Ved hvert eneste møde mellem EUs økonomi- og finansministre i midt- og senhalvfemserne var det en kilde til stadig undren og moro for de fremmødte at beundre den tyske finansminister Theo Waigels øjenbryn. Sorte og buskede flagrede de som ildevarslende krager over hans åsyn, mens han skældte og smældte for at få kollegerne med på tyskernes ideer om økonomisk selvpineri den spændetrøje, der endte med at blive kaldt for EUs stabilitets- og vækstpagt.
Ret beset går den blot ud på, at alle landene som enhver anden husholdning skulle lade være med at bruge flere penge, end de tjente. Der skulle allerhelst være balance. Kunne der ikke blive det, skulle underskuddet reduceres, og det måtte i hvert tilfælde ikke komme over tre procent af bruttonationalproduktet. Skete det, kunne der endda blive tale om bøder. På den måde kunne man mente Waigel og hans meningsfæller bedst sikre, at den dengang nye mønt i Europa, euroen, blev stabil.
Under hele øvelsen lå en nordeuropæisk angst for, at Flittigliserne i nord skulle komme til at betale for slapsvansene i Club Med nede sydpå, som havde et noget mere afslappet forhold til aktiv og passiv på regnskabsarkene. Frygtede altså Waigel & Co.
Efter mange hiv og sving og særdeles megen basken med Waigels øjenbryn blev stabilitetspagten en realitet. Siden kom så euroen til verden forsynet med dette støttestativ, og tænk euroen faldt ganske vist i forhold til dollaren, men den er ikke ligefrem kollapset.
Men nu er stabilitetspagten begyndt at røre på sig. Først var det Irland, som fik læst og påskrevet over at have forsyndet sig mod strammerpåbuddene. Siden har såvel Frankrig, Italien og ironien melder sig Tyskland selv måttet lide den tort at komme i karambolage med reglerne.
Senest er det Portugal, der nu er så langt fremme i påtaleprocessen, at der synes risiko for bøder. Landet havde sidste år 4,1 i underskud, og det er for meget. De andre lande har ikke været så langt ude i det økonomiske rebværk, at de er kommet i nærheden af bøder. Og det er muligt, at Portugal også klarer sig udenom ved at reducere underskuddet. Men sker det ikke, er der risiko for, at Portugal som det første land vil blive idømt en bøde af kollegerne i euro-zonen for at have brugt for mange penge i forhold til indtægterne.
Det er selvfølgelig muligt, at Portugal vil blive brugt som en slags eksempel, der skal vise omverdenen, at euro-landene skam tager stabilitetspagten seriøst. Men netop på grund af den efterhånden temmelig lange liste af lande, som kommer i klemme, uden at der rigtig sker noget ved det, har det indtryk meldt sig, at stabilitetspagten faktisk slet ikke er så slem.
Hvis det ene land efter det andet nu kommer og siger, at »vi kan alligevel ikke overholde kravene«, og så sker der såmænd ingenting, ja så plejede frygten at være, at det hele brasede sammen. Så kunne vi alle sammen udvide Club Med til også at omfatte Sylt og de hollandske diger og vinke farvel til euroens stabilitet. Det er som bekendt ikke sket, selv om euro-zonens store økonomier har været på kant med stabilitetspagten. For folk ved jo godt, at det er svært at spare sig ud af en krise. De signaler, der kommer ud fra europæiske hovedstæder, handler derfor om, at man ikke nødvendigvis skal lave stabilitetspagten om, men så dog fortolke den fleksibelt.
Ikke mindst Storbritanniens finansminister, Gordon Brown, har gjort sig til talsmand for det synspunkt. For kommer briterne med i euroen, har Brown ikke tænkt sig at lade være med f.eks. at investere i skoler og hospitaler og derved belaste statsbudgettet - bare fordi Waigels vingesus og de 3 procent spøger.
Stabilitetspagten var udmærket i sin tid som signal til alverden om, at EU tog sin nye valuta alvorligt. Men som en talsmand for EU-Kommissionen har udtrykt det, så blev den ikke skabt for at plage folk. Den blev skabt for at forhindre problemer i at opstå. Og situationen er en anden nu. Den økonomiske nedgangsperiode gør det nødvendigt at være mindre regelbundet, end stabilitetspagtens strikse regelsæt lægger op til. Samfundsmæssige prioriterer skal styre den økonomiske politik ikke omvendt.
Derfor er det godt, at stabilitetspagten bliver fortolket lempeligt. Måske ender det endda med, at Europas politikere kigger lidt nærmere på pagten og opdager, at der er to elementer. Stabilitets- og vækstpagten hedder den. Vægten lå i starten på det første ben. Nu må den gerne skifte til det andet.
