Læsetid: 5 min.

Flagermusens flove flop

Totalkiks for Langdal & co på Den Kongelige Operette
2. januar 2006

Totalkiks for Langdal & co på Den Kongelige Operette

Der går en kronisk anakronisme gennem Europas operahuse. En tvangstanke at alle forestillinger med rod i andre perioder skal omsættes til nutiden og til lokalkolorittens trygge verden. Det kan have mening. Man glemmer ikke let National Operas Rigoletto omsat til Chicagos gangsterverden. Eller for den sags skyld Kasper Holtens Ring. Eller for den sags skyld Peter Langdals tolkninger af flere klassikere, for eksempel hans geniale: Når vi døde vågner. En tidsforskydning kan forløse kræfter i en tekst eller ligefrem løfte den ud af en tidsramme, der forsnævrer dens muligheder. Kan.

Men den kan også smadre et værk til ukendelighed, hvor man med Erik A. Nielsen må spørge: hvem ejer Shakespeare, når Hamlet er uden Hamlet, dronningen stiknarkoman i midtbyen og farens genfærd parkeringsvagt i Rødovre. Et grueligt eksempel på Det Kongelige var den kunstnerisk uantagelige Maskeballet, der indledes med 25 mand af operakoret der sidder på lokum og skider (med underbukserne på), og guvernøren i øvrigt er bøsse, og derfor er forelsket i primadonnaen. Åbenbart har de haft noget til overs til genbrug fra toilettet hos Verdi, idet 2. akts 2. billede i Peter Langdals nye opsætning af Johann Strauss Flagermusen foregår ved urinalerne. Logikken er for så vidt klar nok, eftersom 1. akts omgivelser synes at være en (relativ) dyr lejlighed på Østerbro, hvortil elskeren, en italiensk tenor kravler op af nedløbsrøret; 2. akts 1. billede er et restaurationskøkken og 2. akts 3. billede hentet fra det indre af Øbrohallen med pølen dækket af is (?), hvorpå en pingvin og en isbjørn tumler sig. Instruktørens forklarer i programmet at publikum skal genkende sig selv og egen hverdag: Jamen dog, det kunne lige så godt være mig og lillemor i bar røv og underbukser hjemme i ejerlejligheden, mens stuepigen i et antræk fra Matador rækker fruen, der sidder på lokum - der er meget med lokummer - en ny lokumsrulle, og fængselsinspektøren, som man jo ser det dagligt i det danske samfund, i egen person kommer anstigende med to åbenbart hjernedøde politibetjente for at hente Eisenstein, der skal otte dage i fængsel - for at have fornærmet borgmesteren, som også er fængselsinspektøren. Det er jo hverdag for enhver på Østerbro. Langdal forsøger jo trods alt at holde sig til en handlingssnor med en fortællelogik, der også i et eller andet ikke ubetydeligt omfang er nødvendigt for at tilgodese Johan Strauss' numre, der skal høres som perler på en snor, denne uimodståelige wiener-musik der gør lige netop denne operette til operetten over alle. Samtidig må man da også sige at disse klange, disse rytmer og disse melodier uløseligt er knyttet til kejsertidens Wien og ikke til Østerbro og Øbrohallen. Wienervalsen, og hvad deraf kan udledes, hænger uløseligt sammen med civilisationsfernissen, så tynd den var, i denne slet skjulte politistat, hvor man netop kunne blive afhentet til afsoning - også i de bedre kredse - i fald man gik myndighederne og dermed selveste kejseren for nær. Så meget mere lagde de da også vægt på det ydre med de fejende flotte valsetakter, ballerne, cafélivet, elegancen i klædedragten, formerne og flirteriet.

Af dette samfund udsprang Gustav Mahler, Gustav Klimt, Otto Wagner og Freud. Ikke mindst Freud, som er nyttig at have i baghovedet, når Strauss den yngre sætter fut i fejemøget. Mahler, der nok havde sans for kvalitet, førte faktisk Flagermusen ind på operaens hidtil så hellige domæne, det er da også værd at vide. Langdals afvisning af denne storslåede mulighed for indsigt ved sidelys og indsigt også i egen tid ved adskillige mulige paralleller bliver her kun tankeløs, ufarlig, tom, umorsom og snorkende keeedelig. Mest det sidste. Den klassiske fysik har alligevel ikke ret, tiden kan faktisk gå baglæns.

Kun Paevatalu går an...

Musikalsk præsterer Det Kongelige Kapel og Manfred Honeck kun lige akkurat at holde skindet på næsen. Ouverturen skred ved premieren, slutningen var simpelthen ude af puls og takt, klangbilledet råt og primitivt, alt andet end wienerisk, hvad det jo så altså heller ikke var; slagtøjet lød som Tivoligarden der falder ned ad en køkkentrappe.

Hvad angår det sanglige, klarer kun Guido Paevatalu med smidig baryton sig gennem tåbelighederne, men man føler med ham, så veloplagt han skal være. De øvrige bør nådigt ikke nævnes, overspillede og -sungne som de er, oftest med stemmer der er lige så langt fra operettens krav om lethed og charme, som Strauss i sin tid frygtede de fleste operasangere ville være.

Sprogligt forekommer forestillingen også rædsom. Dels forstår man dårligt nok, hvad de synger på dansk, fordi det er dansk, er der jo ingen tekster. Dels koketterer de med accenter og dialekter som er direkte pinlige, og som åbenbart skal understøtte den nye politiske korrekthed der finder uperfekt dansk ustyrligt komisk, ja det er jo opfattelsen, og franskmænd er bare latterlige.

Morten Eisner er den eneste, der ikke synger, hvilket i sig selv er en gave, men her skal den ellers ofte morsomme mand bare være morsom, og det er han heller ikke. Som russisk kok, hvad fanden han så laver i Flagermusen, må han finde sig i erindringen om Dirch Passer, og så behøver man ikke sige meget mere. Eisners fængselsbetjent Frosch er heller ikke noget at skrive hjem om, hvilket i nogen grad må falde tilbage på instruktøren. Ærligt talt: man kan da ikke aflevere sådan noget dilettanteri som Eisners fjollen rundt med en spand og en stumtjener, fordi han ellers ikke ved, hvad han så skulle gøre.

Når man tænker på den stolte tradition, der er for netop denne storkomiske figur lige fra Erich Kunz og Joseph Meinrad på Wiener Staatsoper til herhjemme Ebbe Rode og Buster Larsen, der begge skabte en hel figur ud af drukkenbolten. Hvis man har den blot mindste fornøjelse af Flagermusen eller ligefrem holder af den i øvrigt temmelig umulige handling, som overtegnede så absolut gør, skal man klogeligen holde sig langt væk fra Dokøen i den alt for lange tid, der er sat af til opførelserne.

Og så må teatrets ledelse snart gøre noget alvorligt ved forholdene derude. Garderoben er fortsat en skandale, når borgerskabet tilmed har det med at springe over og skubbe. Serveringen af selv beskedne fordringer som en kop ordentlig kaffe er under al kritik og pissedyr. Tilkørselsforholdene skal der selvfølgelig stærkere kræfter til at klare, men parkeringen, som må være mere håndterlig, er også helt gal. Tre kvarter før forestilling var der ikke flere pladser. Lige ved siden af ligger et enormt uudnyttet område. Inddrag flere p-pladser, så gæsterne ikke skal holde ulovligt og oven i en elendig forestilling risikere bøde. Det er i øvrigt næsten umuligt at få taxaer derud, og busserne er overfyldt. Kort sagt.

Johann Strauss: Flagermusen. Alternerende sangere. Musikalsk ledelse Manfred Honck og Manfred Mayrhofer. Scenografi: Mia Stensgaard. Instr.: Peter Langdal. Det Kgl. Kapel. Operakoret, dansere fra Pantomimeteatret

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu