Læsetid: 3 min.

Fix-fax demokrati

18. februar 2000

"Den slags klippe-klistre hører hjemme i en børnehave og ikke i et statsministerium."
SF's formand Holger K. Nielsen

SET PÅ AFSTAND virker den igangværende Christiansborg-debat om den mystiske fax til statsministeriet, som en glimrende illustration af, hvad det er for et demokrati, vi er ved at udvikle i de vestlige samfund. Når kompleksiteten stiger og den nationale suverænitet med eksplosiv hastighed indvæves i flere europæiske og globale beslutningsprocesser, så fokuserer den nationale politik mere og mere på detailjen. Små symbolske fodfejl, der kan gøres til svedende personlige dramaer, blæses op til skandaler, så vi kan knalde flere avisforsider af og skabe underholdning.
Mistanker, der stiger time for time, oppositionelle rænkespil og højtbetalte embedsmænd i statsministeriet, som angiveligt ikke får fedtet faxen videre til regeringens konge, der åbenbart ikke engang kan huske, hvor han var henne, da han mødtes med sin belgiske kollega Guy Verhofstadt på alpemødet i Davos. Eller måske kan Poul Nyrup godt huske det, og så er der måske tale om en elegant fordrejning fra den navnløse (man formoder borgerlige?) kilde i Udenrigspolitisk Nævn, der har udtalt sig til fix-faxeriets chefarkitekter hos Morgenavisen Jyllands-Posten.

YNDIGT ER DET ikke. SF's formand Holger K. Nielsen har nærmest antydet, at scenen kunne minde om de terapeutiske klippe-klistre lege, som moderne børn i moderne børnehaver bliver sat til, når de larmer for meget og bringer db'en langt ud over, hvad arbejdsmiljøloven foreskriver.
O.k., det er for dårligt, hvis embedsmænd med fine initialer ikke kan finde ud af - eller bevidst har undladt - at fix-faxe toppen af et vigtigt brev fra den portugisiske ministerpræsident Antonio Guterres, når Udenrigspolitisk Nævn har krav på at få ordentlig besked. Og det er muligt, at Nyrup som i så mange sager burde have håndteret debatten om sanktioner mod Østrig på en lidt mere elegant måde.
Det værste er dog, at alle de christiansborgske petitesse-ryttere forpester debatten om de større principielle spørgsmål, der er på den europæiske dagsorden. Befolkningen får let det indtryk, at debatten om EU er en farce.
Baggrunden for klippe-klisterlegen er ellers alvorlig nok. Ikke kun den symbolladede debat om Østrigs Jörg Haider. For det er især, som sociologen Zygmunt Bauman har påpeget her i bladet, på høje tid at gøre noget ved årsagerne til den hadske højrepopulismes fremvækst i Europa: Den politisk ukontrollerede globalisering, og at vi skal finde nogle piloter til et fly, der befinder sig flere tusinde kilometer oppe i skyerne.
I stedet for fix-faxeriet kunne man ønske sig, at politikerne brugte kræfter på den for Danmark så vigtige folkelige debat om Den Økonomiske Monetære Union. I Information kan De i dag læse et større interview med chefen for Den Europæiske Centralbank Wim Duisenberg, hvor han gør dogmer ud af prisstabiliteten. Han disciplineres dagligt af globale finansmarkeder, men spørgsmålet er, hvad demokratiet kan stille op, når selv Duisenberg er bundet på hænder og fødder?

NETOP DEN folkelige debat om EU og globaliseringen bør ikke indskrænke sig til teknikaliteter om ØMU'en eller gøre mytologi ud af en national suverænitet, som forlængst er bundet ind i et større politisk rum. Den liberale sociolog Ralf Dahrendorf spurgte fornylig i en kronik i det spanske dagblad El Pais, hvad der kommer efter demokratiet? Et kættersk spørgsmål eftersom mange troede, at demokratiet og markedsøkonomien vandt en Historiens sejr i 1989. Internationaliseringen (læs: Bretton Woods, NATO, WTO, EU og domstolen i Haag) "synes uundgåeligt at have ført til et tab af demokrati," skriver Dahrendorf. Han beklager, at EU-Kommissionen og Ministerrådene "ikke er demokratiske", og "at der ikke er en demos, som kan give legitimitet" og politiske tænder til Parlamentet. Dahrendorf er selv i vildrede men håber, at der på Internettet udvikles en "verdensomspændende opinion eller mere begrænset skabes en transnational offentlighed, som kan eksponere dårlig opførsel." Det er ikke sikkert, at det er svaret, men i al sin ufærdighed kalder det dog på vores forestillingskraft. Måske er det fra det nulpunkt, at politik kan gøres til noget andet og mere end hurtige fix-faxerier. bjm

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu