Læsetid: 7 min.

Fint besøg fra Washington

USA var parat til at se igennem fingre med den flygtede irakiske hærchefs krigsforbrydelser. Så sent som i foråret 2002 forhandlede Nizar al-Khazraji med amerikanerne om en position i det nye Irak
13. februar 2007

En iskold januardag i 2002, blot et år før de amerikanske bombefly går på vingerne for at bombe Bagdad, får Saddam Husseins tidligere hærchef Nizar al-Khazraji fint besøg i familiens tre-værelses lejlighed i Sorø.

Gæsten, der kommer helt fra USA for at tale med den krigsforbrydermistænkte general, er ingen ringere end Whitley Bruner, tidligere leder af CIA's såkaldte Iraq Task Force. En særlig enhed oprettet med det formål at destabilisere Saddam Husseins styre. Med sig har Bruner en delegation af irakiske eksil-officerer fra den lille amerikansk-finansierede oppositionsgruppe Iraqi National Movement, INM, heriblandt organisationens leder Hatem al-Mukhlis, der i dag er medlem af det irakiske parlament.

De amerikanske gæster har et tilbud med til Khazraji. Hvis den firestjernede general vil melde sig under INM's faner, kan han vende hjem til Irak som en indflydelsesrig mand, så snart Saddam Hussein er ryddet af vejen. Det fortæller en kilde med indgående kendskab til mødet. At dansk politi samtidig arbejder på højtryk for at rejse en krigsforbrydersag mod den tidligere hærchef for hans rolle i den såkaldte Anfal-kampagne, der kostede mindst 100.000 kurdere livet i 1988-89, interesserer ikke mødedeltagerne det mindste.

Attraktiv kandidat

USA og den irakiske opposition har brug for mænd af den rette støbning, der kan stå i spidsen for et nyt Irak. Og Nizar al-Khazraji er en meget attraktiv kandidat, fortæller Informations kilde, der ikke ønsker sit navn frem.

"Det var et ønske om at finde prominente sunnimuslimer, som kunne spille en rolle i organisationen. Som sunnimuslim og tidligere hærchef var Khazraji en ideel kandidat," siger kilden og løfter dermed for første gang sløret for den rolle, som en del af den amerikanske administration op til Irak-krigen ønskede at tildele Khazraji. Valget faldt også på den tidligere hærchef, fordi han selv havde givet udtryk for, at han var interesseret i at deltage i bestræbelserne på at vælte Saddam Hussein, understreger kilden.

Gæsterne fra Washington betragter ikke hærchefen som et alternativ til Saddam Hussein, men snarere som en mand, der i kraft af sin status som krigshelt under Iran-Irak krigen og sin popularitet i Iraks væbnede styrker kan komme til at spille en vigtig politisk rolle i et fremtidigt Irak.

Og Khazraji lytter til gæsterne. Tilbudet om at slutte sig til de andre sunni-officerer i Iraqi National Movement er interessant af flere grunde. Ud over udsigten til en fremtid i Irak for ham selv og hans familie, kan Whitley Bruner og Hatem al-Mukhlis tilbyde Khazraji en rolle, der giver flugten fra Irak og årene i eksil mening, og den efterhånden 66-årige general mulighed for at få indflydelse på sit lands historie.

Blod på hænderne

At hærchefen samtidig får mulighed for at rykke ind under den amerikanske paraply kan heller ikke skade, når man som den krigsforbrydermistænke hærchef har det danske politis ånde i nakken.

I fire måneder har Ringsted Politi og fem mand fra Rigspolitiets Rejsehold gravet i hærchefens fortid, en indsats som Khazraji ved kan sende ham i fængsel når som helst.

Khazrajis fortid er ikke noget, gæsterne interesser sig særligt for, men de ved udmærket, at den tidligere hærchef har blod på hænderne, især i forbindelse med Anfal-operationen mod kurderne i 1988-89, hvor han var chef for den irakiske hær.

"Han havde bestemt blod på hænderne, men han var et symbol, der kunne give den sunnimuslimske opposition mere troværdighed," som en højtstående CIA-kilde udtrykker det.

CIA's operationsleder i Irak i 1990'erne, Robert Baer, bekræfter det dilemma, tjenesten stod i, fordi mange af de ledende figurer i den irakiske opposition havde en blakket fortid. Krigsforbrydermistanken mod Khazraji var imidlertid ikke noget, CIA kunne tage hensyn til, forklarer han:

"Enhver i den irakiske hær, bortset fra fodfolket, havde blod på hænderne, så spørgsmålet var, skulle vi udelukke nogen, blot fordi de var involveret i Anfal? Hvad er værst; at dræbe nogle tusinde kurdere, som det skete under Anfal, eller at dræbe 650.000 i en borgerkrig, som det sker i dag? Det er en afvejning, som kun en Stalin kan foretage, men det var den situation, vi stod i," siger Robert Baer.

En tidligere topembedsmand i det amerikanske udenrigsministerium David Mack har samme syn på hærchefen:

"Naturligvis har Khazraji været involveret i ubehagelige og beskidte ting for regimet. Det har han ikke kunnet undgå, men han er ikke en del af det politiske lederskab på 10-20 personer, som vi og den irakiske opposition mener, bør retsforfølges," siger han til Politiken.

Ambitioner

Stemningen omkring kakkelbordet i familien Khazrajis stue er god.

Latifa skubber glasskålene og den hvide kniplingsdug til side og serverer kaffe for Whitley Bruner og hans irakiske følge. General Khazraji viser sig fra sin høfligste og mest imødekommende side, og gæsterne tager tilbage til Washington med udsigten til et fremtidigt samarbejde.

Der er kun et problem. Den danske udlændingestyrelse vil ikke have, at Khazraji får udstedt rejselegitimation, så han forlade landet og deltage i koordineringen af indsatsen mod Saddam Hussein.

Allerede den 30. november 2001, flere uger før amerikanerne dukker op, har Khazraji bedt om at få udstedt pas eller anden rejsedokumentation, men både Udlændingestyrelsen og Bertel Haarders Integrationsministerium siger nej. Selv om hærchefen opholder sig i Danmark på såkaldt "tålt ophold" og i princippet har pligt til at forlade landet så hurtigt som muligt, er udrejse er udelukket på grund af den igangværende krigsforbrydersag, meddeler myndighederne.

I løbet af foråret holder Khazraji kontakten med sine nye venner i Washington ved lige. Han har en række krav, han gerne vil have opfyldt. Bl.a. vil han gerne stå i spidsen for Iraq National Movement. Mindre kan ikke gøre det, mener hærchefen og lægger kraftig pres på Hatem al-Mukhlis og hans allierede i Washington.

"Khazraji opførte sig temmelig groft,"siger en kilde med kendskab til forløbet og beskriver hærchefen som et meget krævende bekendtskab.

"Han var ikke nogen holdspiller," som kilden udtrykker det.

Kold luft

Washington betragtede imidlertid ikke Khazraji som den skarpeste kniv i skuffen, så der var grænser for, hvor store krav han kunne stille og Khazrajis betingelser blev afvist.

"Hans egoistiske tilbøjeligheder var det, der fældede ham," siger kilden, der mener, at den irakiske hærchef kunne være nået meget længere, hvis han havde været mindre grådig.

Også andre aktører har tilsyneladende fået øje på den strandede general. Amerikanske medier viderebringer rygter om, at oppositionsgruppen Ahmed Chalabis Iraqi National Congress, INC, der var det amerikanske forsvarsministerium Pentagons foretrukne samarbejdspartner, angiveligt har kontaktet Khazraji i løbet af foråret 2002. Og det samme gælder ifølge amerikansk presse det amerikanske udenrigsministeriums særlige Irak-koordinator, Frank Ricciardone. Det ansete dagblad Boston Globe udnævner ligefrem hærchefen til Udenrigsministeriets favorit.

"Khazraji har et godt ry i militæret" og er i "besiddelse af de rette egenskaber til at blive en fremtidig leder i Irak," bekræfter David Mack over for avisen.

Den pludselige interesse for hærchefens person er formentlig medvirkende til, at Khazraji tilsyneladende overvurderer sin handelsværdi.

En række af hærchefens personlige breve og dokumenter, som Information har fået adgang til, viser, at det ikke er første gang. Præcis det samme skete, da hærchefen i 1996 var i nærkontakt med CIA i den jordanske hovedstad Amman og stillede økonomiske krav, der af efterretningstjenesten blev betragtet som "exorbitante".

Selv om Khazraji er populær blandt andre afhoppere fra det irakiske militær, er hans popularitet blandt andre eksil-irakere tilsyneladende til at overse. En opinionsmåling på den private hjemmeside http://www.iraq.net viser, at kun to procent af de eksilirakere, der har væet inde på siden, ønsker at se Khazraji som Saddam Husseins afløser. Topscorer blandt de 14 kandidater er brigadegeneral Najib al-Salhi, der hoppede af året før Khazraji og stiftede oppositionsgruppen De Frie Officerer. Han får knap 20 procent af stemmerne, mens Saddam Husseins yngste søn, den frygtede Qusai, får tre.

Pow Wow i London

At Bruner og hans følgesvende kan levere varen, er der til gengæld ikke tvivl om. Hatem al-Mukhlis er en mand med forbindelser, både i USA og i det irakiske eksilmiljø. Han er f.eks. med, da 65 irakiske officerer og oppositionsledere nogle måneder senere, den 12.-15. juli 2002, mødes i Kensington Town Hall i London for at diskutere Iraks fremtid og planlægge et regimeskifte i Irak.

Khazraji er ikke med til oppositionens hidtil største pow wow, hvilket af flere vestlige medier tolkes som et tegn på, at han ikke tilslutter sig mødets demokratiske grundlag. Selv siger han, at han ikke tror på, at et regimeskifte skal planlægges i fuld offentlighed, men i virkeligheden er det nok snarere det danske udrejseforbud, der snærer.

Forsøget på at samle den irakiske opposition lykkes imidlertid ikke særlig godt.

Selv om Jordans prins Hassan er der til at kaste glans over forsamlingen, og de vestlige diplomater og efterretningsfolk står i kø for at kigge fremtidens irakiske leder ud, kan de mange forskellige grupperinger, eks-officerer, stammeledere, forretningsfolk og andre wannabes ikke enes.

En britisk avis døber forsamlingen "De Fantastiske 70," med henvisning til den gamle western The Magnificent Seven (Syv Mænd Sejrer), hvor 'Syv mand kæmper som 700' mod undertrykkelse og uretfærdighed, men det er som om, det fantastiske udebliver.

Tværtimod raser kampen om de kommende taburetter i det nye Irak for fuld udblæsning, og de 65 oppositionsfolk kan hverken enes om at vælge en leder eller et kollektivt råd, der kan repræsentere forsamlingen - og på længere sigt måske udgøre en overgangsregering.

Det eneste, de kan blive enige om at fortælle det massive medieopbud, der følger mødet midt i den londonske sommervarme, er, at Irak vil blive befriet for Saddam Hussein og demokratiet indført. Ventetiden er forbi. Nu er det ikke længere et spørgsmål om, hvorvidt krigen kommer. Det gør den. Spørgsmålet er bare hvornår.

Jacob Topsøe er journalist på DR Sjælland

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her