Læsetid: 4 min.

Fluxusarkiv inviterer på oplevelse

En udstilling i Nikolaj Udstillingsbygning giver indsigt i datidens fluxuskunst. Arkivudstillingen indbyder også beskueren til selv at blive deltager
28. januar 2006

Hvordan er det lige, man laver et fluxus-arkiv, når kunstarten ikke kan fastholdes andet end i øjeblikket?

Udstillingen Fluxus & Non-fluxus Fluxus rummer ting som et bærbart hul, tændstikker til kejthåndede, et par briller med indvendigt spejle og en hel bunke fluxusæsker lavet af fluxuskunstneren George Brecht. Det er æsker med små beskeder som: "I opened a book and the page was not there", eller beskeder om at man aktivt skal gøre noget som "three windows events", der opfordrer til "opening a closed window. Closing an open window".

"Dette er kunst, der delagtiggør mange. Der bringer kunsten ned på et plan, hvor alle kan være med," siger Malene Ratcliffe, som er tilrettelægger af udstillingen.

Udstillingen rummer værker, genstande og artefakter fra de seneste 50 år, som er blevet brugt i fluxus-sammenhænge, lavet af fluxuskunstnere eller lydværker optaget for knap et halvt århundrede siden. Altså alle mulige ting, der på en eller anden måde berører fluxus-universet.

Det er kunstner og forfatter Knud Pedersen, der de seneste tre år har fundet i alt 1.300 genstande frem fra sine gemmer og bringer fluxus tilbage til Nikolaj Udstilling, hvor det oprindeligt startede i Danmark i 1962.

"Alle disse ting er ting, jeg har haft lige fra begyndelsen. Det er ikke noget, jeg er begyndt at samle på senere hen," siger 80-årige Knud Pedersen om sin tilfældige samling, som han understreger ikke er blevet til ved bevidst at samle.

Det er ting, der har ligget gemt væk i dybe skabe, under sengen og i garagen. Ting han ikke har nænnet at smide ud. Derfor har det også taget Pedersen og en række kunsthistoriestuderende tre år at systematisere samlingen.

Når man går rundt i de lange gange omkranset af typiske arkivreoler, finder man alle mulige finurligheder, man kan bruge masser af tid og tankevirksomhed på. Udstillingen minder ikke alene beskueren om et vigtigt stykke kunsthistorie, den udfordrer stadig den dag i dag begrebet kunst.

I en vægt hænger en lodret sætning "this sentence is weightless" - bogstaverne er udstanset i metal.

"Dette er et eksempel på, at fluxus ofte skarpsindigt vender ord på hovedet," siger Elisabeth Delin Hansen, leder af Nikolaj Udstillingsbygning.

Skandaletider

Et tilbageblik. I 1962 var den daværende Nikolaj Kirke rammen om en række fluxuskoncerter arrangeret af den tyske fluxuskunstner Arthur Köpcke og Det Unge Tonekunstnerselskab (DUT). Koncerterne var et rent tilløbsstykke for pressen, men blev så stor en skandale, at fjernsynet slettede de optagne bånd og ordet 'fluxus' blev - uden for fluxuskredse - et skældsord i dansk kunst.

Koncerterne var ikke koncerter i traditionel forstand.

"De har det tilfælles med musik, at de løber i tid. Koncerterne er hverken musik eller teater. Det er en handling og en proces, der inddrager omgivelserne," siger Delin Hansen.

Et eksempel er stykket 666 gange for Henry Flynt, hvor en fluxuskunstner hamrede vilkårligt 666 gange på et klaver. Et andet er, at to kunstnere træder ind på scenen og hver i al hemmelighed har besluttet, at de først går, når den anden kunstner er gået. De to blev så stående indtil én af dem skulle tisse. Knud Pedersen husker tydeligt en publikummer sige: "Nu ved jeg, hvad det gælder - det gælder om at kede mig ud, men jeg går ikke."

Dengang virkede de flygtige numre provokerende som bare fanden for et publikum, de var vant til at blive underholdt fra en scene.

"I dag er vi for vænnet til sensationer til, at sådan noget kan provokere. Der skal rigtig meget til at forarge os i dag," siger Knud Pedersen.

Sindstilstanden fluxus

Udstillingen rummer også en hel del mailart, som er en kunstart, der lægger sig op ad fluxus. Selv om Knud Pedersen i mange år har været centrum for fluxus og deltager i mailart, vil han ikke betegne sig selv som fluxuskunstner. Han er desuden ved at skrive en bog om mailart.

"I mailart er det interessante, at det kun er de inviterede i en korrespondance, der har kendskab til, at den foregår," siger Pedersen, som selv fik et ark med "some rainy questions", han skulle besvare. I et brev tilbage til initiativtageren har Pedersen svaret tilbage med regndråber i form af store I'er. Alle breve og andre genstande på udstillingen er nummereret, så man ved hjælp af en lille håndholdt computer kan få en forklaring på eller et billede af, hvad der eksempelvis er inde et brev.

Ligesom fluxuskunsten er fyldt med modsætninger er det også modsætningsfyldt at lave en arkivudstilling af noget flygtigt og tidsbaseret.

"Man beskylder altid fluxusudstillinger for at være arkiv-agtige, og så kunne vi ligeså godt understrege dette ved at opbygge det som et arkiv," siger Delin Hansen.

Man skal ikke besøge udstillingen med de typiske 'hv'-spørgsmål i baghånden, mener Ratcliffe.

"Hvis man dropper alle spørgsmål, bryder det den distance, der er mellem kunst og beskuer. Det er lige præcis denne distance kunstarten forsøger at opløse," siger hun.

Som et af værkerne skriver på fransk: Fluxus est un état d'esprit. Fluxus er en sindstilstand.

Udstillingen Fluxus & Non-fluxus Fluxus åbnede i går og løber frem til 26. marts i Nikolaj Udstillingsbygning, Nikolaj Plads 10, København K. Se mere på www.fluxus-archive.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her