BRUXELLES - Den officielle version er, at den tyske regering først hørte om bortførelsen af tysk-libaneseren Khaled al-Masri efter hans tur til et hemmeligt fængsel i Afghanistan og hans hjemkomst til Tyskland et halvt år senere i maj 2004. Nye vidneudsagn peger dog på, at tyske diplomater var informeret allerede ganske kort efter bortførelsen.
Det kom frem i det tyske parlaments særlige undersøgelsesudvalg, hvor en parlamentariker fra det grønne oppositionsparti glædede sig ifølge Reuters over en "vidunderlig tilvækst i erindringen" hos Udenrigsministeriet.
Udvalget skal se på, hvilken rolle den tyske efterretningstjeneste har spillet og spiller i sagen om de hemmelige CIA-fanger. Arbejdet bliver ikke lettere af, at det daværende socialdemokratiske regeringsparti SPD nu er i koalition med det daværende konservative oppositionsparti CDU. Hvis mistanker om, at regeringen vidste besked tidligt eller måske endda tavst har set på bortførelsen, er det sprængfarligt for regeringssamarbejdet.
Khaled al-Masri rejste sidst i december 2003 på ferie til Makedonien, hvor han efter eget udsagn blev anholdt og indespærret i tre uger og siden fløjet til Afghanistan for at blive forhørt. Blandt andet - siger al-Masri - blev han forhørt af en tysker, der kaldte sig Sam. Sidst i maj 2004 blev al-Masri fløjet til Albanien og sat på fri fod igen.
Bysladder i Skopje
Men måske fik den tyske ambassade besked allerede i januar 2004. Under det seneste udvalgsmøde vidnede en tysk statsborger, der i januar 2004 arbejdede som sikkerhedschef for Telekom i Makedonien.
Via en medarbejder med kontakter til det makedonske politi fik han at vide, at en tysker var blevet anholdt. Han ringede til den tyske ambassade i byen, men blev afvist med beskeden, at sagen allerede var kendt.
Derefter fulgte han ikke op, "jeg følte mig som en, der ringede til politiet for at melde en ulykke, og politiet allerede kender til den," sagde han. Den tyske ambassade afviser at have hørt noget som helst.
"Man kan næsten få det indtryk, at det blandt tyskere i Skopje var bysladder, at en tysker blev arresteret, mens de tyske myndigheder på stedet ikke har vidst noget. Det er da en overraskende og foruroligende sag," sagde Wolfgang Neskovic fra venstrefløjspartiet Die Linke til Reuters.
Hemmelige dokumenter
Anklagemyndigheden i München, nær al-Masris bopæl i Neu-Ulm i Sydtyskland, undersøger al-Masris påstande og leder efter hans bortførere. Over for undersøgelsesudvalget sagde anklagerne i sidste uge, at de ikke havde nogen grund til ikke at tro på al-Masris udsagn. Anklagerne kæmper ifølge en politiker fra det liberale oppositionsparti med, at mange af sagens akter bliver hemmeligstemplet.
Anklagemyndigheden forsker videre, også det særlige undersøgelsesudvalg i det tyske parlament - blot et af flere rundt om i Europa - fortsætter sit arbejde. EU-Parlamentet tager stilling til sin første rapport om CIA-mistankerne den 5. og 6. juli.