Læsetid: 3 min.

Et florissant museum?

4. februar 2002

I LØRDAGS åbnede en såkaldt dialogudstilling i Statens Museum for Kunst med blomsterkunstneren Tage Andersen. Han bidrager med 60 blomsterinstallationer, rundhåndet fordelt i salene og i den store, kunsttomme trappehal samt i den såkaldte skulpturgade, der forbinder Vilhelm Dahlerups gamle hovedbygning med den nye tilbygning fra 1998. Ideen er museets direktør, Allis Hellelands. Hun lægger ingenlunde skjul på hensigten med dette opsigtsvækkende tiltag, nemlig at udvide publikumssegmentet og stimulere nye grupper til besøg på museet og i gunstigste fald skabe en varig afhængighed af kunsten.
Konceptet er, at de rige, faste samlinger af ældre og nyere kunst fra 1300-tallet og frem, som ofte forekommer komplicerede og måske lidt verdensfjerne, skal formidles via en samtale med noget ganske andet, som folk til alle tider har værdsat: Blomsterdekorationer. At vi herhjemme har et internationalt blomstergeni som Tage Andersen har været for stor en fristelse for direktøren, der ynder at flirte med folk fra andre kunstarter, som kan sætte kunsten (og sig selv) i scene. Statens Museum for Kunst vil derfor frem til 21. april emme af Andersens spektakulære, tredimensionale stilleben-arrangementer. I salene tryller han med døde og levende blomster, megastore lysekroner, metaller, duftende hyacinter monteret i et metalskelet, frugter i hobetal, flettede pilegrene, rustne jernskulpturer med kviste, store ægformede fuglebure, hvilende på en trefod af kæppe. Ingen kan være i tvivl om, at Helleland når sit mål: At øge billetsalget og trække andre segmenter til huse. Til benefice for næste års bevillinger fra politikerne, der beklageligvis har stirret sig blinde på besøgstal i stedet for at fokusere på kvalitet og give publikum gratis adgang til samlingerne. Det ville i øvrigt gøre et gunstigt indtryk på udenlandske gæster og øge turisttilstrømningen.

FOR NOGLE år siden gjaldt det modedesigneren Erik Mortensen, hvis fabelagtige kjolekreationer, monteret på mannequindukker spillede op til – eller måske snarere skyggede for – malerier fra museets ældre samlinger, der hermed blev reduceret til kulisser eller dekorativt tapet. Og for tiden holdes der gudstjenester omkring et billede, ligesom kendte skuespillere optræder som omvisere og diverterer et bredt publikum med deres subjektive og ofte idiosynkratiske syn på dele af samlingerne. Statens Museum for Kunst fungerer i dag mere som kulturhus end som kunstmuseum.
Selv om Andersens blomsterinstallationer indgår mere diskret i salene end Mortensens kreationer, er der al mulig grund til at tage afstand fra denne form for museumsformidling, som befordrer et uheldigt æstetisk automobilsammenstød, der larmer og høres videnom, men som smadrer både den koncentrerede kunstoplevelse og det nye udstillingsobjekt i kunstens hellige haller. Tage Andersens fabelagtige blomsterdekorationer, der innovativt og spektakulært spænder denne tradition til bristepunktet, burde således have fundet vej til en separatudstiling i Botanisk Have.

STATENS Museum for Kunst er modermuseum for de danske kunstmuseer. Museet råder over 8.500 kunstværker fra de sidste 700 års kunshistorie i Danmark og udlandet, og i den stedmoderligt behandlede Kobberstiksamling er der 300.000 værker, heriblandt mange internationalt skattede papirarbejder. Museet er så rigt på oplevelser og byder i sig selv på så mange optikker på menneskehedens historie, at enhver ekstra-institutionel indblanding er ganske overflødig.
Det er ingen hemmelighed, at besøgstallet siden 1998, hvor en kålhøgen museumsdirektør hoverede over det enorme besøgstal i forbindelse med ombygningen, er faldet brat. Men der skal flere permanente og gennemgribende formidlingsmæssige tiltag til end den panikhandling, som Tage Andersen-udstillingen er udtryk for, og som i virkeligheden taler ned til publikum. Hvis altså museet skal tages alvorligt som museum. Den nye regering, hvis kulturpolitiske tiltag i øvrigt vækker begrundet bekymring, byder imidlertid på en god kongstanke: At institutionerne skal føres tilbage til deres grundlæggende formål. Et bibliotek skal således udlåne bøger, ligesom et museum skal forvalte billedkunstarven. Ifølge museumsloven er der fem overordnede områder, som kunstmuseet skal varetage: Indsamling, dokumentation, bevaring, forskning og formidling. Kunstmuseerne har en ansvarlighed både over for den nye kunst og over for traditionen. Men det er kunsten alene, som skal være i centrum. Således må man hilse museets nye X-rum, som blev indviet forrige år, og som er viet til at vise nye tiltag på den unge kunstscene, velkommen. Men at man samtidig vier et helt rum til den tvivlsomme billedkunstner Maja Lisa Engelhardt – et separat rum har ikke engang verdenskunstneren Per Kirkeby – kan kun vække undren. Og at en fabelagtig nyrealistisk maler som Niels Strøbek ikke er repæsenteret, kan kun så yderligere tvivl om museumsledelsens kunstneriske dømmekraft. Der er desværre al mulig grund til at holde kritisk øje med museet.

LB

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu