Læsetid: 6 min.

First we took Manhattan...

26. august 2006

Tilbage i 80'erne lå der et bordel fyldt med puertoricanske transvestitludere ikke langt fra Times Square, der selv var et gustent sted, hvor man gjorde klogt i at putte sine penge ned i skoene og i det hele taget holde sig langt væk, når mørket faldt på. Sådan er det ikke længere. Transvestitluderne er for længst væk, og Times Square er omdannet til et overbelyst inferno af blinkende reklamer, storskærme, souvenirbutikker, kæderestauranter og en politistation, hvis skilt selvfølgelig er bøjet i neonrøde bogstaver. Nu er der trygt, ligesom der er i det meste af New York. Der bliver begået godt 75 procent færre mord end for 20 år siden, og byen er ifølge FBI den sikreste storby i USA.

De ressourcestærke tager over

Det er ikke længere farligt at bo på Manhattan. Til gengæld er det blevet rasende dyrt. Gennemsnitsprisen for at købe en lejlighed på Manhattan er over en mio. dollar (ca. 6 mio. kroner), og lejere punger i snit ud med godt 3.000 dollar (ca. 18.000 kroner) om måneden. Den slags priser har betydelige demografiske konsekvenser. I bydelen Greenwich Village, der engang var et mekka for boheme-livsstil, er der i dag større chance for at møde filmstjerner som Drew Barrymore og Sarah Jessica Parker end fattige kunstnere, der prøver at slå igennem.

Sidstnævnte er sammen med New Yorks øvrige skæve og skøre eksistenser efterhånden blevet presset helt væk fra øen. Det er den klassiske gentrificerings-cyklus: En slidt og uattraktiv bydel bliver indtaget af fattige, kreative folk med krudt i, der sætter gang i gaden, og alt imens de spiller musik og udstiller undergrundskunst, får først de studerende og siden hen den mere etablerede del af byens indbyggere øjnene op for den nu spændende bydel, efterspørgslen stiger, udlejerne får dollartegn i øjnene, boligerne bliver renoveret, huslejepriserne stiger til himmels, og de kreative kræfter løber nødtvungent videre til en ny bydel, hvor forløbet gentager sig.

I midten af 1990'erne gik turen over East River til Brooklyn og bydelen Williamsburg. Gamle fabrikker og store lagerbygninger stod øde og forladte efter den økonomiske depression, der fulgte i kølvandet på Anden Verdenskrig. Williamsburg var fattigt og kriminelt, men det havde den store fordel at ligge kun et enkelt subway-stop fra Manhattan.

I dag er Williamsburg New Yorks mest trendy kvarter. I weekenderne fungerer hovedgaden Bedford Avenue nærmest som en kæmpe catwalk, hvor hipstere promenerer frem og tilbage flankeret af eksklusive genbrugstøjsforretninger, fortovscafeer, pladeforretninger og gallerier. Det er ikke usædvanligt at se fotografer fra japanske mode- og rejsemagasiner tage billeder af butikkerne og de unge og særdeles stilbevidste shoppere.

Williamsburg stritter imod

Williamsburg er interessant, fordi bydelen kæmper for ikke at blive strømlinet og disneyficeret, som så mange steder på Manhattan er blevet det. For eksempel er der ikke en eneste Starbucks-kaffebar at finde. Til gengæld er der stadig gamle polske restauranter og stadig folk, der bor i hærgede gamle industribygninger. I det latinske kvarter hænger puertoricanerne ud på gadehjørnerne og hører høj musik, og de ortodokse jøder går rundt i lange sorte frakker, høj hat og slangekrøller, som de har gjort det i mange år. Samtidig kan man ikke komme uden om, at gentrificeringen er godt i gang. De gamle pakhuse bliver lavet om til fashionable lejligheder, overalt skyder nye boliger op, og nogle steder kan huspriserne i Williamsburg efterhånden matche Manhattans.

Men indbyggerne er begyndt at sige fra. Williamsburg er gået fra at være et arbejderkvarter til at være et hipster-paradis. Så langt så godt. Men de vil ikke se deres nabolag lavet om til et boligkvarter for den øvre middelklasse. New Yorks borgmester, Michael Bloomberg, har ellers planer om at lade stribevis af op mod 40 etager høje lejlighedsbygninger opføre langs den i øjeblikket hærgede havnefront. Bystyret understreger, at en fjerdedel af de planlagte 10.000 nye lejligheder vil være forbeholdt lavindkomstgrupper, men det har ikke overbevist folk i Williamsburg, der er gået sammen i protest mod projektet.

"Det er gentrificering på speed," som en lokal galleribestyrer har kaldt det.

Og demonstrationerne mod byggeplanerne har vist, at kampen mod en ydre fjende overgår enhver intern mangfoldighed. Polske pensionister, unge hipstere, latinoer og forretningsfolk har side om side demonstreret foran rådhuset til fordel for en mere harmonisk byplan med respekt for det eksisterende lokalsamfund.

Next stop:Bushwick

Hvadenten det lykkes at ændre udviklingen eller ej, så er Williamsburg allerede blevet så dyrt, at nytilkomne kunstnere er begyndt at kigge dybere ind i Brooklyns jungle for at finde plads at udfolde sig på. Og noget tyder på, at de har fundet, hvad de leder efter i Bushwick - yderligere et par stop længere væk med subwayen. Det er her, man skal tage ud, hvis man vil se, hvordan det går til, når en bydel tager de første spæde skridt hen mod at blive the next big thing. Kunstnere i Williamsburg er blevet tvunget ud af deres atelier, og er ligesom mange tilflyttere til byen rykket længere østpå til Bushwick. Der er blevet åbnet et par nye restauranter og et pladestudie, og Bushwick Art Project arrangerer jævnligt koncerter, filmfremvisninger og kunstudstillinger.

Processen er i gang, men tag ikke fejl, Bushwick er ikke som Williamsburg. Der er ingen dyre gourmet-købmænd, ingen smarte tøjbutikker og kun ganske få møntvaskerier. Bygningerne er generelt i forfærdelig stand, der er rotter og mus i halvdelen af lejlighederne, og en tredjedel af dem har problemer med svamp. Sidste år blev der begået 15 mord, 40 voldtægter og 399 overfald, hvilket gør Bushwick til en af New Yorks mest voldelige bydele.

Kunstnere ryger ud

Til gengæld er der billigt at bo. Men det bliver der selvsagt ikke ved med at være. Og det kan meget nemt blive et problem for nogle af Bushwicks beboere. Dem, der har boet der i mange år, og som ikke er på udkig efter steder at udstille videokunst og danseteater, men som bare knokler for at få mad på bordet til dem selv og deres børn. Beboerne i Bushwich hører til blandt de fattigste i byen. Gennemsnitsindkomsten for en husholdning er bare 22.000 dollar (ca. 130.000 kroner). En femtedel af beboerne er på overførselsindkomst. De kigger naturligvis skeptisk på udviklingen i deres nabolag. For nylig måtte en lokal latin-amerikansk pladebutik lukke og slukke, og rundt omkring er luksuslejligheder til flere millioner kroner begyndt at dukke op.

Det er dog ikke kun er de allerfattigste, der mister deres hjem. Flere af kunstnerne er allerede blevet smidt på porten, fordi deres udlejer så penge i at lave de store loft-lignende rum om til lækre lejligheder. Gentrificerings-toget buldrer videre derudaf.

Wall Street tager resten

"Spørgsmålet er, om New York simpelthen er i gang med at opsluge sig selv," siger John Jaspersen til New York Times Magazine.

Sidste år mistede han sit lejemål i Bushwick, fordi ejeren besluttede sig for at lave nye lejligheder i bygningen.

"Det bliver sværere og sværere for byen at opretholde en identitet som et sted med et kulturelt udtryk. Jeg har i den grad set miljøet i New York ændre sig. Og ja, der er blevet mere trygt og rent, og ja, der er da nogle individuelle kunstnere, der tager kampen op. Men de får bank, og man kan ikke forvente, at kampen bliver ved med at fortsætte. Der er brug for nogle ansvarlige entreprenører eller indgriben fra myndighederne, for vi kan ikke bare tjene flere og flere penge. Hvis det bliver overladt til markedskræfterne, så er her til sidst ikke andre tilbage end børsmæglerne på Wall Street."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her