Læsetid: 4 min.

En flydende befolkning

Skal verdens migrationsstrømme blive endnu mere bevægelige ved hjælp af flere midlertidige opholdstilladelser? Det er et af slagene i kampen om fremtidens verdenskort
20. maj 2006

Et nyt og bevægeligt verdenskort er på tapetet, når både den danske regering og EU-Kommissionen i de seneste uger er kommet med nye udmeldinger om tiltrækning af de rigtige indvandrere til Europa.

Migranterne er nemlig blevet så stor en befolkning, at den på visse områder kan betragtes som en magtfaktor på linje med et mellemstort land. Det har sat nye krav på dagsordenen:

"Den frie bevægelighed er en grundlæggende og vigtig menneskeret," siger den sydafrikanske migrationsforsker Vincent Williams, og fortsætter:

"Og regeringer har hverken på afsender- eller modtagersiden mulighed for uden videre at begrænse denne ret."

På 30 år har verden fået dobbelt så mange migranter. De bevæger sig rundt mellem kontinenterne og mellem landene, men de bevæger sig også rundt i store skred inden for landegrænser. Hvis vi skal forstå fremtidens verdenskort, må vi også forstå, at migrationen bliver et af dets grundelementer, siger eksperterne.

I CIA's overblik over globale trends vurderer de amerikanske forskere således, at to overordnede trends vil tegne menneskestrømmene frem til 2015: Vækst i megabyer og migration mellem verdens regioner.

Mere end 400 millioner mennesker vil i 2015 bo i megabyer med mere end 10 millioner indbyggere, hvilket vil rejse helt nye krav til regeringers håndtering af deres befolkninger, spår bureauet. Og de demografiske indikatorer tyder på en substantiel vækst i verdens migration i de kommende år.

Globaliseringsgrænse

Vincent Williams sidder midt i hjerneflugtens transithal. Som immigrationsforsker ved den sydafrikanske tænketank, Institute for Democracy in South Africa, kan han fra Cape Town observere, både hvordan indvandrerne ankommer fra resten af Afrika til Sydafrika for at få job, og hvordan de rejser fra Sydafrika ud i verden - til Australien, til Vesten - men også til velfungerende lande i regionen som Botswana.

"Migration er en dominoeffekt," forklarer han:

"Uddannede mennesker vil flytte sig derhen, hvor de får tilbudt de bedste muligheder og udsigt til fremskridt. Og migrationen består af en række bevægelser: fra land til by, fra små byer til storbyer, fra mindre udviklede lande til mere, og fra udviklingslande til de udviklede. Det kan forekomme, at én enkelt person gennemgår alle disse faser - et fænomen, som vi kalder step-migration."

I 2000 boede 175 millioner mennesker i et andet land end det, de var vokset op i.

"Migrationen er globaliseringens sidste ydergrænse," udtalte lederen af FN's befolkningsdivision Joseph Chamie ved udgivelsen af den store rapport, "World Economic and Social Survey", der i 2004 kortlagde tendenserne i den globale migration.

FN's vicesekretær for økonomiske og sociale anliggender Jose Antonio Ocampo uddyber:

"I de seneste 50 år har verdens regeringer undertaget en række liberaliseringer på områder som varer, services og kapital multilateralt og unilateralt. Den grundlæggende præmis er at optimere den økonomiske effektivitet nationalt og globalt. Og alligevel er den nuværende globale menneskestrøm stort set kun reguleret af restriktive indvandringslove."

I stedet gælder det om at gå positivt til migrationsstrømmene for at vinde kampen om fremtiden, mener FN.

Når vi når frem til årene 2040-50, får EU brug for at importere omkring halvdelen af verdens befolkningstilvækst for at opretholde vores nuværende levestandarder, spår FN. Sådan et mål vil kræve et indtag af indvandrere på omkring 1,6 millioner om året - tre gange så mange som det nuværende niveau.

Midlertidigt arbejde

At håndtere globale udviklinger i denne størrelsesorden kræver politisk tænkning, der i sin grundstamme er global. Og kampen om arbejdskraften dukker op på flere og flere områder.

For tiden drejer diskussionerne sig om indvandringspolitik i Europa - i WTO-forhandlingerne i Doha-runden er det udviklingslande i vækst som Indien, Brasilien og Argentina, der presser på for at de rige lande må tillade indvandrere fra de fattige lande at arbejde for lønninger, der er lavere end de rige befolkningers høje niveau.

Også FN har anbefalet, at verdens rige lande satser i stigende grad på midlertidige arbejdsvisa, der gør det muligt at tilpasse migrantstrømmene efter landenes behov.

Disse krav bliver mødt med protester fra menneskerettighedsaktivister, der ikke finder fremtidsperspektivet for de midlertidige arbejdere tillokkende, og af fagforeninger i de rige lande, der betragter initiativet som en undergravelse af arbejdstagernes rettigheder og et middel til social dumping.

Men de rige lande bør overveje, hvorfor deres behov for at tiltrække uddannede mennesker fra den fattige verden er i så stor vækst, siger Vincent Williams:

"Er det rigtigt, at de rige lande har for små befolkninger at trække på? Eller uddanner de måske ikke nok - eller gør de det ikke attraktivt nok for deres egne borgere at arbejde i de pressede sektorer? Mit bud er, at der i dag findes en række professioner, som de rige landes egne borgere ikke er villige til at tage, hvadenten det er fordi arbejdsbetingelserne eller udbyttet ikke er godt nok," siger Williams.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu