Læsetid: 6 min.

Fjenden skød - eller ogsåvar det fotografen

I dag er det 70 år siden, Robert Capa tog fotografiet, der blev et af det 20. århundredes store ikoner, og som stadig står centralt i en debat om fotografers arbejde. En debat, som næppe nogensinde afgøres definitivt
5. september 2006

Fotografiet lyver aldrig. Men ved vi, hvad det fortæller? Intet billede er bedre til at illustrere dette end Robert Capas berømte billede fra den spanske borgerkrig af en soldat, der falder. Spørgsmålet er, om han virkelig er blevet ramt og falder død til jorden, eller om det blot er et iscenesat skuespil til ære for kameraet. Ikke alene er billedet et af de smukkeste og mest monumentale krigsbilleder, der nogensinde er blevet taget, men det er samtidig et helt centralt billede, når det handler om fotografiets forhold til sandheden.

Robert Capa var en af det 20. århundredes legendariske skikkelser. Ungarsk jøde, født 1913, og hed egentlig Endre Ernö Friedmann. Han var kun 18 år, da han tog det første billede, som han fik offentliggjort. Han arbejdede på det tidspunkt som medhjælper i et mørkekammer hos Ullstein-koncernen i Berlin, og blev i en snæver vending sendt til København for at fotografere Trotskij, som skulle tale i Idrætshuset på Østerbro. Hans egen beretning om begivenheden er ikke kedelig, men næppe heller helt i overensstemmelse med sandheden. Blandt andet fortæller han, at han måtte snige sig ind, fordi Trotskij ikke tillod fotografering. Det modsiges både af den snes optagelser på Capas egen film, der alle er taget på få meters afstand, og af de tilsvarende billeder, taget af københavnske pressefotografer, som blev bragt i danske aviser. Men en myte var grundlagt.

Krigsfotografiet

I 1933, efter den nazistiske magtovertagelse, slog han sig ned i Paris, og tog navnet Robert Capa ud fra den praktiske antagelse, at bladene nok betalte mere, hvis det hed sig at billederne var taget af en berømt amerikansk fotograf, og ikke af en ung politisk flygtning fra Østeuropa. Hans store chance blev den spanske borgerkrig, der brød ud i juli 1936. Han ankom til Barcelona den 5. august, og præcis en måned senere blev det berømte billede taget, ved landsbyen Cerro Muriano, en halv snes kilometer nord for Cordoba. På det tidspunkt havde Capa stort set ingen erfaring som krigsfotograf, og den civile, ucensurerede fotograf i forreste linje var et hidtil ukendt fænomen.

De ældste krigsfotografier er fra Krim-krigen i 1855 og allerede den amerikanske borgerkrig 1861-65 blev dokumenteret ganske grundigt, men det var teknisk umuligt at fotografere selve kamphandlingerne. Kameraerne var store og tunge, og eksponeringstiderne var ofte flere minutter. De levende måtte posere for kameraet og om også de døde, for eksempel på Timothy O'Sullivans berømte makabre billede fra slagmarken ved Gettysburg, i en eller anden grad er blevet arrangeret til fotografering, kan vi strengt taget ikke vide. Men det er absolut sandsynligt.

Første Verdenskrig blev både filmet og fotograferet, mest til propaganda. Flere slagscener blev endda filmet i England, på tryg afstand af virkeligheden, og omhyggeligt iscenesat af den amerikanske mesterinstruktør D.W. Griffith.

Pressens repræsentanter havde ikke fri adgang til fronten, og soldaterne havde forbud mod at fotografere selv. Der var ingen tradition for dokumentariske krigsbilleder, og de små Leica- og Contax-kameraer, som for alvor kunne tage dem, kom først efter krigen.

Den faldende soldat

Som billedkunstner var Capa ikke blandt de største i det 20. århundrede. Hans fotografier er for det meste meget enkle og ligefremme. Han var på det rigtige sted, på det rigtige tidspunkt, ofte i overhængende livsfare, og det var tilstrækkeligt.

Det dramatiske indhold gør billederne enestående, ikke deres kunstneriske kvaliteter. Fotografiet af den faldende soldat er undtagelsen, som bekræfter reglen, for det har også meget store kvaliteter som billede. Først og fremmest er det helt entydigt og fuldstændig monumentalt i al sin enkelhed. Manden falder bagover på en måde, der tydelig viser, at han er ramt, selv om man hverken ser skudsår eller blod. Han må være truffet i venstre side af hovedet. Bevægelsen er unaturlig, han drejer hovedet bagover, mens benene falder sammen under ham og geværet glider ud af hans højre hånd. Han gør tilsyneladende ikke noget for at afbøde faldet, for hans venstre arm hænger slapt ned.

Det ville kræve en stuntman omtrent af Buster Keatons format at simulere et fald på den måde, men det er ikke umuligt. Der er øde og tilsyneladende stille omkring ham. Ingen eksploderende granater, ingen røg, ikke andre soldater, hverken levende eller døde.

Den tilsyneladende tilfældige beskæring, med soldaten helt nede i billedets venstre hjørne, og kun himmel og øde landskab for resten, er også en del af dets kvalitet. Det er som om Capa har taget det i blinde, uden at have set i kameraets søger, og lige så overrumplet som soldaten.

Billedet blev første gang offentliggjort i det franske ugeblad VU 23. september 1936 og derefter i det amerikanske LIFE i juli 1937, hvor mange læsere protesterede over at blive konfronteret med et så voldsomt motiv. Siden er det blevet et af det 20. århundredes store ikoner, men også centrum i en debat, som stadig raser, og som næppe nogensinde kan afgøres definitivt.

Debatten er en uadskillelig del af billedet og en væsentlig del af myten omkring det.

Faldende soldat nr. to

Der findes nemlig endnu et billede, som forestiller en anden soldat, der falder på præcis samme sted og på næsten samme tidspunkt. I hvert fald er skyerne på himlen ens på de to billeder. Dette andet billede er ikke nær så godt, bortset fra at det er skarpere, og det har slet ikke den universelle karakter, som kendetegner det berømte. Her er soldaten næsten helt sunket sammen på jorden, så man dårligt kan se, hvad der foregår. Men dette billede, som i dag kun kendes fra nogle få gengivelser i franske blade i 1936, rejser naturligt nok en række spørgsmål.

Hvordan kunne det lade sig gøre for Capa at fotografere hele to soldater, som falder på præcis det samme sted? Sammenligner man de to billeder, kan man se, at der kun er nogle få centimeters forskel i kameraets placering. Tilsyneladende har Capa været lige så udækket for beskydning som de to soldater, og den soldat, som først faldt, er blevet fjernet fra stedet før den næste blev ramt.

Dertil kommer at Capa selv kun i vage og generelle vendinger har fortalt om, hvad der skete den dag, endda i forskellige versioner, så man ikke kan være helt sikker på hvad han egentlig taler om. Man har, men først 60 år senere, identificeret den faldende soldat som Federico Borell Garcia, en 29-årig arbejder fra Arcel. På gamle familiebilleder har han en tydelig lighed med soldaten på Capas billede, og noget i de sparsomme arkivalier kunne indikere at han faktisk faldt ved Cerro Muriano den 5. september 1936.

Der findes yderligere fire billeder fra den dag, af den lille gruppe utrænede og udisciplinerede militsfolk, som Capa har fotograferet i tilsyneladende opstillede situationer, hvor de springer over en skyttegrav, ligger i dækning og skyder og, måske til sidst, står bag skyttegraven og svinger triumferende med deres rifler.

Federico Borell Garcia - hvis det altså virkelig er ham - kan tydeligt ses på alle fire billeder. Men ingen ved i hvilken rækkefølge disse billeder er taget. De originale negativer er forsvundet, og det er en sejlivet myte, men altså også kun en myte, at en kontaktkopi skulle eksistere, som én gang for alle kan afgøre spørgsmålet og bekræfte billedets autenticitet.

Iscenesatte billeder var almindelige dengang, og de forekommer den dag i dag. Capa havde selv, også ved andre lejligheder, taget iscenesatte billeder. Nogle mener, at billedet af den faldende soldat blev til ved at virkeligheden blandede sig i iscenesættelsen og soldaten pludselig blev skudt, mens han poserede for Capas kamera. Det kan lige så vel være helt autentisk og altså taget under en kamphandling, eller helt iscenesat, men det kan ikke afgøres definitivt på grundlag af det foreliggende materiale.

Der er ikke tvivl om, billedet viser præcis dét, der var foran Robert Capas kamera i den brøkdel af et sekund, hvor der blev eksponeret. Billedet er ikke manipuleret med retouche eller sammenkopiering eller andet, som kunne pynte på virkeligheden, også længe før digital billedbehandling var til rådighed. Spørgsmålet er kun, hvad det egentlig var, der så sådan ud, og det eneste ærlige svar er, at vi ved det ikke. Fotografiets sandhedsværdi går kun til en vis grænse. Det viser netop alle forsøgene på at finde frem til en definitiv tolkning af billedet af den faldende soldat.

Jens Frederiksen er arkitekt og fotograf samt ekstern lektor ved Kunstakademiets Arkitektskole

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her