Læsetid: 4 min.

Flugten fra ansvaret

7. april 2005

DET VAR INGEN ringere end jernkansleren Otto von Bismarck, der stod fadder til den velkendte sætning om, at politik er det muliges kunst. Siden er den gået ind i den politiske sprogbrug, men egentlig er den forkert. Den ægte kunstner afsøger grænser og udfordrer det, der i første omgang kan fremstå som umuligt. En sådan stræben kan kun i de helt sjældne tilfælde konstateres i dagligdagens politik – her i landet såvel som i et hvert andet demokratisk styret samfund.
Mere nærliggende er det derfor at tale om politik som det muliges håndværk. Det åbner uden videre for, at det også kan være legitimt at beskæftige sig med et emne som sjusk. Resultatet af en håndværkers arbejde kan være sublimt, men til andre tider kan det være kilde til dyb frustration hos den, der skal betale for det. Man kan aldrig vide sig sikker.
Det kan man heller ikke, når det gælder lovgivningen i det danske folketing. Det var, hvad præsidenten for Højesteret, Torben Melchior, sagde mandag i et interview med Berlingske Tidende. Han rettede en skarp kritik imod lovgiverne, fordi de efter hans opfattelse har skubbet ansvaret for deres egne stramninger af udlændingelovene over på domstolene. Det har de gjort i kraft af den formulering, de har givet de nye love. De indebærer på væsentlige områder ganske betydelige stramninger i forhold til tidligere, og det har givet anledning til betænkelighed. Overtræder Danmark med en sådan lovgivning de forpligtelser, der er indgået i international sammenhæng?
Nej, lød svaret fra Folketingets flertal – hvilket i denne sag ville sige regeringspartierne og Dansk Folkeparti. Men dette nej blev ikke afspejlet i selve lovparagrafferne, men derimod skrevet ind i de bemærkninger, der oprindelig ledsagede lovforslaget, men som efterfølgende kan få en ganske betydelig retsvirkning. Hvis en dommer – fra en underret op til Torben Melchiors position – er usikker på, hvad Folketingets flertal egentlig har ment med bestemte lovparagraffer, vil en af de vigtigste kilder helt naturligt være de uddybende bemærkninger, der var knyttet til lovforslaget.

Det er her, lovgiverne efter Torben Melchiors opfattelse svigter deres ansvar. De skubber det over til domstolene at afgøre, om udmøntningen af deres stadigt strammere love strider imod Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og andre internationale aftaler, som Danmark har indgået af forpligtende karakter. Men præsidenten for Højesteret mener, at han og hans kolleger på den måde bliver tillagt en opgave, som de ikke er udpeget til. Som han siger, har »vi som dommere ikke noget folkeligt mandat til at agere som lovgivere«,
Kritikken er alvorlig og genkendelig for en del af Folketingets medlemmer. Ikke overraskende mener den nye integrationsminister, Rikke Hvilshøj, at den er skudt helt ved siden af, men hendes betydeligt mere erfarne og juridisk kyndige partifælle, Venstres retspolitiske ordfører, Birthe Rønn Hornbech, har en anden opfattelse. Hun mener, at politikerne i alt for høj grad overlader det til domstolene at fortolke lovbestemmelser, som folketingsmedlemmerne selv burde have fortolket mere præcist. Hun ser den nuværende udvikling i ansvarsfordelingen som en trussel mod det danske folkestyre, som burde hvile på tredelingen mellem den lovgivende, den dømmende og den udøvende magt.
Men hvad ville det så indebære, hvis lovgiverne var mere præcise og gik længere ned i detaljerne, når de vedtog konkrete paragraffer? Efter al sandsynlighed en yderligere skærpelse af de i forvejen meget stramme regler om familiesammenføring, udvisninger og andre foranstaltninger, der skal holde antallet af udenlandske borgere nede. Det er, hvad man kan læse ud af de vurderinger, denne avis i går bragte af den unge jurist Jonas Christoffersen, der har specialiseret sig i menneskerettigeder og deres indflydelse på dansk retspraksis.

Han sagde det med andre og mere sagtmodige ord. Men som han fremhæver, så vil domstolene altid og uundgåeligt få ansvaret for at påse grænsen i de enkelte sager. Det samlede familiære tilknytningsforhold, tilstandene i hjemlandet og andre individuelle faktorer skal vurderes. Det kan – og bør – heller ikke være lovgivernes opgave.
Hvad er det så, Højesterets præsident gør ophævelser over? Det er ikke, at domstolene skal udøve et skøn i individuelle sager, ej heller at de skal være lovfortolkende. For det ligger i selve deres opgave under magtens tredeling. Hans indvending går derimod på, at Folketingets beslutninger er så upræcise, at domstolene også får en funktion, der nærmer sig den rene og skære lovigivning.
Præsidenten har ret, helt overordnet. Men ville det gøre de herskende tilstande bedre, hvis partierne i Folketinget rettede ind efter hans kritik? Jonas Christoffersen fremhæver, at Melchior måske reelt efterlyser en lempeligere lovgivning, der i højere grad gør det muligt for domstolene at anlægge deres egne skøn. Men som han tilføjer, så er det næppe det, der er udsigt til. Og det har han givetvis ret i.

tok

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her