Læsetid: 7 min.

Fjendebilleder

Også fjenden hader krigen. Også fjenden hader at hade. Men hvorfor går alle så ikke hjem? Hvem er det, som ønsker krigen? Forfatteren Henning Mortensen holder båltale i anledning af sankthans
23. juni 2006

Det er en lysets aften. Måske netop derfor skal vi have mod til at se mørket i øjnene, mens heksene flyver hen under himlen. Hvad jeg siger, vil komme til at handle om fjendebilleder, vort ofte overdrevne behov for at dæmonisere, hvad vi er bange for. At skabe effektive fjendebilleder, falske eller fordrejede, det vil sige berede en front af had, gøre os parate til at acceptere krigen, så den kan begynde.

Lad mig sige det med det samme: Jeg er ikke pacifist. Der findes systemer og diktatorer, som i sidste ende muligvis kun kan bekæmpes militært. I århundredet før dette var en dialog med nazismen ikke mulig. Man kunne ikke tale til Hitlers bedre jeg. Det fandtes næppe. Men nazisme og stalinisme er de hidtil mest ekstreme samfund, hvor forbrydelse var selve fundamentet, ondskab sat i system, kæmpemæssige menneskelige dødsfælder. De gjorde det 20. århundrede til menneskehedens rædselstid med hundrede millioner myrdede. Og de fjendebilleder, der var skabt af de to systemers modstandere, viste sig senere at være vage i forhold til dét, der faktisk blev afdækket, da systemerne gik til grunde. Men meget ofte er fjendebilleder langt fra sandheden og tjener mere eller mindre skumle og skjulte formål.

Efter japanernes angreb på Pearl Harbor i december 1941 blev der to uger efter bragt en artikel om forskellen mellem kinesere og japanere i Time Magazine. Det var generelle udsagn, som fortalte, at japanernes øjne sidder tættere sammen end kinesernes, at de har en mere stiv (og dermed en mere robotagtig) gangart og virker mere "indtørrede" end kineserne, og at kinesernes ansigtsudtryk er mere venligt og afslappet, mens japanernes er arrogant.

I virkeligheden er disse udsagn om 'japserne' en begyndelse, der får sin afslutning i Hiroshima få år senere. Et effektivt fjendebillede umenneskeliggør modstanderen eller gør ham til et uværdigt undermenneske med en krybende, fej karakter og onde hensigter. Vi kender alle nazisternes karikaturer af jøderne og løgnene om jødernes hemmelige og blodige aktiviteter. Her blev afslutningen på det racistiske vanvid gaskamrene, holocaust.

Når 12 forfattere sagde fra den 15. december sidste år, skyldtes det, at generaliserende og racistiske udtalelser fra især Dansk Folkepart i forbindelse med indvandrer-debatten efterhånden havde gjort situationen uudholdelig for de nye danskere. Samtidig blev der for os at se udviklet et brutalt og farligt fjendebillede, der i sidste ende kunne blive en medvirkende årsag til ren civilisationskrig. I dette land er der tradition for dialog, og vi må fortsat tro på det danske demokrati, på dets levedygtighed og fundamentale sundhed. Vi må tro på, at vor opgave er at gå ind som fredsmæglere og ikke som opviglere. Akkurat som det sker i de andre skandinaviske lande.

Måske er det frygten for at blive til grin, blive kaldt dum og naiv, der afholder nogle fra at søge den fredelige vej. Som en Chamberlain, der i 1938 mente, at han sammen med Hitler havde sørget for "fred i vor tid", eller som vor egen Anker Jørgensen, der rejste ned til Saddam Hussein for at blødgøre ham. I mine øjne er den slags mennesker, med deres mislykkede initiativer, sande helte. For Yitzhak Rabin betød håndtrykket med Arafat døden. De to mænd fik Nobels Fredspris i 1994, året efter blev Rabin skudt ned bagfra af en landsmand.

Kaos og udslettelse

Efter 11. september-angrebet lød Bushs stemme ud over verden: De, der ikke er med, er imod! Det forstod den nye danske statsminister, og han fulgte i den amerikanske præsidents fodspor, og ikke blot den store verden, men også vores lille, blev med ét sort-hvid som i den værste koldkrigstid. En heroisk enten-eller-verden, hvor alle, der ikke er med, er imod og derfor i pagt med djævelen, altså terrorismen. Men en sådan én-front-opfattelse udelukker enhver analyse, enhver dialog, enhver mæglerrolle. Den udelukker enhver debat om årsager, fordi den mistænkeliggør de debattører, der mener, at hårdnakket konfrontation fører til kaos og udslettelse.

På et tidspunkt syntes denne primitive opdeling at have bemægtiget sig statsministerens hele tankegang, vi måtte ikke sætte spørgsmålstegn ved hans opfattelse af verden, for det ville få os til at se svage ud i terroristernes øjne, og Muhammed-krisen gjorde os til enten får eller bukke. Og til sidst så det ud til, at der var noget galt med os allesammen, selv dansk industri og det hellige landbrug. Hvis vi som protesterende forfattere (og psykologer, læger, præster etc.) ikke var enige med statsministeren og Dansk Folkeparti, lagde vi efter hans mening en dyne over ytringsfriheden. Den misbruger man nemlig altid, hvis man ikke er enig med ham.

Netop i disse år synes et fjendebillede at vokse til enorme dimensioner i horisonten, især hvis man kigger østover. Det hedder islamisme. Mange begavede mennesker giver hver deres bidrag til opbygningen af dette faretruende portræt, senest har den tyske forfatter Hans Magnus Enzensberger forsøgt sig i en ny bog, i hvilken han påstår, at de islamiske krigere er ved at organisere en hel verdens selvmord, nemlig deres egen civilisations, samtidig med at alle andre civilisationer skal rives med i afgrunden, dog først og fremmest den vestlige - vi, der er nogle vantro hunde. Men hvorfor dette gigantiske selvmord? Jo, siger Enzensberger, der er tale om en rent massepsykologisk mekanisme. Den islamiske verden er et tabernes univers opfyldt af selvhad og misundelse. Det ironiske er, at det er en amerikansk forfatter og journalist, Philip Gourevitch, der går i rette med den tyske digter. Han siger, at Enzensberger fuldstændig mangler en forståelse af den historiske og politiske baggrund for terrorisme, den kan ikke kun karakteriseres som "blandingen af dødsønske og storhedsvanvid".

Sådan kæmpes en kamp mellem den klassisk-europæiske intellektuelle og den mere pragmatisk indstillede amerikaner om det sande fjendebillede. Og midt i det hele vil jeg gerne i al beskedenhed pege på områder, som jeg stadig mener er den dybeste årsag til fundamentalismens fremgang i store dele af den tredje verden: fattigdom og analfabetisme i kombination med despotiske styreformer. Men det er ikke i tidens ånd at sige det.

Da balladen omkring karikaturtegningerne var på sit højeste med ambassade- og flagafbrændinger, sagde vor udenrigsminister med megen foragt, at nu var det gadens parlament, som styrede begivenhederne. I en globaliseret verden skal man dog som udenrigsminister passe på med at demonstrere en sådan despekt. Millioner af fattige og undertrykte mennesker er faktisk i den situation, at de ikke har et parlament med stemmer, der repræsenterer dem. De må nøjes med gadens. De kan have en religiøs tro, og i den tro søger de trøst, den eneste beroligelse og åndelige lindring, de har, fordi den politiske vej ikke er mulig. At dette udnyttes af militærregimer, diktaturer og marionetregeringer i den islamiske verden, gør ikke massernes situation mindre tragisk.

Men hvad skete der egentlig? Jo, i et lille, fjernt land, et af verdens allerrigeste, med en befolkning, som efter egen mening også er et af verdens mest frie og lykkelige, havde man fået den idé ikke blot at træde på, men også at dreje hælen rundt i det, som er mest helligt og ukrænkeligt for halvanden milliard mennesker, og som bærer håb i sig for dem.

Men sådan noget gør man ikke for at kæmpe for en ytringsfrihed, der end ikke er truet. Sådan noget gør man, når man har et gigantisk overskud - og keder sig. Lad os få noget sjov i gaden, ikke? Det fik vi så. Men mange af disse medlemmer af 'gadens parlament' blev faktisk slået ihjel. Det var dog ikke vores sag. De kunne jo bare lade være med at skabe sig, ikke? Og havde de overhovedet fortjent bedre, når de ligefrem kunne finde på at brænde vores pæne og hellige flag, som engang faldt direkte ned fra himlen til os?

Et spejlbillede

Vi kender alle sammen historierne fra krigszoner, ude fra fronten, historier fra Første Verdenskrig for eksempel. Om hvordan det bliver jul, og soldaterne kravler op af skyttegravene og mødes med fjenden. Fjenden viser sig at være et spejlbillede af én selv, den består af mænd med de samme håb, drømme og længsler, som man selv har. Man taler sammen, fejrer julen, viser hinanden små fotos af kæresten derhjemme osv. osv. Også fjenden hader krigen. Også fjenden hader at hade. Men hvorfor går alle så ikke hjem? Hvem er det, som ønsker krigen? Prøv selv at finde svar.

Hvis man ikke er med, er man imod. Og i dag betyder det sidste det samme som at være terrorist eller terroristsympatisør. Har man først fået den etiket klæbet på sig, så vil den ikke kunne fjernes igen. Den er klæbet på med verdens stærkeste lim, og den lim hedder had.

Kald mig bare naiv. Naiv som Chamberlain og Anker Jørgensen. Naiv som Rabin. Men det er en lysets aften. En aften for håb og drømme. Der skal tændes bål. Heksene kan flyve og fare ad Hekkenfeldt til. Lad jer ikke skræmme af fjendebilleder. De bruges og misbruges af verdens magthavere til formål, som ofte er skjulte for almindelige mennesker. Lad os sammen gå dialogens vej. Lad intet fredsinitiativ være uprøvet.

Og nu skal der være fest.

Henning Mortensen er forfatter. Kronikken er en redigeret version af den båltale, han holder i aften ved et sankthans-arrangement i Botanisk Have i Århus

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu