En enkelt, vissen mælkebøtte og tre græsstrå har kæmpet sig vej mellem to betonplader i det ellers så sterile landskab i glas og gule natursten. Ved siden af mælkebøtten står en cykel. Ved siden af den står en til og en til. Hele vejen langs den lange, lige bygning er væggen plastret til med cykler. For de studerende ved Københavns Universitet Amager, KUA, cykler. Det har de altid gjort, og det gør de også nu, hvor de fleste studerende er flyttet fra det grå 70'er byggeri med sine grønne døre og røde vinduer til de nye bygninger i husnummeret længere nede på Njalsgade, der udgør Ørestadens yderkant, tre metrominutter fra Kongens Nytorv.
"Sært nok befinder jeg mig bedre i det gamle KUA," siger medievidenskabsstuderende Sara Birk og stiller sin cykel op ad væggen. Hendes institut befinder sig endnu i de gamle bygninger, der ligger på den anden side af broen, som fører hen over Emil Holms Kanal. Kanalen ligger som en snorlige, grå grænse mellem det gamle og det nye. En grænse, der skiller de grønne græsplæner og de lave buske fra den nye betonplæne og tomme plinte, der flankerer kanalen.
"Der er mere atmosfære i det gamle, jeg er glad for de brune gange og de små lokaler, det har jeg også talt med mange andre om. Her er der på en måde for lyst, for åbent og for stort," siger Sara Birk og peger ud i luften. Bag det næsten færdige, runde Tietgenkollegium står kranerne og arbejder på højtryk, for meget af Ørestaden er stadig en byggeplads.
Tilbage til cyklerne, der er parkeret hele vejen langs KUA's seks identiske længehuse. For cyklerne er en del af problemet. Ikke fordi arkitekt Helle Søholt, der giver Information en guidet tur gennem Ørestaden, har det mindste imod cykler, men facaderne kunne bruges langt mere hensigtsmæssigt end til bare at parkere sin cykel. Eksempelvis til at skabe rum, hvor de studerende har lyst til at sidde, læse en bog eller drikke en kop kaffe. Ud over to håndværkere, der går langs med kanalen, ligger universitetets centrale plads øde hen.
Som vinden blæser
"I bygningerne omkring kanalen er stueetagerne enormt lukkede og afvisende. Store felter er dækket til, der er få døre og få steder, hvor mennesker kan gå ind og ud. Og de sydvendte vægge er ikke udnyttet. Man kunne eksempelvis have placeret siddepladser for enden af den sydvendte væg, hvor studerende ofte sidder på fliserne, når der er godt vejr, fordi væggene er de eneste steder, hvor der er læ," siger Helle Søholt, der er partner og medstifter af Gehl Architects, der har udarbejdet en rapport om problemer og muligheder i bylivet i Ørestad Nord, som området omkring Danmarks Radio, Københavns Universitet og IT-universitetet hedder. De tre institutioner spekulerede i sin tid over, om livet omkring bygningerne nu bare kom, når man rykkede ind. De fik at vide, at det tager 300 år at skabe en by, og så hyrede de arkitektfirmaet. For så længe ville de alligevel ikke vente.
På den modsatte side af kanalen står det runde Tietgenkollegium og skiller sig ud mellem de lige bygninger. En af de få bygninger, der fungerer, mener Helle Søholt.
"Tietgenkollegiets store glaspartier i stueetagen gør huset åbent på gadeplan. Man kan se, hvad der sker indenfor, og der er god sammenhæng mellem det, der foregår inde og ude. Samtidig er der detaljer på bygningen, der giver den en menneskelig skala, sprosserne udenpå eksempelvis," mener hun.
Grå skyer trækker forbi og spejler sig i vandet. Ikke ligefrem et vejr, der indbyder til udendørsfrokost. Men det er det næsten aldrig her ved kanalen, uanset hvor varmt det er, mener Helle Søholt.
"Vindproblemerne og den store åbenhed i planen er enormt problematiske. Ideen var, at man skulle kunne fornemme Amager Fælled for enden. Men de seks nord-syd gående snorlige bygninger danner en skakt, hvor vinden fra fælleden bliver fanget ind. Der kommer en slags spiralvind, og herude foran kantinen vil der næsten altid være en kølig brise, som afholder folk fra at sidde her. Jeg giver ikke meget for visuelle sigtelinjer, hvis man samtidig mister studiemiljøet," siger hun.
Kantinens sidevæg er helt i glas, og gennem ruden kan man se kaffedrikkende studerende. "Døren er låst på grund af træk, benyt venligst hoveddøren," står der på den. Ærgerligt, mener Helle Søholt, kantinen havde ellers været et godt sted at starte bylivet.
Hun peger på de endnu spæde træer. De har nu ansvaret for at bryde spiralvinden, der opstår mellem husene. Tietgenkollegiet kunne have hjulpet dem, men på grund af kollegiets runde, aerodynamiske form, smyger vinden sig i stedet rundt omkring den.
"Det, man kunne gøre for at skabe et bedre mikromiljø uden at ødelægge planen er, hvis man placerede mindre elementer mellem længdebygningerne. Eksempelvis ved at bygge pavilloner eller læsesale ind mellem dem. Eller hvis man genskabte de små haver, man har været så glad for i det gamle KUA."
Nyhavn alle vegne?
Vi går videre. Bag Tietgenkollegiet står der allerede nogle boligblokke. Der har boet mennesker i dem i flere år efterhånden.
"Der er et tryghedsproblem. Der er store områder, der er helt døde om aftenen, fordi det er et universitetsområde. Og de områder skal beboerne igennem. Problemet bliver større i ferieperioder."
Husene står langs med kanalen. Det døde hav, som hun også kalder det. For selv om vandet er udtænkt for at skabe bymiljø og stemning, så sker der intet, hvis man ikke bruger det, mener hun og kalder det æstetik snarere end miljø.
Fields og betonskov
- Men hvordan skaber man så liv, hvis det ikke handler om vand og 14.000 studerende?
"I de klassiske byer var der multifunktionalitet i bygningerne. I stuen var der butikker og cafeer, og så var der lejligheder og erhverv ovenpå. I Ørestaden har man for eksempel tænkt meget i mulitfunktionalitet i området, det vil sige, at man blander uddannelse, erhverv og boliger, men ikke i selve bygningerne, og det stiller større krav i udformningen af uderummet."
- Men betyder det, at der skal være cafeer og potteplanter alle vegne?
"Det skal ikke være Nyhavn om igen, og jeg efterlyser ikke romantik, cafeer og cappuccino alle vegne. Man skal bare være sig bevidst om et inspirerende bymiljø. Det er mennesker, der går i rummene, og de har den samme størrelse, som de altid har haft. Vi ved så meget, vi ikke vidste for blot 20 år siden," siger hun.
Vi går ned ad Njalsgade og hopper på metroen, som suser op af tunnellen og videre ud ad højbanen. På højre hånd ligger Amager Fælled. På venstre hånd står Solstriben, en række mindre parcelhuse, der siden afløses af de omtalte VM-huse, der i helikopterperspektiv er formet som et V og et M. Gennem glaspartierne og glasaltanerne, der stikker ud fra facaden som spidse trekanter, ser man direkte ind i beboernes designede og mindre designede hjem.
Ørestad Station. På venstre side står det sorte Ferring Hus. 21 etager højt i sort glas. Elegant. Pladsen foran står øde hen. Springvandet fylder det meste.
"Det er den centrale plads i Ørestad City, men forudsætningen for enhver plads, som vi kender den fra den klassiske by, er, at der sker noget i stueetagen. Husenes kanter er enormt vigtige. Pladser i sig selv giver ikke liv," siger Helle Søholt, der håber, at den verdenskendte arkitekt Daniel Liebeskind, der skal til at bygge på grunden ved siden af, giver pladsen funktioner i form af cafeer eller butikker i stueetagen. I Ferrings stueetage står der en vagt.
Alle de store arkitekter er repræsenterede i Ørestaden. Således er pladsen opkaldt efter den danske arkitekt Kaj Fisker. Længere henne smyger Arne Jakobsens Allé sig omkring stormagasinet Fields.
"Fields er 300 meter lukket og død facade. Der er en eneste, men kæmpestor indgang i hjørnet, så man kan styre, hvordan mennesker bevæger sig inde centret. Der er en masse mennesker, der valfarter frem og tilbage over vejen, men der er ingen, der bliver et sekund længere end nødvendigt, for der er intet at se på," mener Helle Søholt og kigger ned ad vejen. Metroen og dens betonpiller fortsætter ud i al uendelighed.
"Højbanen skærer Ørestaden igennem og skaber en barriere mellem Ørestaden og resten af Amager. Banen er som en skov af betonsøjler." En mand går forbi Fields' facade. Han ligner en miniature ved siden af kolossen og den brede to-sporede Arne Jakobsens Allé.
"Det er ikke, fordi jeg mener, at den flotte arkitektur med højhuse og stjernearkitekter behøver at udelukke et godt bymiljø. En flot by er ikke nødvendigvis en god by. Vi har spillet fallit som arkitekter, hvis vi ser bort fra bymiljøet," siger hun.
20060519-211600-pic-616522902.jpgBroen over Emil Holms Kanal forbinder det gamle og det nye Københavns Universitet på Amager, hvor de fleste institutter allerede er rykket over. Men begejstringen blandt brugerne er ikke entydig Foto Søren Hartvig
