Læsetid: 2 min.

Flertal for at stille fraskilte fædre bedre

Fælles forældre-myndighed skal fremover sætte barnet i centrum efter en skilsmisse
21. februar 2007

Fraskilte fædre bliver i fremtiden stillet bedre, når en familie splittes ved en skilsmisse.

Alle partier i Folketinget er således enige om, at fraskilte forældre skal have fælles forældremyndighed, ligesom børnene i højere grad skal inddrages.

På den måde tvinges forældrene til at samarbejde, og dermed undgår børn at miste kontakten til deres far, sådan som det sker i mange tilfælde i dag.

"Alle afgørelser skal træffes efter, hvad der er bedst for barnet, og at barnet har ret til to forældre. Barnet har ret til både en moder og en fader," sagde familie- og forbrugerminister Carina Christensen (K), da Folketinget tirsdag førstebehandlede to lovforslag om forældreansvarslov.

Lovforslagene er udmøntning af en politisk aftale før jul, som samtlige partier i Folketinget står bag.

Barnets tarv

Debatten i folketingssalen afslørede da også, at de familiepolitiske ordførere er enige om, at barnets tarv skal i centrum.

"Det at få et barn er en livslang glæde og et livslangt ansvar. Skilsmisser er aldrig lykkelige, men man kan gøre det sådan, at barnet kommer ud af det uden ar," sagde den radikale Lone Dybkjær.

Den fælles forældremyndighed kan i fremtiden kun ophæves, hvis tungtvejende hensyn til barnet taler for det.

For eksempel hvis den ene forælder er misbruger eller voldelig.

I dag får moderen i cirka tre ud af fire tilfælde forældremyndigheden.

Samtidig lægger loven op til, at børnene i højere grad end i dag skal inddrages, så de afgørelser, som forældrene træffer, tager mere hensyn til barnet.

Desuden skal der sættes hårdere ind over for de mødre eller fædre, som forsøger at chikanere samværet med den forælder, som barnet ikke bor hos.

"Initiativet skal lette overgangen til resten af livet for børnene efter skilsmissen," sagde Dansk Folkepartis Martin Henriksen.

Mens Foreningen Far har været tilfreds med, at dommerne som udgangspunkt skal idømme fælles forældremyndighed, så har Børns Vilkår kritiseret det fælles forældreansvar.

Mens den fælles forældremyndighed er et gode for barnet, hvis forældrene er enige, så kan det få alvorlige følger for barnet, hvis forældrene er i åben konflikt, mener foreningen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her