Når man selv har skrevet den første danske biografi om Flaubert (Flaubert - desillusionens mester, 2005), er det naturligvis med en ganske særlig nysgerrighed, man giver sig i kast med en ny biografi om ham.
Den er skrevet af professor Frederick Brown, der tidligere har udsendt en berømmet biografi om Zola (Zola - a Life, 1995). Hans nye biografi er helt på højde med den foregående og giver en detaljeret biografisk præsentation og en bred almenhistorisk baggrundsbeskrivelse.
Brown fremdrager et brev, Flaubert skrev den 11.januar 1853 til sin elskerinde, Louise Colet:
"Jeg ville gerne skabe en bog om ingenting, en bog uden ydre forbindelser og holdt oppe af stilens indre kraft. De mest vidunderlige værker er dem, der har det mindste indhold. Deri ligger kunstens fremtid."
At fortælle sandheden
Flaubert mente ikke, han havde ret til at udtrykke sin personlige mening om noget som helst. Han nægtede at hjælpe læseren til at indtage en bestemt moralsk holdning.
Som han formulerede det i et brev til sin forfatterkollega George Sand (6.2.1876 ):
"Hvis læseren ikke fra bogen uddrager den moral, som den må indeholde, så er det, fordi læseren er en tåbe, eller bogen er falsk fra sandhedens synspunkt."
Kritikeren Sainte-Beuve mente, at Flaubert i Madame Bovary burde have placeret en tillidsvækkende person, der kunne tale i forfatterens sted og sammenfatte romanens moral.
Da Flaubert 1869 havde skrevet sin anden store samtidsroman, L'Éducation sentimentale (Følelsernes opdragelse) beklagede George Sand, at der manglede noget i teksten, om det så bare var et lille indledende motto, som kunne lede læseren på rette spor. Hun mente, at romanen, som den nu var udformet, gav indtryk af, at forfatteren foragter læseren. Hvis hun ikke havde kendt ham, føjer hun til, så ville hun have troet, at han var umoralsk eller bare kynisk.
Det, Flaubert sigtede efter, var et strengt objektivt arbejde. Han ville fortælle sandheden uden at tage parti. Men forsøget på den fuldkomne upersonlighed lykkes ikke for ham som for enhver anden romanforfatter af den grund, at det er komplet umuligt at opnå. Man kan da også i Madame Bovary finde talrige steder, hvor vi finder hans meninger og følelser direkte udtrykt.
Trods sin egen teori, lider Flaubert med sine personer. Når han om hovedpersonen Emma kan berette følgende: "Borgerkonerne beundrede hendes sparsommelighed, patienterne hendes elskværdighed, de fattige hendes godgørenhed. Men hun var fuld af begær, af raseri, af had. Hendes kjole med dens lige folder, skjulte et fortumlet hjerte, og hendes så blufærdige læber fortalte ikke om de storme, der rasede i det", så mærker man - trods al hans teori - en medlevende og indføling med hovedpersonens følelsesliv. Det har intet med impassibilité at gøre.
Katharsis-arbejde
Flaubert strandede i sit forsøg på at lade historien fortælle sig selv, fordi han til syvende og sidst var en stor realist. Teorien strandede - og det er der absolut ingen grund til at beklage - på digterens store skaberkraft.
Det er karakteristisk, at da han skildrede Emmas dødskamp og arsenikkens virkning, følte han nedskrivningen af disse frygtelige sider så tydeligt, at han troede at kunne mærke den bitre giftsmag på sin egen tunge.
En sådan medleven er ikke mulig uden en vis sympati!
Brown skriver, at Flaubert allerede som ung viste en tendens til "at ville forgylde rendestenen og tilsmudse helligdomme". Han anså det at skrive som et katharsis-arbejde for at udholde en afskyelig verden.
* Frederick
Brown: Flaubert: A Biography.
Little, Brown and Company, 625 s.
