Læsetid: 2 min.

Flertal vil gøre op med pensionsregler

Det skal ikke længere kunne betale sig for kommunerne at sende syge mennesker i arbejde. Et politisk flertal vil ændre den nuværende refusionsordning
12. november 2005

Kommunerne skal fremover ikke kunne hente en klækkelig gevinst, når de henviser syge mennesker til arbejdsprøvning. Et politisk flertal vil ændre på refusionssatserne, så der kommer balance i regnskabet mellem førtidspension og ledighedsydelse.

"I nogle kommuner skeler man til kassen, fremfor at sikre det bedste tilbud til det enkelte menneske. Det skal vi have gjort op med ved at ændre fusionsordningen," siger socialdemokraternes arbejdsmarkedsordfører, Thomas Adelskov.

Incitament

Mens kommunerne i dag får refunderet 65 procent, når de sender folk på ledighedsydelse med henblik på et fleksjob, så er der kun 35 procent at hente fra staten, hvis man tilkender førtidspension. Det betyder en månedlig gevinst på 5.000 kroner pr. ledig, hver gang man giver afslag på førtidspension. Som Information beskrev i går, sendes flere og flere syge mennesker i arbejdsprøvning, mens antallet af afslag på førtidspension stiger.

SF's formand og socialordfører, Villy Søvndal, er harm over, at syge mennesker sendes i arbejdsprøvning, når de i stedet burde have tilkendt pension.

"Der er sager, hvor det er indlysende, at folk ikke skal arbejdsprøves. Vi skal tilbage til en statslig refusion på 50 procent for både førtidspension og sygedagpenge, så kassetænkningen ophører. For jeg er ikke et sekund i tvivl om, at de økonomiske incitamenter virker ude i kommunerne, hvor økonomien er meget stram. Det skal vi have gjort op med," siger han.

Enhedslisten kalder den nuværende ordning 'umenneskelig' og peger på, at kommunens lægekonsulenter i dag sættes til at omgøre beslutninger, der er truffet af pensionsansøgerens egen læge.

"Man har en mærkværdig opfattelse af, at folk vil gøre sig selv syge for en meget lav ydelse. Det er en ubehagelig mistænkeliggørelse af folk, der i forvejen er hårdt ramt," siger socialordfører Line Barfod.

Flertal

Også hos regeringens normale støtteparti, Dansk Folkepati, langer man ud efter den nuværende ordning:

"Det er fuldstændig uretfærdigt, at syge mennesker ikke kan få førtidspension. Man vil åbenbart have dødssyge mennesker ud på arbejdsmarkedet - om de så skal kravle af sted," siger socialordfører Pia Christensen, som også gerne vil kigge nærmere på refusionssatserne.Hos Socialdemokraterne vil Thomas Adelskov ikke lægge sig fast på, præcis hvordan ordningen skal skrues sammen, men han har bedt beskæftigelsesminister, Claus Hjort Frederiksen se på konsekvenserne af refusionsordningen. Det sker i forbindelse med de nuværende forhandlinger om fleksjobordningen:

"Vi har blandt andet kunne se et drastisk fald i tilkendelse af revalideringsydelse, som heller ikke kan betale sig for kommunerne. Det skal kunne betale sig for kommunerne at bruge det rigtige redskab, mens det heller ikke må blive mere interessant for kommunerne at placere folk på pension," siger han.

De radikales Martin Lidegaard forstår kritikken af ordningen, og også han sætter sin lid til, at forhandlingerne vil munde ud i en bedre balance mellem refusionerme.

"Vi har et skarpt kig på den ordning, der i øjeblikket mangler logik," siger han.

Det var i går ikke muligt at få en kommentar fra beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen.

,

Leder på bagsiden

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her