Læsetid: 4 min.

Findes vilde orkideer?

Den amerikanske pragmatiske filosof Richard Rorty er død fra den verden, vi i følge ham, ikke kan vide, om vi siger noget sandt om
12. juni 2007

Det er næsten med en følelse af nostalgi, man her ved den amerikanske filosof Richard Rortys død, 75 år gammel, ser tilbage på de diskussioner, hans filosofi kredsede omkring i sidste halvdel af forrige århundrede. Det var dengang fundamentalisme var noget helt andet end nu, tilsyneladende blot en intellektuel leg, uden blodige dødsofre, fanatiske terrorhandlinger, burkaer og undertrykkelse.

Med gennembrudsværket fra 1979, Philosophy and the Mirror of Nature, - filosofien og naturens spejl - gik Rorty i frontalangreb på den tids anderledes ublodige fundamentalisme - som han til gengæld anså som forbryderen i hele den vestlige filosofi-historie. Platon var allerede en skurk, men i moderne filosofi var arven fra Descartes det største problem. For her favnedes den nye verdens Gud: Videnskaben. En arv man, ifølge Rorty, kunne følge helt ind i dens på det tidspunkt splinternye version: Analytisk sprogfilosofi. Her synes erkendelsesteorien, med analyser af sproget, at have fundet en ny kongevej til befæstelsen af vor erkendelse og viden. Eller sagt med andre ord: At udpege erkendelsens fundament.

På en måde forekommer dette fundament meget enkelt og ligner da også, hvad mange mennesker i filosofisk naivitet stadig opfatter som værende helt naturligt: Hvis man skal sige noget sandt, skal det bare være sådan, at det giver et korrekt billede af virkeligheden. Det kaldes en repræsentation. Det skal bare passe.

Det begynder at svimle

Hvis man en varm junidag i starten af et nyt årtusind, atter tænker lidt med Rorty, begynder det straks at svimle. For hvad er det, der passer med hvad? Sproget med noget ikke-sprogligt? Noget indre med noget ydre? - og hvis det så er ydre, hvordan er det så kommet derind og er det så stadig... ydre?

Udover selv at navigere fra et pragmatisk ståsted, defineret af John Dewey, tog Rorty i sit første værk et stærkt argumentatorisk udgangspunkt ved at kombinere to tilsyneladende fjerntliggende filosoffer: logikeren W. O. Quine med hans kritik af empirismens dogmer og pragmatikeren Wilfrid Sellar og hans 'myte om virkeligheden'. Resultatet var en kontroversiel teori, stærkt inspireret af Wittgenstein, nemlig: at sandheden ikke findes. Det kaldes også relativisme. Ifølge Rorty er sandhed noget, der udelukkende findes i sproget. Hvad, vi antager som sandt, er det, vi et givent samfund er blevet enige om. at antage som sandhed. Det har de fleste mennesker meget svært ved at leve med.

Men ikke alene levede Rorty rigtig godt med denne indsigt ud fra hvilken hans filosofiske virksomhed blomstrede med værker som Consequenses of Pragmatism fra 1982 og Contingency, Ironi and Solidarity fra 1989 og utallige artikler. Hans berømmelse skyldes måske ikke mindst, at han også fik andres tanker til at blomstre. John McDowvell skrev således i forordet til sit snart mytiske værk Mind and World fra 1994, hvor han bruger sidevis på at fortælle, at alt det, Rorty sagde, var forkert, at det netop var Rorty, der ansporede ham til at tænke.

Orkideer og Trotsky

Måske er det ganske let nu at se, at denne 'analytiske' relativisme selvfølgelig var beslægtet med tænkere på kontinentet, som Foucauld, Derrida og Habermas. Rorty begyndte selv med tiden at tænke den vej, både ved direkte at beskæftige sig med dem, og ved at gå mere og mere over mod litteratur og politisk kritik. Efter en strålende karriere som filosofiprofessor ved Princeton, accepterede han i 1998 en stilling ved Instituttet for sammenlignende litteratur ved Standford Universitet.

I en kort biografisk tekst Vilde orkideer og Trotsky berettede Rorty selv om baggrunden for sine tanker.Han voksede op i et hjem, hvor liberale overvejelser gik hånd i hånd med socialt engagement. Derfor fandt han i dette hjem en bog hvor Trotskis ideer forsvaredes over for Stalins. Det var så i bakkerne omkring dette hjem i New Jersey, hvor de vilde orkideer blomstrede bedøvende, at indså, at disse ting måtte forenes: Frihed, socialt engagement og orkidéduft.

Hvis sandheden udelukkende er et spørgsmål om, hvad vi diskuterer os frem til, er det måske tydeligt, hvorfor Rorty foretrak frie samfund, hvor diskussion er mulig. Han var derfor, især i sine sidste år en stærk kritiker af enhver form for fundamentalisme, også en kristen fundamentalisme som Bush efter hans mening stod for. Det er måske også tydeligt hvorfor det netop er Jürgen Habermas, der har skrevet en af hans nekrologer i Tyskland og beretter om Orkidéhistorien.

"Jeg har fået samme sygdom som Derrida døde af", skrev Rorty, næsten i en bisætning, i en mail til Habermas. Udover at sige os, at en filosof som stod den analytiske filosofi fuldkommen fjernt for 20 år siden, var i Rortys tanker, så ved vi så også, at pragmatikeren Rorty, og det er så sikkert, som det er sandt, døde af kræft i bugspytkirtlen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her