Det sker, jeg møder en Beatles-hader. Og der er dage, hvor jeg ligefrem forstår dem. For mage til overeksponeret ensemble skal man den ondelyneme lede længe efter. Der går knap en uge, hvor der ikke i den engelsktalende del af verden udsendes en bog om Liverpool-kvartetten. Alt fra belæste musikprofessorers dybdegående analyser af afslutningsakkorden i "A Day In The Life" til mere jordnære sager à la 'jeg var kæreste med en pige, hvis mor gjorde rent i Abbey Road-studierne, hvor hun en sensommerdag i 1966 skænkede Ringo Starr en kop te'.
Der er vitterligt ikke den sten i den sag, der ikke er blevet vendt og vendt igen, hvilket da er meget godt gået af fire arbejderknægte fra Nordengland, som kun var kollektivt aktive på pladefronten i små otte år. Fra 1962 til 1970.
Det ville på den anden side være halsløs gerning for én, der har gjort rockmusikken til sin hovedinteresse og noget, der til forveksling ligner en metier, at underkende effekten af de d"herrer Lennon, McCartney, Harrisons og Starrs meriter i disse otte år. Uden at fægte alt for meget med armene, kan det konstateres, at de både satte den musikalske og kulturelle dagsorden i det siden så sagnomspundne årti 1960"erne, og at effekten af deres indsats stadig giver genlyd. Eller forsøge at benægte, at lortet holder. I dén grad, tilmed. Er det lang tid siden en skive med koryfæerne decideret har fundet vej til hjemmets rejsegrammofon, lever sangene i bedste velgående ude i den såkaldte virkelighed. Hvor de som tommelfingerregel gør sig godt med en usvigelig sikker blanding af udødeligt melodimateriale, knivskarpe performances, uafviseligt drive, pragtfuld harmonisang, skelsættende arrangementer og George Martins kongeniale produktioner; hvad enten de toner ud af et radioapparat, fra et åbent vindue eller ud af en forretningsfacade. Eller bare i form af lyden af én, der fløjter "Eleanor Rigby" i en fodgængertunnel.
Høflige stiløvelser
Længe har det været Den Guddommelige Lov, at værket var både færdigt og urørligt, selvom Gud og hvermand med respekt for sig selv og rockhistorien har en coverversion af en Beatles-komposition på samvittigheden. Af Beatles-samplinger findes der derimod kun få (lovlige) eksempler, idet det er næsten umuligt at få lov til at lege med dette ærkebritiske arvesølv. Derfor har det nys udsendte album Love da også vakt opsigt, idet der her for første gang foretages noget, der med lidt god vilje både kan kaldes remix (altså et nyt mix af allerede indspillet materiale) og mash-ups (en praksis, hvor to væsensforskellige spor sammensættes til et nyt ditto) af selveste The Beatles" bagkatalog. Bagmændene til Love har på forhånd forsøgt at dæmme op for en evt. kritik af deres praksis ved på coveret at skrive, at de har "re-worked 26 tracks" (frem for det gængse remix), men det forbliver en primært akademisk diskussion om ord.
For gruppens faste producer George Martin og dennes søn, Giles, har fået carte blanche til at klippe i og klistre løs med det famøse bagkatalog af sange samt mikse og matche numre efter forgodtbefindende alt sammen med henblik på et show på Mirage i Las Vegas, opført af den canadiske trup Cirque du Soleil og under titel som det foreliggende album, hvis 26 "numre" lige nu står ud af højtalerne her i lokalet. Det er rimelig holdende og interessant ved første gennemlytning, især hvis man er lidt til en side og lider af udpræget Beatles-skade. Men den kunstneriske/æstetiske nødvendighed er til gengæld hurtigt overset ved flere på hinanden følgende gennemspilninger. Ikke mindst fordi fatter og sønnike-teamet Martin er gået så umådeligt respektfuldt til værks- intet er således mashet til ukendelighed og projektet har som helhed tendens til at antage karakter af høflige stiløvelser, primært til glæde for Beatles-kendere. I en (alt for) lang række af pladens tilfælde skal selv en velbevandret Beatles-fan som denne signatur spænde både baller og hørelse for at høre noget som helst revolutionerende ved de klange, der er kommet ud af denne avancerede selskabsleg. Eller bare noget, der matcher de oprindelige performances. Dertil er der i alt for høj grad blevet gået til vaflerne med fløjlshandsker, sikkerhedssele og styrthjelm.
Tam og overflødig
Radikale transformationer af det til døden kendte materiale er der stort set ingen af, med mindre ideen med af afspille "Sun King" baglæns kan betragtes som en sådan. Sjovest fungerer brugen af det massive trommespor fra "Tomorrow Never Knows" under "Within You Without You", det tætteste på et regulært, velfungerende mash-up pladen kommer, og der kan siges pæne ting om George Martins nyskrevne strygerarrangement til George Harrisons udødelige "While My Guitar Gently Weeps". Endelig er fusionen mellem "Being For The Benefit Of Mr. Kite!" med "I Want You" ret vellykket. Det kan i øvrigt høres, at der har været fri adgang til førstegenerations masterbåndene, for det lyder hele vejen igennem, som om det blev optaget i forgårs. Men ellers minder det mestendels om den slags pusserløjerligheder, hvor det bliver muligt at dyrke en ikke tidligere hørbar basgang her og nogle forstærkede harmonier her. Var det ikke en bedre idé, om Apple og EMI foretog en anstændig digitaliseret remasterering af selve værket, frem for den eksisterende, tilmed temmelig lousy, der blev foretaget tilbage i 1988? Det er der da også masser af gysser i, så aktionærerne behøver intet frygte af den grund.
Summa summarum: Beatles-industrien kører der ud af. Beatles-fanatikere kan fra nu af og i al fremtid diskutere albummets meritter og mangel på samme; det bliver bare uden mig, drenge! Folk uden et større kendskab til værket henvises uden røvfordrejninger til de oprindelige 11-12 albums. Personligt har jeg ikke meget andet end et skuldertræk til overs for et resultat, der lyder både tamt og redundant. Havde der været tale om en gedigen undervognsbehandling, hvor yngre og mere ikonoklastisk anlagte ildsjæle havde fået lov til at lege med, kunne det måske (og kun måske, for remix-branchen er noget af et lotteri, der troligen flyder med nitter) være blevet spændende, anderledes og udfordrende. Frem for lidet fængslende og alt, alt for tryghedssøgende.
* The Beatles: "LOVE" (Parlophone/Apple/EMI). 26 tracks re-worked by George & Giles Martin
