Læsetid: 3 min.

Den fjerde åbning

12. januar 2004

»Det siger næsten sig selv, men tanken om at der må søges et naturligt – og ikke et økonomisk – værdigrundlag for samfundet virker alligevel ophidsende på kritikere til højre og venstre, på liberalister såvel som marxister.«
Røret om oprøret/Villy Sørensen

VILLY SØRENSEN, som døde den 16. december 2001, fik et navn så stort, at det alene begrunder en leder i anledning af, at han i morgen ville være fyldt 75 år. Om han have fået lov at leve så længe Den lov fik han ikke, men lovord om ham er der mange af i den bog Med Villy i midten – 28 vidnesbyrd om Villy Sørensen, som Gyldendal udsender i morgen og som anmeldes på dagen her i avisen. Der for resten for en 40 års tid siden opfordrede ham selv til at blive en af sine lederskribenter. Af samme avis fremgik det desuden i torsdags, at den, der skriver denne leder, i særlig grad ikke er uvildig, da han selv er bidragyder til bemeldte bog.
Efter at læseren således på behørig vis er advaret, må det være tilladt allerede nu at røbe lederens særlige pointe: Nok har fortiden bemærkelsesværdige fortjenester at berette om Villy Sørensen som skabende kunstner med sit helt eget uforvekslelige sprog, som original litteratur-, myte-, historie- og religionsfortolker, som selvstændig filosof og som egensindig samfundsanalytiker, -kritiker og –reformator samt oversætter, redaktør og bidragyder af journalistiske indlæg, han har også fremtiden for sig.
For som kulturredaktionen har pålagt lederskribenten, er det på tide at få forklaret, »så også vi bønder kan forstå det«, hvad det faktisk er, der gør Villy Sørensen så original, at det næsten ikke er til at forstå, hvad der egentlig er hans originale bidrag til det alt sammen. Bortset fra, at det i sig selv må kræve en original at holde sammen på alt.

I SIG SELV skulle citatet foroven sige om ikke alt, så dog det meste: Nemlig at det, der fra begyndelsen lå Villy Sørensen kraftigst på sinde at fortolke kunstnerisk og siden også forsvare politisk var det, der siger sig selv. Hans egentlige gåde var og er, hvorfor det så alligevel har så svært ved at blive forstået og komme til orde? For den enkelte, også kunstner, og for samfundet, også velfærdssamfundet, som dets og menneskets naturlige værdigrundlag.
Næsten enhver fra den yderste liberalistiske højrefløj til den yderste marxistiske venstrefløj for ikke at tale om alle mulige i midten vil jo, når det kommer til stykket, ikke gøre samfundets afgørende værdier – dem, som man vil dø for, om det gælder – op i penge. Alligevel ophidsede og ophidser det alle toneangivende venstreorienterede og højreorienterede og dem med magten i midten, når ønsket lød og lyder om at underlægge kravet om ubegrænset økonomiske vækst noget mere naturligt. Der med Villy Sørensens ord godt ved, at goder ikke uden videre er identisk med det gode.
Med allerede indtrufne skader på og stærkt voksende trusler mod både planter, dyr og mennesker, som udgår fra det stadig øgede naturforbrug til goder at gøre godt med, forholder det sig oven i købet i stigende grad omvendt. Jo flere goder desto ondere et samfund.

SPØRGSMÅLET er så, hvad det gode er, som naturligt giver sig selv? I sit brud med den resultatsøgende jagt på goder, der kan måles, sammenlignes, misundes og aldrig finder nogen begrænsning med abstrakte målestokke som penge, virker det gode voldsomt, når det bryder igennem bjerget af goder: »Han introducerede grotesken og fantastikken i fiktionen. Man kan næsten sige, han oversatte den til dansk. Han skulle efter sigende være et meget beskedent menneske socialt, men hans tekstprojekt var jo ikke beskedent,« sagde Jan Sonnergaard her i bladet ved Villy Sørensens død. Umiddelbart, det vil sige med tidens herskende fordomme i både kunst og politik, skulle grotesken i kunst stå realpolitik fjernest; den i morgen 75-årige viste, at når det virkelig gælder en politisk åbning, som hverken er højre- eller venstreorienteret eller bekræftende af den brede mainstream på den almægtige midte, er grotesken den mest kraftfulde
Eller med Villy Sørensens egne ord: »Det dér mærkelige fænomen, som vi alle sammen kender, og som er det centrale i mystikken, men ikke er spor mystisk: At når det virkelig går for os, så går det af sig selv. Det gør det i inspiration, det gør det i kærlighed.«
Den gode kraft må nu også gøre det i politik. Som korrektion i uophørlig dialog med økonomisk magt over og jagt efter gode. Naturen kræver sin ret.

el

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu