Læsetid: 2 min.

Flaskeløb

Rialto Teatret manøvrerer rundt om alkoholklichéerne. Men Søren Spanning er med til at løfte forestillingen op over den engelske skabelontekst
16. januar 2007

Søren Spanning er en skuespiller med en vidunderlig, sanselig intensitet. Julie Carlsen er en skuespiller med en fascinerende balancegang mellem lykke og katastrofe. Og den 28-årige Mads Riisom er en skuespiller, der kan få fantastens lykkerus frem i sine skinnende øjne, lige indtil det øjeblik, hvor han dratter ned i virkelighedens desillusion.

Disse tre skuespillere kan umuligt spille en dårlig forestilling, tænker man. Nej, men de kan tydeligvis blive sat ind i så irriterende en tekst, at det dramatiske hækkeløb overskygger deres præstationer.

My Zinc Bed af David Hare er måske snarere et flaskeløb. Der skal i hvert fald løbes rundt om rigtig mange drinks på Rialto Teatret. For stykket handler om en ung fyr, der endelig har meldt sig ind i Anonyme Alkoholikere, hvorefter han selvfølgelig tænder på - en alkoholiker. Og så er der brug for noget til at skylle det hele ned med...

Uforudsigeligt

Alkoholmisbrug er et grufuldt aktuelt og relevant emne. Men stykkets form er så gammeldags med alenlange monologer og konstruerede persontyper, at det har svært ved at fænge. Det virker som både venstrehåndsarbejde og skabelondramatik.

Instruktøren Ulla Gottlieb har ellers valgt at iscenesætte med en flot, moderne stramhed. Men hendes egen oversættelse af stykket har ikke klaret det engelske sprogs alenlange sætninger. Visuelt undgår forestillingen heller ikke at stene ud. Åsa Lieberaths scenografi introduceres ellers som en rensleben, sort kasse-i-kukkassen. Men effekterne genbruges og mister deres kraft, og rekvisitterne er decideret utroværdige. Hvilket overklassehjem ville servere drinks på et standardstålfad fra 60'erne? Og hvorfor har kun ét af bordene en skuffe, nemlig den, som Riisom skal flå nogle papirer op af? Det er simpelthen for forudsigeligt og skrabet, når det nu åbenbart skal være 'realistisk' teater; antydningens kunst havde været sjovere. Kostumerne er også mærkelige; Julie Carlsens påståede dyre fruejeans ligner hjemmedesign med en usikker saks.

Jamen, hvorfor skal man så se My Zinc Bed? Det skal man, hvis man vil opleve Mads Riisom og Julie Carlsen tænde på hinanden, sådan som en desperado møder sin ligesindede i et heftigt og skæbnesvangert øjeblik. Og det skal man, hvis man ikke vil gå glip af Søren Spannings mørke øjne, når han stirrer på den mand, der er ved at stjæle hans kone og hele hans livs mening. For hans øjne røber, at han alligevel er parat til at acceptere det altsammen, hvis det kan gøre konen lykkelig.

Her løfter Spanning spillet højt op over David Hares historie - her forvandles misbrugsklichéerne til kunst. Og her reddes Rialto Teatrets renommé, denne sidste januar.

* My Zinc Bed (Abstinens) af David Hare (2000). Oversættelse og instruktion (godt greb, men statisk): Ulla Gottlieb. Scenografi Åsa Lieberath. Rialto Teatret til 10. feb.

http://www.rialtoteatret.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu