Læsetid: 3 min.

Fischer kæmper for politisk overlevelse

Den tyske udenrigsminister påtager sig ansvar, men nægter at gå af på grund af visaskandale under langvarig tv-transmitteret afhøring i undersøgelsesudvalg
26. april 2005

BERLIN - Den tyske udenrigsminister, Joschka Fischer, nægtede mandag at gå af, men påtog sig det politiske ansvar for den såkaldte visaskandale og erkendte, at han for sent opdagede, at menneskesmuglere misbrugte en rundhåndet tildeling af indrejsevisa til Tyskland.

Det skete i Fischers med spænding ventede tv-transmitterede afhøring i det parlamentariske undersøgelsesudvalg, som kulegraver sagen, der kan koste udenrigsministeren jobbet. Ifølge de første vurderinger fra de tyske mediers lederskribenter mandag aften viste afhøringen, at Fischer ikke havde haft styr på sit ministerium, men nu muligvis har fået redet den værste storm af.

Afhøringen kørte i går aftes på ottende time, og det var ventet, at vidneudsagnet ville trække ud til de sene aftentimer.

"Jeg burde have været informeret og burde have grebet ind tidligere. Det er en forsømmelse fra min side. Denne fejl må jeg stå til regnskab for," sagde Fischer med henvisning til, at den tyske ambassade i Kijev for fire-fem år siden var ved at blive løbet over ende af rejselystne ukrainere.

Modtog ingen rapporter

En omstridt nu afskaffet forordning, der satte rejsefriheden over eventuelle tvivl ved visatildelingen, betød således, at der i Ukraine blev udstedt 297.000 tyske visa, flere end dobbelt så mange som året før. Men selv om udenrigsministeren selv havde besøgt ambassaden i Kijev i juni 2000 og undret sig over de utallige fremmødte i visakøen, fastslog han mandag under afhøringen, at han aldrig fik de alarmerende rapporter om misbruget af visapolitikken.

"Vi vurderede kun, at der var tale om ressourceproblemer. Det er min fejl. Jeg vil ikke give nogen skylden her. Bare skriv, at Fischer har skylden," sagde han, der i februar fik drøje hug for delvist at skyde skylden på sine medarbejdere.

Det konservative CDU beskyldte Fischer for ikke at have styr på sit eget hus, men det fik den kampklare udenrigsminister til at svare, at CDU jo bare kunne bede Forbundsdagen om at afsætte ham.

"Jeg forstår mit politiske ansvar for sagen således, at problemerne ikke kan gentage sig. Resten er et politisk opgør," sagde den 57-årige udenrigsminister og vicekansler, der kæmpede for sin politiske overlevelse med vanlig veltalende angrebsiver og arrogance.

Men samtidig havde han flere gange hukommelsessvigt, da den konservative chefudspørger i udvalget, Eckart von Klaeden, gik hårdt til ministeren for at finde ud af, hvorfor Fischer overhørte advarsler mod visapolitikken fra for eksempel indenrigsminister Otto Schily.

"Er jeg her hos en læge, som vil teste min hukommelsesevner," spurgte Fischer spidst, men måtte dog på konkrete spørgsmål om sagsforløbet ofte svare, at det kunne han ikke huske.

Samtidig forsvarede han de åbne grænser, der til dels allerede blev indført af Kohl-regeringen, som et nødvendigt bidrag til den demokratiske proces i østeuropæiske lande som Ukraine.

Tv-seerne, der på mindst fire fjernsynskanaler direkte kunne følge med i afhøringen, blev flere gange vidner til regulære skænderier mellem Fischer og de konservative udspørgere, som han beskyldte for på nederdrægtig vis at gå efter personen i stedet for sagen.

Ifølge en rundspørge, som tv-stationen n-tv løbende gennemførte under afhøringen, mente kun 26 procent mandag aften, at Fischers udsagn var troværdige. Men på tv-stationen ARD's hjemmeside vurderede 54 procent af de 3.058, som havde stemt, at Fischer fremstod troværdig.

Den såkaldte visaskandale, der har kostet Fischer titlen som Tysklands mest populære politiker, truer ikke blot De Grønnes frontfigurs politiske karriere, men hele den rød-grønne forbundsregering, da forbundskansler Gerhard Schröder ikke menes at kunne undvære Fischer i forsøget på at blive genvalgt i 2006.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her