Læsetid: 4 min.

Flygtningelejr-skæbner på de skrå

Anna Bro anråber både Gud og publikum i sit sympatiske stykke om hæslighederne i Sandholm. Men godt teater er forestillingen ikke
9. maj 2006

Er Sandholm vigtigt teater? Ja. Er Sandholm oprigtigt teater? Ja. Er Sandholm godt teater? Nej.

For åh, hvor er det svært at lave politisk teater. Dramatikeren Anna Bro (f. 1971) har skrevet et stykke baseret på møder med nogle af Sandholm-lejrens forulykkede skæbner. Og hun og teatret Mungo Park har æren af at have bragt flygtningeproblematikken på dagsordenen igen, nu ikke alene ud fra en politisk-økonomisk stillingtagen, men ud fra de menneskeskæbner, der knækkes endeligt af livet i lejrene.

Se bare Politikens forside fredag med gigaportrættet af et flygtningebarn uden fremtid.

Men, men. Det er altså ikke det samme som at konstatere, at Mungo Park har lavet en bragende teatersucces. Jo, Anna Bro har skrevet et sympatisk og funktionelt stykke - med en gennemgående Job-figur og så ellers lidelsesfulde biflygtninge for resten.

Men som dramatiker har hun ikke formået at løfte sig op over de hæslige historier og skabe sin egen dramatiske historie - til trods for at hun faktisk tør anråbe Gud undervejs og læne sig op ad troen på mirakler.

Det virker i hvert fald, som om de mange enkelte flygtningehistorier har maset sig ind i Anna Bros manuskript, så det har mistet sin egen, bærende dramaturgiske fortællekraft. Stykket er blevet til en program-erklæring. Og selv om hendes dramaturg, Kitte Wagner, uden tvivl har kunnet trække på sine erfaringer fra Betty Nansen Teatret med at skabe dokumentarisk teater ud fra 'almindelige menneskers historier', så har den dramatiske styring åbenbart haft hårde odds mod virkelighedens gru.

Danskerne rundt om asylansøgerne bliver spiddende karikeret: Den kaffedrikkende receptionist, den bekymrede politimand, den kyniske psykiater... (For hvem er det ellers lige, at asylansøgerne har en chance for at møde?)

Og på tilsvarende vis er flygtningerollerne blevet til typeroller: Den almoderlige trøster, den forelskede teenagepige, den aggressive lømmel, den resignerede onkel - og så videre.

Næsten som roller til typecasting i en musical, der handler om at vente på noget, der nok aldrig kommer. Men der mangler altså distance til Mungo Parks naboer i Allerød.

Militaristisk

Alligevel sniger der sig nogle nye sandheder ind. Stykket gør opmærksom på, at Sandholmlejren ligger lige op ad et militært øveterræn - og at asylansøgerne altså ufrivilligt får forøget mareridtene fra deres hjemlige krigszoner, når det pludselig buldrer og brager af kanonild rundt om lejren. Eneste trøst er, at 'det bare er en øvelse'. Ikke at kasernen ved siden af Sandholm har været nogen hemmelighed; kanonen strutter som stolt vartegn, og rundt om i den fredelige soveby Allerød står der sågar skilte med 'Kørsel med militære køretøjer forbudt'.

Men nogen har tydeligvis ikke tænkt over lydpåduttelsens psykiske konsekvenser for asylansøgere - en placeringsbrøler.

Manden bag instruktionen er den 32-årige Moqi Simon Trolin. Han har leget videre med Mungo Parks hidtidige, eksplosive instruktionsdynamik, men til trods for højt tempo og vilde karikaturer spiller skuespillerne alligevel uantasteligt socialrealistisk. Instruktøren har endda ladet skuespillerne spille med hjemmelavede accenter, (som de ikke kan styre), og som så skurrer mod sætningernes grammatiske perfektion... Troværdighed kan vel være så mange ting.

Instruktionen er derudover flot lydhør over for scenografen Lea Højmark Burrows og hendes idé om en sceneverden, der skifter hver gang, en person skifter til en ny t-shirt. Faktisk ligger bluserne i en militærkorrekset stabel i et asylcenter-stålskab. Når bunken er brugt, er stykket ovre: Enten har asylansøgeren fået opholdstilladelse eller er blevet udvist.

Mirakuløst

Sandholm er sidste forestilling i Mungo Parks første sæson under Martin Lyngbo som teaterchef. Repertoiret har først budt på den overrumplende George Bush-farce W - de unge år, derefter den skæve drengerøvshyldest til teatrets opdagelsesrejsende helt, Mungo Park - manden bag navnet og nu så det socialrealistiske opråbsstykke Sandholm.

Stik imod tidsånden har Martin Lyngbo hyret et ensemble af fem fastansatte skuespillere. De har så dækket samtlige roller - antagelig op mod et halvt hundrede roller i alt. Disse spillere er yderst ferme til rolleskitser: De skal bare have fem sekunder, så har deres ryg ændret kurve og deres øjenlåg ændret hældning, og så er de pludselig en helt anden...

Melankolsk

Deres intense samspil har desuden gjort dem mere vovede og satsende i forhold til hinanden. Ensemble-ideen virker altså så absolut i Allerød down town.

På den anden side er der også gået facade og forenklede løsninger i skuespillernes præstationer. Man kunne derfor ønske sig for spillerne, at de i næste sæson fik mulighed for at spille roller, hvor de kunne fordybe sig. For når de er så gode til timinuttersroller, hvordan vil de så ikke være til helaftenspartier?

I Sandholm er det Mungo Park-talenterne Tilde Maja Frederiksen med de stædige øjne, Rikke Bilde med det bløde læber, Mikkel Arndt med den forstående stemme og Nils P. Munk med de desperate skuldre; kun Christian Tafdrup er ikke blevet interneret denne gang. Og spillerne oser af det engagement, der er forestillingens styrke, men også af den professionelle distance til deres egen historie, som opsætningen i øvrigt mangler.

Er Sandholm er forestilling, der fortæller nyt? Nej. Er Sandholm en forestilling, der øger sympatien for en lempeligere flygtningepolitik? Måske. Er Sandholm en forestilling, der kan give våde øjne? Ja.

Sandholm af Anna Bro. Instruktør: Moqi Simon Trolin. Dramaturg: Kitte Wagner. Musik (god, men for sporadisk): Lasse Lyngbo. Koreografi (gadeslagsmålshidsig): John Paul Zaccarini. Mungo Park i Allerød, to-fre-lø til 3. juni. www.mungopark.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her