Læsetid: 10 min.

Efter fire år: Mere etnisk opdelt end nogen sinde

Hvis der kommer halvt så mange, kan vi gøre det dobbelt så godt. Sådan lød Fogh-regeringens opskrift på en markant forbedring af integrations- og udlændingepolitikken i Danmark, da den for præcis fire år siden slog Poul Nyrup af pinden. Men de faktiske resultater af integrationsindsatsen har indtil videre ikke været til mere end 03, lyder dommen fra såvel forskere som integrationskonsulenter. De angriber regeringen for at modarbejde integrationen ved at ydmyge og stigmatisere indvandrerne i samfundet
19. november 2005

13-årige Ridvan Turan har netop snuppet en pose slik fra hylden i en kiosk i nærheden af Nørrebro Station og bevæger sig op mod kassen, hvor en ældre kvinde står som nummer tre i køen. Netop som hun skal til at rykke en tak frem, smutter en ung fyr med indvandrerbaggrund ind foran hende.

Kvinden reagerer i første omgang med et, "det er godt, der er køkultur, hva!?" Fyren lader som ingenting og bliver stående. Ridvan træder et skridt til højre for bedre at kunne observere optrinnet. Kvinden forsøger sig igen. Denne gang stiller hun sig helt op på siden af den unge fyr og prøver at kigge ham direkte ind i øjnene.

"Her i landet er der altså noget, der hedder køkultur." Kvinden udtaler ordene med en langsom og nærmest overdreven artikulation i håb om at skabe respekt for "køkulturen".

Reaktionen udebliver endnu en gang, og Ridvan betragter kvinden i tre lange sekunder, hvor hun tripper utålmodigt, mens hun overvejer sit næste træk. Beslutningen falder på et udbrud af ukvemsord, som ikke blot er rettet mod den unge indvandrer, som har sprunget hende over, men også mod Ridvan og "hans slags" generelt.

"Hun var rasende og råbte, at vi bare var perkere, der skulle smutte hjem til vores eget land, hvis vi ikke kunne finde ud af at opføre os ordentligt. Men jeg forstår ikke, hvad det at springe over i køen har at gøre med, om man er dansker eller perker," siger Ridvan.

"Når hun så kunne blive så vred, må det være fordi, hun generelt ikke kan lide udlændinge. Men jeg forstår det ikke. Jeg er 13 år - hvad har jeg gjort galt andet end at have sort hår?"

Episoden fra kiosken i tirsdags har blot bekræftet Ridvan Turan i hans tro på, at 'danskerne' ikke bryder sig om andengenerationsindvandrere som ham. Han slukker eller zapper væk, hver gang politikerne står frem på tv og taler om indvandrere.

"De taler jo kun om os, når de mener, at vi har gjort noget galt, og det gider jeg ikke høre på."

Generelt gider Ridvan Turan ikke "høre så meget på danskernes pis", og han har stort set kun jævnaldrende venner, der selv er anden- eller tredjegenerationsindvandrere. Forklaringen er ganske enkelt, at der bare bor flest med indvandrerbaggrund i hans boligkvarter på ydre Nørrebro. Hver gang han og vennerne i samlet flok bevæger sig uden for kvarteret funderer Ridvan over, hvor meget hans hudfarve betyder uden for det multietniske Nørrebro.

"Især de ældre damer holder jo ekstra godt fast på deres tasker. Og mange kigger på os, som om vi var underlige. Jeg spørger mig selv hvorfor - jeg har jo aldrig begået noget kriminelt. Hvorfor kan jeg så ikke bare blive accepteret i samfundet," spørger Ridvan.

13-årige Ridvan Turan står ikke alene med sine frustrationer.

Følelsen af ikke at blive accepteret i samfundet er kun blevet mere udbredt i indvandrerkredse i løbet af de senere år, samtidig med at regeringens beskæftigelsesindsats også har slået fejl, påpeger flere integrationsforskere og indvandrerkonsulenter.

"Flere indvandrere føler sig stadig mere marginaliserede i samfundet, og vi oplever i den grad et parallelsamfund, hvor indvandrergrupper vender ryggen til samfundet og lukker sig stadig mere inde i deres egne kulturelle mønstre," siger Lion Rokx fra Etnisk Konsulentteam i København.

Udlændingepolitikken var ellers de borgerliges primære våben til at vælte Poul Nyrup og hans regering af taburetterne her den 20. november for fire år siden. Og Foghregeringens første integrationsminister, Bertel Haarders, målsætning for integrationen var da heller ikke til at tage fejl af, da han indtog kontorerne i det nyetablerede Ministerium for Flygtninge, Indvandrere og Integration:

"Hvis der kommer halvt så mange, kan vi gøre det dobbelt så godt."

Første halvdel af målsætningen er fuldt ud blevet indfriet - og lidt til.

Siden den borgerlige regering begyndte at stramme udlændingelovgivningen i 2001, er Danmark nemlig gået fra at uddele 6.263 opholdstilladelser om året i asylsager til kun knap 1.600 i 2004. Samtidig er antallet af familiesammenføringstilladelser faldet fra 10.950 til 3.832.

Det er altså lykkedes at sætte en prop i flasken, når det gælder invandring.

Alligevel står det elendigt til med den del af integrationen, som er afgørende, hvis det store projekt skal lykkes: at skaffe de nye danskere i arbejde.

Ledigheden blandt invandrere fra Tredje Verdens-lande og deres efterkommere er steget fra 11 procent i 2001 til 15 procent i 2004, viser Integrationsministeriets egne tal.

I løbet af Poul Nyrups vækstgunstige 10 år ved roret steg indvandrernes beskæftigelsesgrad fra 36 i 1992 til 47 procent i 2002, men efter regeringsskiftet har fremgangen været sat i stå. I dag er kun 46 procent af de 16 til 64-årige indvandrere i arbejde mod 76 procent af de etniske danskere.

Og det i en tid, hvor vi nærmer os den laveste arbejdsløshed i 30 år.

"Jeg er ærlig talt ikke særlig imponeret over regeringens indsats for at få indvandrere i arbejde i en tid, hvor vi har så gunstige konjunkturer," siger konsulent i Center for Alternativ Samfundsanalyse (CASA) Henning Hansen.

En undersøgelse fra analysebureauet Catinét Resarch fra i år viser, at syv ud af 10 indvandrere er parate til at arbejde, selv om de får mindre ud af det end ved at modtage offentlige ydelser. Hos den resterende befolkning er tallet præcis det samme. Undersøgelsen viser også, at 76 procent af indvandrerne mener, at det er meget vigtigt at være selvforsørgende, mod 57 procent blandt etniske danskere.

Henning Hansen mener, at tallene er udtryk for, at regeringen bruger de forkerte virkemidler for at få indvandrere i arbejde. Han mener, at regeringen i alt for høj grad prøver at løse integrationsproblemer med pisk. Problemerne er nemlig hovedsagelig forårsaget af sociale og sprog- og uddannelsesmæssige problemer, siger Henning Hansen:

"Og så er det ikke særlig smart, at regeringen har nedprioriteret uddannelse. Vi skal i langt højere grad satse på at forbedre de svagt stilledes kompetencer. Regeringen benytter sig i alt for høj grad af kortsigtede instrumenter med økonomiske incitamenter i stedet for det lange seje træk."

Intrationsminister Rikke Hvilshøj erkender, at der er lang vej endnu, før regeringen har nået målsætningen om "dobbelt så godt" i forhold til integrationen i Danmark.

"Det er rigtigt, at vi har en udfordring i forhold til beskæftigelsen. Vi ved godt, at alt ikke er fryd og gammen. Derfor har vi også lavet nye initiativer med integrationsaftalen for at tage fat på alle de problemer," siger integrationsministeren.

Hun mener dog, at regeringen har nået et stort skridt ved at begrænse indvandringen.

"Jeg hører ude fra kommunerne, at antallet gør en forskel i forhold til, hvilke muligheder de har for at give et kvalitativt løft med hensyn til integrationen," siger Rikke Hvilshøj.

Regeringens integrationspakke har gjort brug af pisken hårdere. For eksempel skal et indvandrer-ægtepar på bistand nu dokumentere mindst 300 timers ordinært arbejde i løbet af to år, ellers mister de kontanthjælpen. De økonomiske incitamenter skal skaffe 10.000 indvandrere i arbejde.

Mange indvandrere har imidlertid søgt hundredevis af job gennem mange år uden held, fordi arbejdsgiverne siger nej. Henning Hansen mener derfor, at regeringen er ved at stigmatisere en hel befolkningsgruppe og lægge gift for integrationen.

"De, der ikke kan leve op til kravene, bliver jo ydmyget, når vi for eksempel skærer i deres kontanthjælp, og det er der ingen grund til. Lige meget hvor meget vi råber og skriger af folk for at få dem i job, vil det jo ikke lykkes, hvis arbejdsgiverne ikke vil have dem," siger Henning Hansen.

Det er lektor i økonomi ved Århus Universitet Helena Skyt Nielsen enig i.

"Danmark er et land, hvor der stilles meget høje krav til folk, for at de kan komme ind på arbejdsmarkedet, og hvor det kan være svært at få selv et lavtlønsjob, hvis man mangler en uddannelse. Så grunden til, at der er så mange indvandrere uden for arbejdsmarkedet, er ikke, at de arbejdsløse mangler incitamenter, men at de mangler kvalifikationer," siger Helena Skyt Nielsen, der har forsket i etniske minoriteters uddannelsesvalg.

Hun foreslår, at politikerne satser mere på løntilskudsjob og på at forbedre arbejdsløse indvandreres kvalifikationer via for eksempel uddannelse og efteruddannelse. Hun påpeger dog, at muren foran et liv uden for arbejdsløshedsstatistikkerne er ualmindelig høj i Danmark.

"Vi har en høj mindsteløn sammenlignet med andre lande, og det gør jo, at det er sværere at få arbejdsgiverne til at ansætte folk, der ikke har så mange kvalifikationer. Det er et strukturelt problem, som nok kun delvis kan løses ved at øge folks kvalifikationer," siger Helena Skyt Nielsen.

For den 32-årige libaneser Mohammed Mustafa er det imidlertid ikke manglende kvalifikationer, der er skyld i, at han ikke har kunnet få et job som computeringeniør. Han afsluttede sin uddannelse ved Ingeniørhøjskolen Ballerup for fire år siden og søgte præcis 361 stillinger. Mohammed Mustafa havde da boet omkring 10 år i Danmark, og på intet tidspunkt havde han følt sig så uønsket i det danske samfund, som da det gik op for ham, at de fleste arbejdsgivere slet ikke svarede på hans ansøgninger. Han fik ikke mere end en 20 breve tilbage med et høfligt nej tak, modsat sine 'danske' klassekammerater, der fik svar på de fleste af deres ansøgninger.

"Det viser jo, at arbejdsgiverne bare må have smidt ansøgningen i skraldespanden, så snart de har læst navnet på konvolutten. Det var virkelig, virkelig frustrerende," fortæller Mohammed Mustafa.

I dag har han fået et job som lærer på en privat arabisk folkeskole på Nørrebro i København.

"Jeg er glad for at undervise og for at have fået et arbejde, selv om jeg selvfølgelig hellere ville have et job som computeringeniør - det er jo det, jeg brænder for og har brugt år på at uddanne mig til. Men nu er min uddannelse allerede forældet."

Han fortæller, at han ofte i det daglige kommer ud for nogle oplevelser, som når tjeneren insisterer på at tale engelsk til ham, selv om han svarer på dansk, eller at politiet sagtner farten, når de kører forbi ham.

"Jeg vil ikke sige, at jeg accepterer det, men jeg har lært at leve med det og kan på en måde godt forstå det - jeg er jo ikke født i Danmark," forklarer Mohammed Mustafa.

Han oplever imidlertid en helt anden frustration og vrede over det danske samfund hos en stor del af de unge, han underviser. En frustration som er meget forståelig, mener Mohammed Mustafa:

"De er jo født og opvokset i Danmark, og når de tager på ferie til hjemlandet, føler de sig helt fremmede, fordi kulturen ganske enkelt er så anderledes end den, de er vant til. Når de så kommer tilbage til Danmark, føler de, at de nægtes retten til at være fuldgyldige borgere i samfundet."

Og det er en tendens, der kun er blevet mere markant under den nuværende regeringen - godt hjulpet på vej af angrebene på World Trade Center i 2001.

"Regeringen har selv spillet med på USA's hest og været med til at skabe et sort-hvidt billede af, at islam og terrorisme hænger sammen, samtidig med at indvandrere i højere grad er blevet fremstillet som nogle dovne mennesker, der bare skal piskes i arbejde - om de så kan få et job eller ej," siger Mohammed Mustafa.

Han mener, at politikerne også har en forpligtelse til i forbifarten at nævne de indvandrere, der faktisk bidrager til samfundet. Ellers vil tendensen med indvandrere, der vender samfundet ryggen, blot fortsætte.

Og det er en holdning, som politologen Mark Goli fra Roskilde Universitetscenter fuldt ud deler. Han forklarer, at vi i det danske samfund nu på fjerde årti har en stærk tendens til stadig at behandle folk med indvandrerbaggrund som gæster, på trods af at mange er født og opvokset i landet. Og det er især frustrerende for de unge, der spørger sig selv, hvor længe de skal fortsætte med at være 'generationsindvandrere'.

"Vi har skubbet indvandrerne ud af mainstream lige siden starten af 70'erne og benyttet os af afgrænsede solidaritetsformer. Vi står nu ved et vendepunkt, hvor der virkelig skal arbejdes for at afhjælpe den frustration, vi ser blandt de unge," siger Mark Goli, der har forsket i unge indvandreres uddannelsesvalg og netværksrelationer.

"Det er nu, der skal handles og ikke om et år, for så er det for sent. Vi skal af med holdningen: I er bare gæster her i landet."

Hans forskerkollega fra Roskilde Universitetscenter Shahamak Rezaei supplerer:

"Gabet mellem 'os og dem' er blevet meget større. Vi befinder os i en farlig udvikling, hvor vi i stigende grad ser parallelsamfund i samfundet med meget skarpe afgrænsninger og manglende solidaritet. Det skaber grobund for mere sort arbejde, kriminalitet og en vrede mod det omkringliggende samfund," fortæller Shahamak Rezaei, der frygter, at vi bevæger os i retning af franske tilstande i Danmark.

Det er dog de færreste indvandrere, der konkret viser deres frustrationer over det danske samfund.

"Enhver pakistansk kioskejer med respekt for sig selv sælger alkohol og porno. Men når han har fri fra arbejde, beder han Allah om tilgivelse og forsøger at beskyttte familien mod det omgivende samfunds smuds. De fleste tænker rationelt og sørger for at arbejde for at tjene til familien. Men derfra og til mentalt at være en aktiv del af samfundet - der er langt," siger Shahamak Rezai.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu