, hvor stormagten (for nu er der kun en) USAs politik udelukkende ses i lyset af sikkerhedspolitiske interesser såsom 'kampen mod kommunismen' før 1989 og 'kampen mod terrorismen' (efter 2001). Tilsyneladende altid en reaktion på noget og ikke en selvstændig dynamisk kraft.
Liberal økonom
Traditionen for at forklare imperialismen - eller hvad vi nu skal kalde det - ud fra økonomiske dynamikker og 'nødvendigheder' er derimod som sagt næsten væk her i landet. Den er ellers ikke kun marxistisk. Faktisk var det en liberal engelsk økonom, J.A. Hobson, der i en bog fra 1902 Imperialism. A Study lagde grunden til især Lenins imperialismeteori, som han udfoldede i bogen Imperialismen som kapitalismens højeste stadium fra 1916. Hobson forstod imperialisme som en kapitalistisk ekspansionstrang - den nye imperialisme blev den også kaldt for at adskille den fra den historiske form - , der havde sit udspring dels i svækkelsen af den fri konkurrence og dannelsen af monopoler, dels i den underkonsumption, der prægede moderlandene i de store koloniriger. Kapitalen havde ikke tilstrækkelige akkumulationsmuligheder, fordi den jævne befolknings aflønning og dermed forbrug var lille, og den måtte derfor eksportere sit overskud til andre kapitalistiske lande. Når disse lande så selv blev industrialiserede, var der kun muligheden tilbage for at opbygge sit eget imperium, hvor kapitalen kunne søge hen. Omkring 1900 fandt ca. halvdelen af alle britiske investeringer sted i kolonierne, og den engelske udenrigs- og kolonipolitik var for Hobson at se primært en kamp for at opnå profitab-le investeringsmarkeder. Kapitaleksport, parret med behovet for afsætningsmarkeder og råstoffer, blev således Hobsons forklaring på det imperialistiske fænomen. Ved at udvide konsumptionen kunne problemet løses og imperialismen overflødiggøres: der skulle kort sagt føres fordelingspolitik, så kapitalens og forbrugernes interesser kom i balance, og grusomhederne i erobringspolitikken kunne høre op.
Finanskapital
Karl Marx havde aldrig udviklet en egentlig teori om imperialismen. Sammen med Hobson blev den tyske socialdemokrat Rudolf Hilferdings bog Das Finanzkapital fra 1910 grundstammen i Lenins berømte og berygtede imperialismeteori. Ifølge Hilferding var der sket en monopolisering af kapitalen, samtidig med at den industrielle kapital, som Hobson havde koncentreret sig om, var smeltet sammen med penge- eller bankkapitalen. Summen heraf betegner han som finanskapital, og denne driver statsmagten til at føre en hæmningsløs magtudvidelsespolitik, der fører til spændinger og potentielt til krig mellem stormagterne. Her er alle elementerne i Lenins teori, og dennes bog var altså snarere en syntese af liberal og socialdemokratisk kapitalismekritik, end den var et originalt, ja måske ikke engang marxistisk, bidrag til imperialismeanalysen.
Det, der gav Lenins teser deres store gennemslagskraft, var hans betoning af, at imperialismen først og fremmest måtte ses som et udslag af modsætninger inden for det kapitalistiske system, modsætninger, der blev drevet frem af kampen om indflydelsessfærer, som var nødvendige for monopolkapitalen. Hele verden blev delt op og lagt ind under de 4-5 største stater, og dette måtte føre til krig og i sidste ende til nationale befrielsesbevægelser i de lande, der var blevet underlagt en af stormagterne. I mellemkrigstiden blev hans bog bibelen for de gryende nationale selvstændighedsbevægelser i kolonierne og fik på den måde en betydning, der ikke svarer til dens originalitet (men sådan var det måske også med den rigtige bibel). De revolutionære befrielsesbevægelser uddrog den lære af bogen, at kampen for national selvstændighed både ville befri dem selv og bryde den kapitalistiske kædes svageste led. Revolutionen ville begynde fra periferien, ikke fra centret.
Nye stormagter på vej
Hvis man tager Lenins (og Hilferdings) pointe om systemet som et modsætningsfyldt system alvorligt, ville man kunne hilse det amerikanske hegemoni velkomment, fordi det tilsyneladende har fjernet den konkurrence mellem nogenlunde lige stærke stormagter, der har karakteriseret hele det europæiske statssystem indtil 1945 og derefter har udraderet Sovjetunionen som konkurrent til USA. Storkrige skulle ikke længere være så sandsynlige. Kapitalen er også blevet internationaliseret og er ikke længere så forbundet med den enkelte statsmagt som tidligere. Men alligevel: nye stormagter som Kina og Indien er på vej frem, og selv EU har ikke været enigt med USA om mellemøstpolitikken, fordi nogle EU-lande har andre interesser i området end de anglo-amerikanske.
Om de økonomiske imperialismeteorier nu er frugtbare eller ej, så er det dog påfaldende, at de forskere, der beskæftiger sig med international politik herhjemme, stort set ikke værdiger dem et blik. Så meget mere som der er masser af seriøs forskning på området i især USA. André Gunder Frank, Immanuel Wallerstein og mange andre har i forlængelse af de liberale og marxistiske teoridannelser fra begyndelsen af 1900-tallet analyseret verdenssystemet som et system af dominerende og afhængige kræfter, der er styret af kapitalinteresser, som aldrig træder offentligt frem, men i virkeligheden er afgørende for den politiske udvikling, hvad præsidenten eller de ledende politikere nu end hedder. Man må da også konstatere, at kontinuiteten i den amerikanske udenrigspolitik har været stærkere end bruddene (på trods af Irak-krigen), og dette burde i sig selv pirre nysgerrigheden for at få nogle dyberegående forklaringer på dens årsager. Personer, politik og 'strategi' er i hvert fald ikke alt.
Claus Bryld er professor, dr. phil. i historie
