Læsetid: 10 min.

Vi har fladskærme nok

Protester og strejker handler om mere end bare nedskæringer. Års frustration over mistillid og øget styring gennem evalueringer og dokumentation, får pædagoger, lærere og plejehjemsassistenter til at sige stop. Imens har forældrene opdaget, at de ansattes sag er deres egen
29. september 2006

Det er anderledes denne gang. Det siger pædagoger, lærere, hjemmehjælpere og forældrene. Alle dem, der i disse dage får arbejdsnedlæggelser, blokader og protester over nedskæringer i kommunerne til at sprede sig viralt i hele landet.

Glemt er alt det om dovne, offentligt ansatte, der igen og igen nedlægger arbejdet for at beskytte deres egne arbejdspladser. Kunderne i butikken og de ansatte har fundet sammen, lyder beskeden.

Kradser man lidt i overfalden på de massive protester kommer års opsparet frustration op til overfladen, hvor offentligt ansatte er blevet mødt med mistillid til deres arbejde i form af flere krav om dokumentation, standardiserede tests og handleplaner.

Imens er tiden til børn og ældre blevet mindre. Strukturreformen giver rationaliseringsskruen en ekstra tand og får i disse dage protesterne til at bryde ud i lys lue.

Og de utilfredse forældre. De havde faktisk sat næsen op efter, at der efter mange års effektiviseringer i den offentlige sektor og decentralisering af ansvaret nu skulle tales om kerneværdier i børnehaver og vuggestuer. Ikke økonomi og teknik. For landets finansminister havde jo selv sagt, at statskassen bugner.

Information har kigget nærmere på det protesterende Danmark.

Forælderen

Klaus Olsen er ikke pædagog. Heller ikke venstreorienteret. Ikke en gang Socialdemokrat, bedyrer han. Klaus Olsen er far til tre børn, der går i henholdsvis skole og børnehave i Farum, hvor familien bor.

"Jeg er en borgerlig kernevælger. Ikke en sur pædagog. Men den tid er forbi, hvor forældrene sagde: Nå, nu piver pædagogerne igen og nedlægger arbejdet, og man talte om, at pædagogerne var en venstreorienteret klub. Jeg oplever, at der nu er en meget stærk alliance mellem forældre, pædagoger og lærere, der pludselig har opdaget, at vi vil det samme; bedre arbejdsvilkår for pædagogerne betyder bedre vilkår for vores børn," siger Klaus Olsen, der desuden er formand for bestyrelsen på Solvang Skolen i Farum og menigt medlem i en børnehavebestyrelse.

Det, der har gjort Klaus Olsen og mange andre forældre så gale denne gang, er, at de "er blevet taget på sengen," som Klaus Olsen udtrykker det.

"Jeg har været med i bestyrelsesarbejde i mange år, hvor vi har accepteret besparelser år efter år. Men vi er blevet rigere, statskassen bugner. Vi har lige brugt rigtig lang tid på at lave pædagogiske læreplaner i børnehaven, og både forældre og personale har taget arbejdet alvorligt. Så vi troede, at nu var der lagt op til, at vi endelig skulle tale pædagogik og kerneværdier. Derfor kommer nedskæringerne i år som en total overraskelse," siger Klaus Olsen, der pointerer, at der stort set aldrig er uenigheder mellem personale, institutionsledelse og forældre i de forældrebestyrelser, han sidder i.

Klaus Olsen mener, at det er en rød klud for mange forældre, at kommunerne og staten har penge på kistebunden, som ikke må bruges.

"Ingen taler om værdier. I stedet taler vi om at blive mere effektive. Jeg hører politikere tale om, hvordan man kan få mere ud af vikartimerne. Der ingen, der taler om pædagogik. Og børn forstår ikke det der ord, effektiv. Det ved man, hvis man har prøvet at skulle ud ad døren med tre styks om morgenen. Mange af os har store prisstigninger i vores huse, og vi vil gerne betale mere i stedet for at få råd til flere fladskærme og rejser. Børn mellem nul og seks år har brug for tryghed og tid. Det får de ikke, hvis lærerne og pædagogerne hele tiden skal løbe stærkere fordi de konstant får nye opgaver væltet ned over sig," siger Klaus Olsen, og laver et hurtigt regnestykke, der ender med, at han betaler samlet 2.000 kroner for at have et barn i børnehave og to på fritidshjem.

"Jeg er ikke en forkælet forælder, der bare vil have flere varer på hylden, fordi jeg er blevet rigere. Jeg vil gerne betale mere. Forældrene fik en julegave af regeringen, der hed, at vi ikke skal betale mere end 25 pct. af institutionstaksten. Jeg vil ikke have den julegave. Det er jo en narresut, når det betyder, at man skærer med den anden hånd: skærer i åbningstiderne, i pædagognormeringerne og lægger fritidshjemmene sammen, så der bliver 300 i stedet for 80 børn, mens det pædagogiske arbejde bliver til opsyn," siger han.

Læreren

Hvorfor gik de egentlig på gaden i onsdags, lærerne i Århus? Skolevæsenet var jo sluppet mere nådigt fra spareforliget i kommunen end daginstitutionerne.

"Det her er noget, der har ulmet gennem meget længere tid. Lærerne, men også andre faggrupper i det offentlige, oplever, at de bliver mindre og mindre værdsat for deres arbejde. Før var der tillid til, at vi kunne klare opgaven. Men mistilliden viser sig ved, at vi bliver tjekket i alle ender og kanter, fordi ministeriet vil vide, om eleverne nu lærer det, de skal. Det vil sige, at det nu er andre end de fagprofessionelle, der i sidste ende skal vurdere, hvorvidt resultatet er godt nok. Samtidig kommer der flere og flere arbejdsopgaver, mens budgetterne strammes. Bægeret er simpelthen kogt over, fordi vi konstant for at vide, at vi skal yde mere faglighed for færre timer og med færre undervisningsmaterialer," siger Gordon Madsen, formand for Danmarks Lærerforening i Århus.

Indenrigsministeren siger, at Århus er en af de kommuner, der bruger flest penge på børne- og ungeområdet, mens forældrene i Esbjerg, der bruger færre midler på børn og unge, ifølge en brugerundersøgelse er lige så tilfredse. Det giver Gordon Madsen ikke meget for.

I den brugerundersøgelse, Lars Løkke Rasmusssen har henvist til, har man nemlig slet ikke spurgt til pædagogiske normeringer. Så havde man fået et helt andet resultat, mener lærerformanden.

Der bliver brugt mange penge på velfærd i Danmark, erkender Gordon Madsen.

Men opgaverne har også ændret sig. For eksempel har Danmark i de senere år fået en anden folkeskole. En samarbejdende skole, hvor det ikke længere er den enkelte lærer, der søger for undervisningen i sin egen klasse. I stedet skal der samarbejdes, koordineres og kommunikeres. Det er langt mere ressourcekrævende end en skole, hvor hver lærer passer sig selv. Tiden går fra undervisningen. Og det uanset om lærerne kan blive meget bedre til at holde effektive møder, mener Gordon Madsen.

Læreren kan godt forstå, at den offentlige service konstant bliver presset af borgernes stigende forventninger til den offentlige service. Og at der er skoler, børnehaver og plejehjem, hvor man ikke gør det godt nok.

"Jeg tror bare ikke, at kontrol og mistillid er løsningen og vejen til at nå de målsætninger for kvalitet, man sætter op. Jeg synes, det er rigtig godt med den samarbejdende skole, og er heller ikke imod, at man skal være effektiv i den offentlige sektor. Vi skal bruge pengene bedre og klogere. Men er det klogt at flytte pengene fra den offentlige sektor og ned i borgernes lommer, så man kan købe velfærdsydelser på privat basis i stedet for," spøger Gorden Madsen.

Han mener, at det i så fald vil være et helt andet velfærdssamfund, man får. Et polariseret samfund, hvor sammenhængskraften er under pres: "De forældre, der kommer ned til demonstranterne i Rådhusparken, er ikke forkælede forældre, der bare vil have mere. De vil ikke have flere penge i lommerne, men bevare velfærdssamfundet. Have ordentlig pleje, omsorg og undervisning. Jeg er ikke glad for strejkerne. Men jeg er glad for, at lærerne siger: Det handler om, at noget er på vej til at ændre vores velfærdssamfund, og jeg er glad for at forældrene støtter dem. For det er det, der er hovedbudskabet," siger Gordon Madsen.

Pædagogen

Torsdag holdt pædagogerne i København møde, hvor de skulle diskutere, hvorvidt de i næste uge skal følge trop og strejke.

På talerstolen lød det, at opgaverne var blevet for mange. Sprogtest, arbejdsmiljøvurderinger for børnene, sundheds- og bevægelsesplan... Hver uge byder på nye opgaver fra forvaltningen. Samtidig lægger budgetforliget i Københavns Kommune blandt andet op til at spare på daginstitutionernes vikarkonto. Pengene skal findes ved, at pædagogerne skal vaske mere hænder. På den måde regner kommunen med at spare to sygedage per ansat. "Hvordan vil man forbedre arbejdsmiljøet ved at spare," lød spørgsmålet.

Jette Andreasen, 55-årig pædagog fra Århus forstår dem godt.

"Når der er sygdom, så har vi brugt vikarbudgettet. Det blev skåret kraftigt ned for to et halvt år siden. Så denne gang er det virkelig hjerteblod, når jeg strejker," siger Jette Andreasen, der arbejder i en aldersintegreret dagsinstitution, hvor hun har været de seneste 12 år.

Hun fortæller, at institutionen for otte år siden lavede et stort stykke dokumentationsarbejde omkring aldersintegration.

"Det skriftliggjorde vi så meget, vi kunne. Når kommunen nu vil have noget på skrift, så sidder vi alle sammen og dukker os, fordi vi kan ikke se, hvordan vi skal få tid til det. Vi kan bare se, at den tid, vi bruger sammen med børnene, bliver mindre og mindre. Og det er også derfor, vi får så meget opbakning fra forældrene denne gang. De kan godt se det. Vi har skullet ringe rundt til 102 forældrepar og meddele dem, at de ikke kunne få deres børn passet. Ikke én af dem har sagt et negativt ord. Det er selvfølgelig ikke det samme som, at de er enige," siger Jette Andreasen.

I hendes institution er der for øjeblikket to langstidssygemeldte som følge af stress.

Plejehjemsassistenten

Det hører til sjældenhederne, at kvinderne i ældreplejen strejker. Men social- og sundhedshjælper, Anette Samuelsen, fra Lystrup, vil gerne forklare hvorfor.

"Vi har altid været de søde og flinke. Men vi har fået nok. Vi har indset, at der bliver ved med at komme besparelser. Så kan det godt være, at arbejdsnedlæggelserne kun varer et par dage. Men så har vi markeret," siger hun.

Anette Samuelsen næver en masse tal for normeringerne og den tid, der må bruges på de forskellige ydelser. I den del af kommunens tilbud, der hedder 'Frit valg', må der gå fem minutter med en barbering og seks minutter med et toiletbesøg.

Minuttallene har kommunen opsat, fordi de ældre skal oplyses om, hvad de har krav på, så de kan købe ydelserne hos en privat leverandør i stedet for hos kommunen.

"Vi går ikke fri af nedskæringerne. Før var vi normeret til 0,9 per ældre, det reduceres nu til 0,87. Det betyder, at vi skal opfylde kvalitetsstandarder ved at løbe stærkere. Det giver mange frustrationer," siger hun.

Frit valg-ordningen har ifølge tal fra Anettes Samuelsens fagforening, som hun refererer, kostet 125 millioner kroner i bureaukrati.

"Dem kunne vi godt have brugt på de ældre. Og sådan har det været de sidste fire-fem år. Jeg føler det, som om jeg ikke er noget værd. Vores image er jo ikke for godt i forvejen, og vi har svært ved at tiltrække nye, kompetente medarbejdere. Vi er til grin," siger Anette Samuelsen.

Eksperten

Ifølge lektor Dorthe Pedersen, der blandt andet forsker i offentlig administration og ledelse ved Institut for Ledelse, Politik og Filosofi ved Copenhagen Business School, skyldes de offentlige ansatte og borgernes utilfredshed, at kommunalreformen har sat yderligere turbo på det, hun kalder, styringstækningen i kommunerne.

Moderniseringsprocessen af den offentlige sektor har været i gang siden starten af 1980'erne. Kommunalreformen skulle give et ekstraordinært hug og skabe yderligere rationaliseringsgevinster, påpeger Dorthe Pedersen.

"Men der er også en masse omkostninger forbundet med kommunesammenlægningerne, og rationaliseringsgevinsterne kommer først senere. Imens må der tages pengene fra kerneydelserne. Og det har man altså gjort de sidste 15 år for at få råd til mere. Samtidig bruges den ekstraordinære indsats i forbindelse med kommunalreformen til at udhule nogle grundlæggende principper, f.eks. for hvor mange pædagoger, der skal være for at passe nogle børn. Eller at hver institution ikke behøver at have en leder, men at en leder godt kan have ansvaret for tre institutioner, som man taler om at indføre nogle steder i de nye kommuner," siger Dorthe Pedersen.

Det, politikerne kalder innovation, er altså at levere noget nyt for færre penge. Og det opleves som et pres hos de offentlige ansatte.

"Der udmeldes en masse nye styringsopgaver, der kræver ressourcer. Det betyder, at en børnehaveleder ikke længere har tid til at være den saglige og faglige superviser, fordi hun skal bruge al tiden på dokumentation. Og styringen i sig selv betyder, at varme hænder (omsorg, red.) bliver til kolde hænder (administration, red.). Det er et led i moderniseringen, og dokumentationen har samtidig det mål, at man ønsker konkurrence mellem det offentlige og private velfærdsmarked. Derfor skal man kunne synliggøre og sammenligne, hvilken ydelse der produceres."

Paradokset er ifølge lektoren, at denne "neoliberale tænkning" handler om frihed, men er bundet op på bunker af bureaukrati. Friheden er betinget af, at de offentlige ansatte og institutioner lever op til masser af krav.

"De fleste liberalister vil ikke være ved det her. Men det neoliberale består i en anden form for tvang. Det, der før hed kontrol, hedder evaluering i dag. Og paradokset bliver den ansattes - særligt lederens - eget paradoks. For du er den fagligt ansvarlige. Og du skal beskrive dig selv og det, du laver, inden for bestemte rammer. Dvs. at hvis du ikke lever op til de rammer, så er det din egen skyld. Konflikten er så at sige rykket ind i lederen eller den offentligt ansatte selv, fordi grænserne mellem politik og administration er blevet udviskede. Det bliver nærmest skizofrent," siger Dorte Pedersen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu