Læsetid: 3 min.

Flammer i blåt

Elvis Costello er fremragende med bandet Metropole Orkest på en svimlende god live-plade. DR Big Band og det legendariske Thad Jones/Mel Lewis Orchestra er ligeledes værd at frekventere for deres mere rendyrkede bigband-jazz
9. marts 2006

Det er ikke altid, at det går lige godt, når rocksangere nærmer sig jazzens store orkestre.

Ikke at der er noget i vejen med ideen. Der er jo ikke nogen grund til at være rigid på forhånd. Men det kan godt være problematisk, når musikere eller sangere pludselig vil honorere musikalske krav, som de ikke er vant til eller simpelthen ikke mestrer.

Når det omvendt går godt, er det ofte, fordi den kunstneriske identitet, personligheden, forbliver intakt. Og det er i høj grad tilfældet - og mere til vil jeg mene - med det samarbejde, sangeren og sangskriveren, Elvis Costello, høres i med det hollandske Metropole Orkest ved en koncert fra North Sea Jazz Festival i Haag i 2004.

For koblingen mellem Costellos sange og stemme og det vidtfavnende Metropole Orkest med både rytmegruppe, blæsere og strygere under ledelse af den sublime Vince Mendoza slår ikke bare gnister i fyrig fryd fra starten: en hektisk og bluesy fortolkning af (og nyskrevet Costello-tekst til) Charlie Mingus - "Hora Decubitus", men blander også sine farver i nye og særegent smittende kombinationer, der får pladen til at fremstå med sit helt eget udtryk.

Vellykket forening

Elvis Costello (f. 1954) - denne rockkamæleon og eminente sangskriver med de mange evner og endnu flere musikalske projekter på samvittigheden indenfor adskillige musikalske genrer - brænder virkelig igennem som sanger både i de stykker, der sitrer af kraft og viljesudtryk og i de emotionelt fortættede ballader. "Favourite Hour", "Speak Darkly My Angel" og "Can You Be True" er perler, der lever i en vellykket forening af croonerjazz, musical-sang og noget helt tredje.

"Almost Ideal Eyes" står derimod frem som en rig, fossende fortælling med livlig orkestrering og rytmiske skift i Sy Johnsons drevne arrangement. Pladens variation skyldes formentlig også, at arrangementerne er fordelt på hele seks forskellige hoveder der iblandt Vince Mendoza, Steve Nieve og Richard Harvey. I dette tilfælde en styrke, fordi så mange af sangene lever og flammer og flimrer med blå kulører, og er yderligere attraktive i kraft af en række instrumentale solisters levende bidrag.

Selvstændigt udtryk

Nu foreligger også den cd, som DR Big Band indspillede sammen med orkestrets tidligere dirigent, Jim McNeely, tilbage i 2002.

Værket i syv led, Dedication Suite, markerer afslutningen på McNeelys samarbejde med det danske orkester. Et hyldestværk, skrevet specielt til orkestrets musikere. Suiten, der blev opført for anden gang i København i sidste måned, er absolut værd at lægge ører til, og udgør en variationsrigdom af skiftende stemninger, komplekse strukturer og fremadrettet jazz i den moderne bigbandtradition med indflydelse fra notabiliteter som Thad Jones, Gil Evans og vel især Bob Brookmeyer.

En særlig identitet ligger i den måde, McNeely veksler mellem fuldt udrustede orkesterpassager og så de udvekslinger, der undervejs fremhæver orkestrets solister i par bl.a. Nicolai Schultz (fløjte) og Thomas Fryland (flygelhorn), Steen Hansen (basun) og Thomas Ovesen (bas) samt Lars Møller (sax) og Anders Chico Lindvall (guitar). Man ledes godt ind i suiten med "October Surprise" og den smukke "Love Awakens", mens midterstykket, "Mourning for Manny" forekommer mindre interessant. Til gengæld venter den rytmisk fængende og af irsk folklore påvirkede "Muckians Bluff" hen imod slutningen. Det er med sådanne (ambitiøse) værker, at bigbandjazzen får et selvstændigt udtryk.

I festhumør

Med en genudgivelse af pladen, Live at The Village Vanguard, fra 1967 med det legendariske Thad Jones/Mel Lewis Orchestra, stiftet to år inden, ser man, hvordan den historiske depeche rækkes videre bl.a. fra den innovative bigband-leder, Stan Kenton, der havde trommeslageren Mel Lewis i sit orkester en overgang i 1950'erne. Thad Jones/Mel Lewis Orchestra blev sin periodes førende bigband, da de revitaliserede og fornyede orkesterjazzen i anden halvdel af 1960'erne og ind i 70'erne - ikke mindst på grund af dirigenten og kraftcentret, Thad Jones, indtil han flyttede til Danmark og satte sit uforlignelige, historiske stempel på jazzmiljøet og i særdeleshed DR Big Band.

Energien og veloplagtheden strutter som en yppig kvinde i festhumør. Mange mener, at orkestret først kulminerede kunstnerisk med Consummation (1970). Men Live at The Village Vanguard er så absolut på højde med denne på sin egen flagrende, chancebetonede og batikfarvede facon. En ordentlig spandfuld medrivende musik med tør lyd, uimodståeligt swing og satsede soli af bl.a. Bob Brookmeyer (basun), Jimmy Nottingham (trompet) og Joe Farrell (tenorsax).

Elvis Costello - Live with The Metropole Orkest: My Flame Burns Blue (Deutsche Grammophon)

DR Big Band & Jim McNeely: The Dedication Suite (Cope Records)

Thad Jones/Mel Lewis Orchestra: Live at The Village Vanguard (Blue Note)

DR Big Band kan i morgen høres med trompetisten Tom Harrell i Copenhagen Jazzhouse.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her