Læsetid: 4 min.

Fleksible sanktioner

21. juni 2000

"Overhovedet ikke. Det er ikke den måde, vi gør tingene på i EU."
Portugals premierminister, Antonio Guterres på EU-topmødet i Portugal

Svaret var klart og tydeligt, da det portugisiske EU-formandskab afviste enhver sammenhæng mellem Østrigs pludselige redning af EU's skattepakke og forhandlingerne om en ophævelse af sanktionerne mod alpelandet. Heldigvis. Det ville have været mere end almindeligt pinligt, hvis de to sager overhovedet kunne få indflydelse på hinanden.
Alligevel var det overordentlig svært at føle sig sikker. For hvorfor faldt østrigerne pludselig ned som små lam i går, efter at de i flere dage havde modsat sig, at de andre EU-lande ville have fjernet Østrigs højt skattede bankhemmelighed?

Set ud fra et almindeligt populistisk synspunkt, må det være svært for den østrigske kansler, Wolfgang Schüssel, og hans unge finansminister, Frihedspartiets Karl-Heinz Grasser, at komme tilbage til Wien fra Feira-topmødet og forklare de østrigske vælgere, hvorfor man solgte bankhemmeligheden, uden at få noget igen.
Selvfølgelig kan Wolfgang og Karl-Heinz i første omgang gemme sig bag den kendsgerning, at kompromisset har efterladt skattepakken med så mange huller, at en reel gennemførelse må have lange udsigter. Men alligevel ...
Med mindre Schüssel og hans alpedrenge har noget andet med hjem i kufferten fra Portugal, er det svært at se, hvorfor de sagde ja til skattepakken.

At det overhovedet kan komme på tale at knytte en forbindelse mellem de to sager, som de fleste medier har gjort, er i sig selv bekymrende.
Det fortæller, at de vigtige og rigtige værdier, der ligger bag sanktionerne, måske ikke er så ubøjelige, som de 14 lande gerne vil gøre dem.
Men historien fortæller også, at sanktioner sjældent nøjes med at virke én vej. Det er således ikke kun Østrig, der er blevet generet af dem. Også de 14 andre EU-lande bliver mærket.
Det var slagsmålet om skattepakken et tydeligt bevis på. Østrigs vilje til at nå en fælles løsning, var i betydelig grad nedsat.
Og mon ikke det samme er tilfældet, når EU-landene i løbet af efteråret skal forhandle en ny EU-traktat på plads.

Vanskeligheden ved at håndtere sanktioner blev også tydelig på et helt andet område i Feira. Kun seks måneder efter Helsinki-topmødets fordømmelese af Ruslands krig i Tjetjenien, kravlede EU ned fra sin høje hest, og aflyste sanktionerne mod EU's støtteprogram til Rusland, TACIS.
EU-kilder konstaterede, at det skete uden diskussion, og at EU nu har opgivet sin økonomiske klemme på Rusland, selv om EU ikke har tvunget andet ud af Rusland end brudte løfter.
Men man vælger alligevel at lade den ny russisk præsident, Vladimir Putin, indvarsle en ny æra. Og så gør det tilsyneladende ikke noget, at selvsamme Putin blot med en lidt anden kasket på var manden bag decembers voldsomme bombardement af Tjetjeniens hovedstad Grosnij.
Men det er blevet tid til realpolitik. Sanktionerne var symbolske. At det ikke virkede på Rusland var for så vidt til at forudse. For som Ole Wæver påpeger i dagens avis, så er TACIS-programmet uden reel økonomisk betydning for Rusland.

Men tilbage til Østrig og slagsmålet om skattepakken. Det slagsmål viser, hvor svært det er for EU-landene at blive enige, når det gælder så følsomme områder som skattepolitikken. Og med god grund. For et land som Luxembourg, der nærmest er bygget på sin bankhemmelighed, er det ganske vitale sager, der er på spil. Det er ikke underligt, at forhandlingerne indtil nu har taget 11 år.
Skattepolitikken indgår også i de forhandlinger om en ny EU-traktat, der efter planen skal afsluttes i en franske middelhavsby Nice i december. Her har blandt andet den danske regering slået til lyd for, at det skal være nemmere at gennemføre en fælles bundgrænse for erhvervskatter og miljøskatter.
Umiddelbart er emnet ikke helt så kontroversielt, som diskussionen om bankhemmeligheden, men det vil være naivt at forestille sig, at det i den sag skulle være særligt meget lettere for landene at blive enige.
Og så er der endda kun 15 lande, der skal være enige. Man tør slet ikke tænke på, hvordan det ville gå, hvis 27 eller 28 lande, skulle blive enige.

Med de udsigter er det forståeligt, at nogle af EU-landene er begyndt at overveje, hvordan de kommer videre med udviklingen af samarbejdet, uden at de bliver bremset af enkelte modvillige lande, der står på deres veto-ret.
En mulighed er at udvikle et EU i flere hastigheder. Og selvom den danske regering strittede voldsomt imod den idé på Feira-topmødet, antydede selvsamme topmøde, at den vej kan være oplagt. For hvad gør man, hvis Østrig til det sidste nægter at dele skatteoplysninger med de andre lande?
Dropper ideen fuldstændigt?
Næppe. For selv om man ikke kan blive enige om præcise skabeloner for et EU i flere hastigheder, er realpolitik nu engang realpolitik. Og så kan man jo kalde det, hvad man vil.cobla og ør

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her