Læsetid: 2 min.

Flabet Balanchine og flad Martins

Om Nikolaj Hübbe stadig danser vildt? Jo tak, New York City Ballet kunne dårligt klare sig uden hans blottede hjørnetænder i Tivoli
11. november 2005

Balanchines dansere kan stadig danse Balanchine. Det viste New York City Ballets to nyudnævnte solodansere, Ashley Bourder og Joaquin de Luz, onsdag i Tivolis Koncertsal.

De dansede Tarantella af Balanchine (1904-83), der er en munter hilsen til Bournonvilles Napoli - med alt fra tamburin-klask og tarantelstamp, men skruet op til højeste tempo og med splitspring uden afsæt. Bourders tåspidser var så hurtige, at øjet slet ikke kunne følge med, og De Luz charmede med flabede drejespring under fiskertørklædet. Tarantella blev en fest!

Det blev Balanchines Allegro Brillante så desværre ikke, hovedsagelig på grund af bugsvære dansere. Men pyt. Hvis Tarantella havde været slutnummeret, ville man stadig have kunnet se folk gå rundt i København med smilende ankler, når de blev spurgt, hvordan Balanchine så havde det i år- Men ak. Den 59-årige balletmester Peter Martins har ikke kunnet nære sig for at sætte sin egen Thou Swell op som slutnummer.

Denne ballet viste sig at være en jazz-destruktion af Rodgers-evergreens, sunget af to importsangere med musicalhvislen, mens fire danserpar sad på funktionsløse podier og småsnakkede - fordi de (også) kedede sig? Her blev parodien komplet.

Martins' musikalske hustru lod sig føre rundt i stive rygknæk af en yngre beundrer, hvorefter Martins' korpulente søn i støtteskærf svang en talentfuld, rundkindet teenager rundt i ligegyldige selskabsdrej. I tre kvarter.

Høj-høj - lige-lige

Slet! Den slags kan man ikke slæbe rundt på i dansehukommelsen. Så hellere tænke på de garvede dansere Wendy Whelan og Albert Evans, der så fornemt demonstrerede, at dans er et spørgsmål om at overraske - om at netop den tåspids rammer gulvet netop nu og netop med denne hårdhed. Dak-dak!

Whelan har en af verdens mest særprægede danserkroppe, høj-høj, lige-lige, knoglet-senet. Og som hun flytter den med fortsat spænding - tak!

Koreografien var Liturgy af hus-koreografen Christopher Wheeldons til Arvo Pärts fremaddrivende musik Fratres. Her skærer kvinden luften ud i himmelske horisontbidder - kun afbrudt af sin trang til at slynge sine ben rundt om sin jordiske mand. Sjælesmukt!

Derudover handlede gæstespillet naturligvis om vor egen 38-årige Nikolaj Hübbe. For danser han lige så vildt som sidst? Svaret er ja, måske med en ny balance mellem det heftige og det tænksomme. Hans dans i Peter Martins' lille lækkerbidsken-koreografi Zakouski havde i hvert fald en raffineret vekslen mellem det eksplosive og det tilbageholdte - sammen med Yvonne Borree, Hübbes mørke modstykke af en ballerina, med flirtende fleks-fødder og nådesløse tå-landinger.

Hübbe leger med dansen; han er ikke bange for trinene. Og så har Hübbe det, kompagniets dansere ellers mangler: Et godt fjæs.

Hans profil er blevet skarpere, jovist, men hans blik ligger stadig på lur mellem tonerne, og hjørnetænderne blotter stadig hans provokerende natur.

Forhåbentlig kommer Hübbe også til at danse andre partier de kommende dage. Allerhelst i Tarantella.

New York City Ballet i Tivolis koncertsal, onsdag: 'Allegro Brillante' (1956) og 'Tarantella' (1964) af George Balanchine. 'Liturgy' (2003) af Christopher Wheeldon. 'Red Angels' (1994) af Ulysses Dove. 'Zakouski' (1992) og 'Thou Swell' (2003) af Peter Martins. Paderewski Philharmonic Orchestra. Dirigent: Maurice Kaplow (smukt langstrøget Pärt). Fre kl. 20, lø kl. 14 og kl. 20

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her