Læsetid: 4 min.

Flæb, hævn og grænser

10. juni 1997

HVAD SKAL MAN som mandsperson stille op med endnu en fristende og følsomt flæbende filmstjerne undertrykt af kynisk selvhævdende mænd? Eller hvad skal man sige til de intelligente selvstændige kvinder i éns omgangskreds, som tydeligvis føler sig tiltrukket af plottets fornedrelse, og aflæser det som kærlig kvindelig opofrelse mens de nyder kvindefiguren på levende billeder? Nu sidst i Liv Ullmanns selvhøjtidelige Bergman-film på tv; og længere tilbage i Lars Triers sleske beretning om nonnen og borebissen.
Og - hvad skal man med sin mandehjerne i behold tænke om rockerne med rygmærker og automatvåben? Hvordan skal man forklare den dødsdrevne leg, de leger ved skov og strand, nu de ikke længere må opholde sig inden for egne panservægge i bymæssig bebyggelse? Skal man indtage Statsministerens Inspektør Smæk-holdning fra nytårstalen? - at Nu kan vi ikke længere tolerere voldelig opførsel! Vi vil ikke ha' det! Der må sættes grænser! - hvad der, fuldkommen forudsigeligt, er resulteret i grænseløs spredning af sprænghoveder, krudt og kugler, sidst denne weekend i Liseleje.
Kan begge fænomener - dominerede divaer og stupide stoddere - forklares under ét: som groteske karikaturer af generelle træk i kroppen på den lige nu reproducerende generation? Træk, der fortsat vil tegne sig i yngelplejen af næste generation.

FORESTILLINGEN om at 'sætte grænser' er vidt udbredt i disse års behandling af børn. Så vidt udbredt, at der siden 1992 er sat målrettet, kritisk forskning ind på området. Psykolog og seminarielektor Grethe Kragh Müller har senest udsendt Børneliv og opdragelse som anden bog i Reitzels serie "Grænser eller ej?".
I bogen kortlægger hun bl.a. børns opfattelse af de voksnes grænsedragninger. Og en af undersøgelsernes pointer forklarede hun i sidste Søndagsavis på DR-tv: at børn, der får sat indiskutable grænser hjemme, vil være tilbøjelige til selv at dominere over for kammeraterne.
Det lyder som et enkelt men grumt perspektiv, der langt ude peger direkte mod udviklingen af både rockere og gulddrenge, karrierekvinder, Jeanne d'Arc'er eller Florence Nightingale'r - alt efter køn og socialgeografi. Men i alle tilfælde autoritetsliderlige resultater af - gennem 'grænser' - henholdsvis at ville dominere eller lade sig dominere på tværs af al fornuft. Selv de fornuftigste af tidens kvinder i bestialske filmdrømme om undertrykkende lidenskab, og mændene som halvaber i flok eller på mobil.

ALLE GRUPPER i generationen har været udsat for uargumenteret behandling, da de var yngre - tvært imod den gængse kliché om, at børn fra 1960'erne ikke har mødt 'grænser' i deres opvækst. Det har de netop - i forældre og pædagogers langthensnakkende ulyst til at høre efter hvad børnene egentlig havde på hjerte.
Niels Gråbøls diskuterede film Det store flip er en grov parodi på forholdet. Og det almindeligt udbredte ønske om mere åbenlyst at genindføre 'grænserne' i opdragelsen er - nu - snarere et behov for at legitimere nye voksnes magt og myndighed, end et fuldhjertet forsøg på at komme næste generation respektfuldt i møde.
Under diskussionerne fornylig om den såkaldte revselsesret dukkede der indimellem - selv blandt på andre måder tænksomme voksne - argumenter op af underbevidsthedens middelalderlige kældre, som man naivt skulle tro forlængst var jordet.
Naturligvis er det ikke nemmere at forstå børn eller behandle dem ordentligt, end det er at kommunikere med voksne. Men på forsiden af selveste Weekendavisen, for et par måneder siden at skulle læse en yngre kvindelig journalist på stedet gå ind for, at en lussing over for "slemme børn" kan være "eneste effektive udvej, hvis barnet skal kunne begå sig" er alligevel temmelig afslørende for de hjemlige menneskerettigheders status i dagens opinionsdannende kredse.
Eller et interview med en headhunter i Berlingske Tidende, nogenlunde samtidig, hvor den halvtredsårige fastslog, at en mand, der søger barselsorlov, over for sin virksomhed demonstrerer, at han "ligger under for sin kones vilje. At han er en svag mand." Sådan aflæses kønnenes forhold åbenbart i erhvervslivet. Eller var det bare headhunteren, der svingede sin barberkniv?

OMVENDT, når stærke selvstændige kvinder går i biografen. Så vil de se kvinder i kultiveret kvide. Eller på tv nyde et feminint offer for skyldfølelse og Bergmansk præstedespoti. Men åbenbart allerhelst en heltinde, der går så vidt som Bess i Breaking the waves og masochistisk (eller psykotisk) lader sig udnytte af en stud af et mandfolk, der på afstand lader hende fornedre sig som frelsende engel til falske toner af himlens klokker.
Er det skjult udtryk for, at frigørelsen endnu ikke er slået bedre igennem kulturelt, end at kvinder stadig er tryghedssøgende i den gamle mandeorden?
Bergman er lettere at lure. Som sej dinosaur og hævner har den gamle mester lagt mandeæg til varme hos yngre, sensible rugemødre. Og Lars Trier vil til hver en tid kunne henholde sig til, at han stilsikkert og maskulint spejler samtiden. De er begge i deres kunstneriske ret. Men det er rockere ikke. Og ingen af delene videre perspektivrigt.
Et af de interviewede børn i Søndagsavisens indslag om 'grænser' i opdragelsen blev spurgt, hvordan hun helst ville have at voksne behandler børn? "Pænt!" - lød svaret. Så roligt og sagligt, at man fristes til herfra at være lige så konkret:
Vi vil ha' skønne kvinder, ræsonnable børn og søde rockere. Hvordan det sidste burde lade sig gøre, står måske at tyde i dagens forsideleder. De fribårne kvinder og muntre børn kan heller ikke gennemføres ved lov.

AdW (Allan De Waal)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu