Læsetid: 8 min.

Fjaltrings lyst til livet

Havet og horisonten har gennem tiderne været med til at skabe en særlig kultur i Fjaltring. En lille by med driftige sjæle omgivet af missionen
2. august 2005

Det dufter af sommermorgen bag længen ude ved gården Tuskær. I gruset på gårdspladsen holder den lokale elektriker, da salte vinde er trængt ind og har lammet kredsløbene. Indenfor i den for Carlsberg-midler sponsorerede Tankegang med højt til loftet samtaler Elin Nielsson og kunstmaleren Frits Bro Pedersen over morgenkaffen.
Han skal forestå ugens kursus. Hun så meget andet. At opleve ildsjælen Nielsson i ro er et særsyn, for siden hun etablerede det første egentlige hjem for grønlændere i Danmark, Kaladtlit Igluat i Holstebro, tilbage i halvfjerdserne og senere sammen med hendes daværende ægtefælle Reidar og stod bag verdensteatret Tukak, har der ikke været mange rolige stunder for kvinden, som nu har sat Fjaltring på verdenskortet med Kunst- og Kulturcenter Tuskær. "Det har været min drøm at skabe et sted, hvor det enkelte menneske får næring og inspiration til de livgivende og skabende kræfter, vi alle er i besiddelse af," fortæller livskraften, der blandt andre udmærkelser er betænkt med PH-prisen og som hellere bruger tiden på handling frem for at tale om politik og anden dårskab, der bare gøre hende deprimeret. Lysten til livet fodres med litteraturfortællinger - Isdronningen oplæst af Susse Wold, økologiske dage, udstillinger fra Indien, Norge og Japan samt ikke mindst koncerter med folk som Elisabeth Zeuthen Schneider, Morten Zeuthen, Palle Mikkelborg og Helen Davies på Tuskærs jorde, der måske, måske ikke, engang dannede underlag for en vikingeboplads. Fjaltring, landsbyen ved kysten, har altid været anderledes. Måske fordi der altid er kommet nyt blod til egnen. Enten når skibe strandede, eller folk kom vandrende over land og fandt en oase, hvor nye impulser var velkomne, midt i et område omringet af Indre Mission. Dengang som i dag mødtes folk over kaffe, øl og brændevin for at snakke og fortælle historier. Tag nu Anders Bune og hustruen Hanne. Man kan komme hen til parret i det røde stenhus bag kirken ved at køre ad gruset på Rubyvej hen forbi Tukak-teatret, den gamle redningsstation med historierne fra det hav, som har givet og taget, og de nær høstmodne kornmarker.

Formanden

De to pensionerede skolelærere sidder i drivhuset og drikker sort og grøn te for åbne døre.
Hun er tilsynsførende på den lokale friskole med 32 elever op til syvende klasse samt teatermager og lokal kulturbærer i bred forstand. Det samme er gemalen. På visitkortet, som man nu slet ikke gør i på disse kanter, kunne der blot skrives formand. Det er han, for foreningen som har boltet en antenne op på en kornsilo og nu kører trådløs ADSL for 50 kroner om måneden til byens husstande, for sommerhøjskolen, der hvert år henrykker store som små fra nær og fjern i friskolens lokaler, samt ikke mindst for Fjaltring Gæstehus - bygget i 2000 med seriøst tilskud fra byens 'kulturvindmøller', der siden de blev sat ud i blæsevejret for syv-otte år siden har sendt en lille million danske kroner ned i byens kulturkasse. Nå ja, så er hr. Bune i øvrigt også højt på strå i turistforeningen inde i Lemvig.
Familien blev som tilflyttere godt modtaget i 1969, husker parret: "Missionen har aldrig rigtigt fænget her. I vækkelsernes tid havde man en grundtvigiansk præst, der var i stand til at holde Indre Mission stangen. Det har sikret en vis åbenhed," mener Anders Bune og smiler bredt. Missionen omgiver den dag i dag Fjaltring, hvor man ikke har tradition for at stryge hinanden med hårene.

Naturens kræfter

Man diskuterer gerne højlydt, intenst og længe, inden beslutningerne på borgermøderne henne i forsamlingshuset eller skolens lokaler stadfæstes. "Herude ved havet respekterer man hinandens holdninger og naturens kræfter," fortæller den tidligere skoleinspektør fra Ramme og beretter om stormene i 1970'erne, der lod huse og marker forsvinde, når havet åd sig 20 meter ind i landet over nat. Bagefter fortæller det gæstfrie, milde men meningsfaste ægtepar om en by med et rigt kulturliv bydende på foredrag, litterære samlinger, sommerhøjskole, ungdomsklub samt ikke mindst de privat og fællesejede vindmøller, der hvert år deler ud af overskuddet til 'kulturelle og bosætningsfremmende formål'.

Byens gæsthus

Anders og Hanne mindes Tukak Teatrets storhedstid med dans og teater fra fjerne fremmede folkeslag som de mongolske stepper, canadiske ødemarker og grønlandske kyster. Alt var i fuldt flor, inden det grønlandske hjemmestyre hentede kulturprojektet hjem til Nuuk. I dag ligger Tukak hen i en salgs dvaletilstand, som Reidar Nilssons grønlandske ægtemand også gjorde det efter besøget på Tuskær i morges. Han indledte dagen med at spørge til klokken, inden han fortalte, at Reidar efter et par blodpropper nu opholdt sig i Norge og derefter skulle videre til Canada. Hanne og Anders fortæller også om succesen med købmandsgården og ikke mindst solstrålehistorien om byens gæstehus, hvor der serveres morgenmad, gøres rent og serviceres gæster fra nær og fjern - sidste sæson 2.500 stykker - på frivillig basis. "Ideen var egentligt den, at vi ville bytte kulturelle oplevelser med ophold og overnatninger," forklarer de og bruger et østeuropæisk mandskor som eksempel på naturaliernes mangfoldighed. Et projekt er dog ikke rigtigt lykkedes. Restaureringen af den gamle brugsforening, hvor man ville lave fire-fem lejligheder til mennesker med "fremmede kulturbaggrunde". Ingen talte imod det på borgermødet, men af uklare grunde er projektet gået i stå.

Økologisk landmand

Det er det ikke ude hos Orla Pedersen, hvor eftermiddagskaffen serveres kort efter, at den lokale nyhedskanal, Lemvig Folkeblad, blev smidt indhyllet i blåt plastic oppe ved hovedvejen. Fra køkkenbænken er der udsigt til køerne og vindmøllerne på marker, der år tilbage dannede underlag for de indtil videre sidste hjemmelavede korncirkler i kongeriget. Orla er barnefødt på egnen, strandfoged og eneste økologiske landmand i miles omkreds.
Den 70-årige bonde med ræven bag øret skiftede midt i 90'erne kemikalierne ud med sund fornuft. Et valg, han ikke har fortrudt, selv om det kostede mange kræfter at kæmpe mod kollegerne og landboforeningen inde i Lemvig, der grinede højlydt af ham. I dag griner ingen. Og Orla selv smiler i sit eget stille sind og nyder i fulde drag tilværelsen blandt kreaturerne på sine godt 300 hektar land, sommerens frokostbade i havet og tanken om at kunne se børnebørnene i øjnene med god samvittighed. Så gør det mindre, at hoften er skiftet, at pumpeværket driller, at de andre bønder i ny og næ skæver misundeligt til hans bedrift, og at det kniber med at trække arbejdskraft til, selv om han både har tilbudt en hyre på nær et kvart hundredetusinde om måneden, fri husførelse og adgang til friske landbrugsprodukter. Men det er nu ikke bare snakken om økologi, der optager driftige Orla, der bruger stunden på bænken og pustet udefra til at udveksle synspunkter om flygtningelejrene i Mellemøsten, terroren i London og rigets indenrigspolitiske tilstand.

Livsnerven

Foran Fjaltring Købmandsgaard på Vestermøllevej holder landposten. Klokken nærmer sig 17, og det er tid at sende en filmrulle mod St. Kongensgade. Det sørger Frede for.
Han har postkontor, apotek, varierede oste, adskillige irske whiskymærker og spelt-mel i fem kilo sække samlet under et tag. "Det er livsnerven i landsbyen - og folk er flinke til at handle her," forsikrer den tidligere vandrehjemsbestyrer oppe fra Thisted, der som så mange andre er tilflyttet og har tænkt sig at blive. Det har Johannes Andersen også. Og trods det at solen, der nu aldrig rigtigt har været fremme på himlen, for længst er ringet ned og døren låst, så triller kirkeværgen gerne over for at vise kirkerummet frem. Bagefter går turen ned forbi 'Fjaltring åbne Universitet', der tidligere husede foderstoffirmaet DLG. Det er her 'rektor' Tonny Christensen, der kører en sort Vauxhall fra 1935, og hans 'elever' samles efter egne skemaer og udveksler erfaringer med livet over en drik, som ifølge jægeren og familiefaderen gør en klogere og klogere for hver slurk. Og hans kone, Kirsten som han år tilbage giftede sig med en smuk sommerdag ude ved høfde Q, forventer da heller ikke, at han kommer tidligt hjem på 'studiedagene'.

De unge rører på sig

Forfatteren Jytte Borberg på Fjaltring Bygade, der trods sine snart 90 leveår starter dagen med en cykeltur og et havbad, er ikke hjemme. På stranden er hun ej heller at se, selv om velmenende gav det råd med på vejen. Også de fleste turister har forladt det tilsyneladende rolige men lumske vand, der jævnligt koster menneskeliv. Enkelte kørende hjem holder parkeret nær klitterne og bag tavlen med fortællingerne om 'skibsvragenes kyst' og barken Louisiana, der på vejen fra Bremerhaven til New York strandede 600 meter fra kysten i 1868 og sendte 23 på land med redningsstole og raketudstyr, er byens unge begyndt at røre på sig, her hvor dagen går på hæld. De samles over promiller og snak foran de solide bjælke-shelters bag den lige så nydelige og nyligt byggede toiletbygning. "Så har ungdommen et sted at mødes, og vi undgår, at turisterne render rundt og skider i klitterne," havde Anders Bune nøgternt konstateret timer forinden. Med saltet løbende ned af kinden efter aftenbadet sættes kursen mod Vandborg Præstegård, hvor kirkesommervikaren residerer. Gunda Jørgensen har i mere end 30 år været præst i nabosognet og 'overlevet' fem forskellige Fjaltring-præster. Men da hun netop sidder i venners lag, når hun blot at bekræfte, hvad hun fortalte, sidst jeg drak hyldebærsaft i den store lukkede præstegårdshave: Nemlig at "den danske folkekirke ikke ville have problemer, hvis tingene fungerede som i Fjaltring, hvor man med havets nærhed er pragmatiske, realistiske og følger hinanden til graven." Og at "Fjaltring er et usædvanligt sted, hvor folk er fulde af initiativ, energi og gode ideer." Da vindmøllerne, der står og kværner kulturpenge til byens godt 200 sjæle, passeres og havet og horisonten ligger bagude, er det umiddelbart vanskeligt at finde argumenter imod. For Fjaltring har som sagt altid været anderledes.

20050801-214158-pic-72695984.jpgOrla Pedersen er egnens eneste økologisk landmand20050801-214158-pic-13631509.jpgByens vindmøller har siden de blev sat ud i blæsevejret for syv-otte år siden sendt en lille million danske kroner ned i byens kulturkasse20050801-214158-pic-13680696.jpgAnders og Hanne mindes Tukak Teatrets storhedstid med dans og teater fra fjerne fremmede folkeslag20050801-214158-pic-44808984.jpgFjaltring er et usædvanligt sted, hvor folk er fulde af initiativ, energi og gode ideer Fotos: Stig Matthiesen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu