Læsetid: 3 min.

Fløjkrig lakker mod enden

Sandy Brincks farvel til Christiansborg kan markere afslutningen på års opslidende fløjkrig hos Socialdemokraterne. Ikke gennem forsoning, men ved udrensning
27. juni 2005

Det var ikke alle, der var lige hurtige til at komme på benene og klappe efter kåringen af Helle Thorning-Schmidt som ny formand for Socialdemokraterne i Vega den 12. april. Lissa Mathiasen, Bjarne Laustsen og Carsten Hansen blev simpelthen siddende med hænderne i skødet.

Heller ikke Pernille Blach Hansen og Sandy Brinck bankede hænderne sammen i løssluppen glæde over valget af den nye kvindelige formand.

"Dem, der ikke er med, må blive hjemme," advarede den nye formand allerede i sin første tale til partiet.

Efterlønsordfører Bjarne Laustsen havde ikke hørt ordentligt efter. Han blev fyret for åben skærm to dage senere. Det samme blev Sandy Brinck som partiets socialordfører.

Mette Frederiksen forlangte at blive socialordfører, ledelsen accepterede, og den første måned efter formandsvalget talte Frederiksen og Brinck ikke sammen.

Men vurderingen i ledelsen var, at det var for risikabelt at have Sandy Brinck gående løs, og hun blev derfor udpeget til den nyoprettede post som velfærdsordfører og formand for Socialdemokraternes egen lille 'velfærdskommission.'

Ti stille, Sandy

Sandy Brinck havde skam hørt efter, hvad Thorning sagde, men hun havde ikke tænkt sig at gøre, som der blev sagt. Ledelsen lugtede alvorligere ballade og oprettede i hast velfærdsordførerposten.

I velfærdsudvalget blev hun så placeret ved bordenden i det udvalg, der skal se på mulige ændringer af efterlønnen og folkepensionen, inden regeringens velfærdskommission kommer med sit udspil ved udgangen af året.

Så skulle munden være lukket på hende var analysen i den nye ledelse.

Men det holdt ikke stik. I stedet blev velfærdsordføreren den mest åbenmundede og hårdtslående kritiker af Helle Thorning-Schmidt - senest med benhård kritik af Helle Thornings beslutning om at ansætte Morten Boye Hviid som sin personlige rådgiver, efter at han i en tv-udsendelse og i en bog havde omtalt fremtrædende medlemmer af Frank Jensen-fløjen i lidet flaterende vendinger.

Indtil fredag hvor hun pludseligt meddelte, at hun forlader sin post for at blive fuldmægtig i Amtsrådsforeningens social- og psykiatrikontor.

Officielt har hun kun søgt om orlov fra Folketinget, men hun har understreget, at hun ønsker kraftigt at stoppe - så meget, at hun tager et job i en organisation, som om et års tid ikke længere har nogen eksistensberetigelse.

Ingen mulighed for fløje

Brincks exit cementerer, at selv om der stadig er en stor politisk uenighed i den socialdemokratiske folketingsgruppe - og i partiet som helhed - er der ikke grundlag for at føre en fløjkrig. Den del af partiet, der hellere så Helle Thorning rykke tilbage til Bruxelles og ud af formandskontoret på Christiansborg, har ganske simpelt hverken redskaberne, det politiske modsvar eller personsammensætningen til at udgøre noget alternativ.

Frank Jensen forsvor allerede under formandsvalget, at der ikke ville blive nogen Frank Jensen-fløj, hvis han tabte formandsvalget - og at han vil forlade landspolitik ved næste valg,

Jensens nestor Svend Auken har resigneret i de interne stridigheder og befinder sig ganske veltilpas i rollen som EU-ordfører og som næstformand i Folketingets præsidium.

Og Sandy Brinck har nu selv smidt håndklædet i ringen med den lidt vage formulering: "Det er ingen hemmelighed, at jeg synes, partiet i nogen grad tager nogle forkerte drejninger."

De efterladte

Tilbage står folk som Jens Peter Vernersen, Bjarne Laustsen, Carsten Hansen og Pernille Blach Hansen.

Den eneste af dem med bare minimal gennemslagskraft er Pernille Blach, men hun har hverken Sandy Brincks folkelige appel, eller Frank Jensens netværk og er derfor ikke i stand til at gennemføre meget andet end selvmordsaktioner, hvis hun for alvor lægger sig ud med ledelsen.

Eneste joker tilbage i spillet om fløjkrigen er Mette Frederiksen.

Hun stemte selv på Frank Jensen, men har siden formandsvalget arbejdet loyalt for den ledelse, hun selv er en del af i kraft af sin post som næstformand for gruppen. Indtil i fredags hvor hun kommenterede Brincks afgang således:

"Det er et hint om en folketingsgruppe og en ledelse i partiet, der ikke har fået det til at fungere endnu, og det bør vi tage meget, meget alvorligt. Det er fuldstændigt afgørende, at det her parti finder sig til rette med, at der er en ret stor bredde."

Med den melding minder hun baglandet om, at hun holder armslængde til Thorning-Schmidt og styrker dermed egne chancer for på sigt at træde frem som kandidaten, der kan favne det store parti.

Hvis Helle Thorning-Schmidt ikke lever op til løftet: "Jeg kan slå Anders Fogh". Kan spørgsmålet nemlig hurtigt blive: Kan du slå Mette?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her