Læsetid: 4 min.

Fisks udfordring til Spielberg

Robert Fisk er begejstret over Spielbergs nye film 'Munich', fordi den slår i skår i Israels 'panser af moralsk overhøjhed'. Men Spielberg kan gøre det endnu bedre, mener han...
24. januar 2006

Steven Spielbergs Munich er usædvanlig fremragende. Jeg kan allerede høre nogle læsere knurre af modvilje. For ganske vist får den først Europa-premiere på fredag, men i USA har arabere allerede fordømt filmen om den israelske likvidering af palæstinensere efter München-massakren i 1972 på israelske sportsfolk som et antiarabisk smæderi, som dehumaniserer et folk, som er martret af besættelse og fordrivelse.

Jødiske organisationer hævder samtidig, at Spielberg har bragt skam over sin jødiske afstamning ved at skildre Mossad-agenter som kriminelle, tvivlrådige mordere, som i sidste ende kommer til at foragte deres eget land.

Aha! Her må der altså være noget virkelig interessant på færde, tænkte jeg derfor, da jeg satte mig ned i en biograf på den anden side af Atlanten for at overvære denne blockbuster-film om mord og blodsudgydelser.

Vist er der mangt og meget i den, der kan forarge. Scenen, hvor de israelske sportsfolk myrdes, som krydsklipper til likvideringsholdets chef 'Avner', der kopulerer med sin kone i en New York-lejlighed. Israelernes mord på en hollandsk luder, som har prøvet at lure en Mossad-morder i baghold - hun vakler nøgen og blødende hen over gulvet i sin kanalhusbåd og forsøger at trække vejret gennem kuglehullet i sit bryst. For slet ikke at tale om årets Mellemøst-kliché. Den falder, da 'Avner' taler med en bevæbnet palæstinensisk flygtning, som han senere dræber. "Fortæl mig engang, Ali...", siger han. "Savner du virkelig din fars oliventræer?"

Jamen, selvfølgelig savner 'Ali' da sin fars oliventræer. Spørg enhver palæstinenser i de stinkende slumflygtningelejre i Ein el-Helwe, Nahr el-Bared eller Sabra og Chatila i Libanon, og du vil få det samme svar. Det er en uhyggelig sekvens, der er iscenesat for at sætte Avners dannede, filosofiske optræden i kontrast til palæstinenserens ukultiverede og uartikulerede vrede.

Men Spielbergs film har ikke desto mindre brudt en helt ny grænse i Hollywoods behandling af Mellemøsten-konflikten. For første gang ser vi Israels topspioner og statssanktionerede mordere ikke blot blive grebet af tvivl over deres rolle som hævnere. De når faktisk også frem til at indse, at 'øje-for-øje'-princippet ikke nytter, fordi det er amoralsk og ondt. At myrde en palæstinensisk partisan - eller en palæstinenser, der sympatiserer med München-morderne - producerer bare seks nye til at tage deres sted. Og en efter en bliver medlemmerne af Mossads likvideringshold nu også jagtet og dræbt.

Og filmens slutning - Avners Mossad-bodyguard kommer til New York for at overtale ham til at vende tilbage til Israel, hvilket Avner afviser, fordi han ikke kan fremlægge beviser på de myrdede palæstinenseres skyld- er første gang det fra Hollywood antydes, at Israels militaristiske besættelsespolitik er amoralsk. Lad så være, at kameraet så panorerer til venstre, væk fra de to mænd, for at opfange et digitaliseret genskabt billede af Tvillingetårnene gennem disen. Ja tak, Steve, sagde jeg til mig selv - vi har forstået budskabet!

Palæstinensisk tragedie

For dette er pointen. Filmen dekonstruerer hele myten om israelsk uovervindelighed og moralsk overhøjhed og udstiller Israels fordækte alliancer - en af de mest sympatiske figurer er en fransk mafiaboss, som hjælper Avner - og arrogante indbildning om ene af alle at have retten på sin side til at begå statsmord.

Derfor er det måske også undgåeligt, at George Jonas, forfatteren til Vengeance, som er den bog, Munich bygger på - nu gør sit bedste for at dekonstruere Spielberg.

"Det giver ikke moralsk autoritet at være neutral og bare nægte at vælge mellem godt og ondt," siger han. Han mener også, at det må vække ubehag, at filmen "skildrer terrorister som mennesker" og at "Spielberg og Kushner (Tom Kushner er filmens manuskriptforfatter, red.) i deres bestræbelse på ikke at dæmonisere mennesker ender med at menneskeliggøre dæmoner."

Men det er jo præcis pointen, er det ikke? At vi dæmoniserer mennesker, når vi kalder dem 'terrorister' uden at skele til deres baggrund. Det hvorfor-spørgsmål, som det har været forbudt at stille efter 11/9's forbrydelse imod menneskeheden, er det samme spørgsmål, enhver politimand spørger på åstedet for enhver forbrydelse: Hvad var motivet?

Nu må tiden så være inde til at stille Spielberg over for den virkelige udfordring. En muslimsk ven anbefalede mig engang at se Schindlers liste, men spurgte også, om det var tænkeligt, at instruktøren en dag ville fortsætte historien med et epos om den fordrivelse, palæstinenserne blev udsat for, da Schindlers flygtninge ankom til Palæstina. I stedet for valgte Spielberg at hoppe 14 år frem til München og udtaler nu i et interview, at Mellemøstens virkelige fjende er "fanatisme". Det er det ikke. Den virkelig fjende er at tage andre menneskers land fra dem.

Så nu spørger jeg: Får vi snart et Spielberg-epos om den palæstinensiske katastrofe i 1948 og dens efterspil? Eller er vi som de flygtninge, der er så desperate søger at skaffe sig visum i Anden Verdenskrigsfilmen Casablanca bare nødt til at vente og vente - og vente?

© The Independent og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her