Læsetid: 4 min.

Fjenden - det er os selv

Ny bog kommer PET-kommission i forkøbet ved at kaste lys over Den Kolde Krigs danske svinestreger - begået af efterretningstjenesterne og af dem, som tjenesterne overvågede
24. januar 2007

Modsigelsen er til at tage og føle på, når et demokrati søger at værne sig ved hjælp af et hemmeligt politivæsen

Som en af Israels legendariske spionchefer, Isser Harel, har advaret:

"Der er hele tiden en fare for, at hemmelige efterretningstjenester sætter sig ud over det demokrati, som de skal beskytte."

Og ganske rigtigt: De vestlige landes erfaringer med deres egne spioner har været en blandet demokratisk fornøjelse. Skandale har fulgt skandale.

En nyere dansk pinagtighed indtraf, da eks-agent Anders Nørgaard i marts 1998 stod frem i tv og afslørede, at Politiets Efterretningstjeneste, PET, i 1980'erne brugte ham til at infiltrere partier på den yderlige venstrefløj. Det rimede ilde med, at skiftende regeringer siden 1968 har bedyret, at PET holder snuden fra borgernes lovlige politiske virksomhed.

Nørgaard-afsløringen afstedkom en forargelse på venstrefløjen, der i august 1998 skubbede den daværende Nyrup-regering til at nedsætte en kommission med opgaven at kulegrave, om PET under Den Kolde Krig spillede efter de regler, som danske politikere afstak. At PET nu selv blev sat under overvågning, forargede mange af tjenestens garvede kæmpere og deres supportere. De borgerlige partier udnyttede denne kontra-forargelse til at få udvidet kommissionens mandat til at omfatte en kortlægning af de ugerninger begået af dem, som PET var sat til at overvåge: Fremmede magters agenter og deres danske hjælpere.

Med dette monster af et kommissorium synes opgaven på forhånd at være løbet fra kommissionen: Den har siddet siden 1999, medlemmer er døde undervejs, og datoen på dens rapport ligger i en ukendt fremtid.

Journalisten Hans Davidsen-Nielsen havde oprindeligt tænkt sig at skrive en populær udgave af rapporten, men har nu utålmodigt lavet sin egen udgave. Den støtter han på adgang til et materiale, som PET havde overladt DIIS - Dansk Institut for Internationale Studier - til dets 2005-rapport om Danmark under Den Kolde Krig. Endvidere har han afstøvet gamle avisarkiver, dagbøger i rigsarkivet og talt med overlevende fra 'begge sider' i koldkrigens fronter - hvor dog langt fra alle har været villige til risikoen ved at sige noget som helst. Davidsen-Nielsens arbejde er fortjenstfuldt, men præget af, at han har måttet gnaske sig ind på samme uoverskuelighed, som PET-kommissionen er kløjedes i.

Jævnt hen snyd

Pointen hurtigt genfortalt: PET har jævnt hen snydt fra reglerne. Uanset de politiske pålæg har tjenesten ikke kunnet dy sig for at indsamle oplysninger om danske borgeres lovlige politiske ståsted. Deri har PET haft konkurrence fra FE - Forsvarets Efterretningstjeneste - som efter reglerne slet ikke må snuse i indlandet, men alligevel tit har gjort det. Irritationen mellem de to tjenester har til tider ført til, at de har givet sig til at overvåge hinanden. Da har skatteborgerne virkelig fået smæk for skillingen.

Faren ved hemmelige væsener fremgik allerede af karrieren for den første PET-chef, Troels Hoff. I 1949 faldt han i 'Edderkoppe-affæren', fordi han hjalp lyssky kredse med at skaffe en tysk statsborger opholdstilladelse i Danmark - mod at hans hustru modtog en dyr pels. I straffesagen mod ham søgte han at dække sig bag hensynet til sin hemmelige tjeneste. For hans efterfølger, Ernest Brix, endte det også galt. I 1957 røg Brix ud, fordi han havde taget af PET-kassen og tilegnet sig et gulvtæppe tilhørende den hemmelige tjeneste.

I den modsatte lejr stod det endnu værre til. DKP - Danmarks Kommunistiske Parti - var købt og betalt af Sovjetunionen. Da den mangeårige formand, Aksel Larsen, brød med kommunisterne i 1958, blev han meddeler - ikke for PET, men for selveste CIA. Til sin nye samarbejdspartner erklærede Aksel Larsen - ifølge CIA's referat - at han efter at have tjent DKP i 40 år var nået frem til, at "partiet ikke var andet end en 5. kolonne i Danmark, skadelig for det danske folk".

I senere samtaler underholdt Aksel Larsen CIA med, hvem af sine nye partifæller i SF han fandt uudholdelige.

Flittige hververe

Østlandende søgte flittigt at skaffe sig agenter i det danske samfund. Særligt udsete persongrupper var de forgældede, de forfængelige, de frustrerede, de forelskede og de forblændede. Det meste af hvervningen slog fejl af sig selv, og noget af resten fik PET forpurret. Den sovjetiske afhopper og dobbeltagent Oleg Gordijevski vurderer i sine erindringer, at "KGB aldrig fik en agent i Danmark, som på nogen måde kunne måle sig med de store spioner i Sverige og Norge".

Om forklaringen er nationalkarakterens fasthed eller Gordijevskis uvidenhed, får stå hen.

Davidsen-Nielsens beretning er bedst i de fortidige afsnit. Den nærmere nutid har han sværere ved at skære til - herunder Blekingegadebanden. Han argumenterer overbevisende for, at PET var uforsvarligt mange år om at udnytte sin viden om medlemmerne til at standse dem. Forklaringen er han usikker på.

Anmelderens bud er, at banden var et overgangsfænomen mellem Den Kolde Krig og nutidens terror. Den benyttede nok DDR's gæstfrihed over for grupper, der destabiliserede Vesten, men dens mål var ikke at finde i øst-vest-konflikten; derimod i Mellemøstens morderiske selvretfærdiggørelser. Derfor var PET forvirret. Det er de vestlige efterretningstjenester for så vidt stadig.

Hans Davidsen-Nielsen: En højere sags tjeneste - PET under Den Kolde Krig. 400 s., ill. 269 kr. Politikens Forlag. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu