Læsetid: 4 min.

Flys film

22. februar 2003

FILMINSTRUKTØREN Per Fly har endnu engang lagt anmelderne ned med en film om et væsentligt samfundsmæssigt anliggende. I Bænken spillede skuespilleren Jesper Christensen en dranker på bistand. I Arven spiller han direktør for Den danske Bank. Det fortæller ikke om en lynkarriere, men kun, at filmene foregår i hver sin ende af samfundsskalaen. Hvad den tredje bebudede film, som skal foregå i middelklassen, kommer til at hedde, ved vi ikke endnu. Lønnen måske. Hvis den da skal handle om lønmodtagerne. Den kommer selvfølgelig til at hedde noget helt fjerde. Under alle omstændigheder spiller den nye film sig lige durk ind i det rum, man kan læse om i avisernes erhvervsstof i disse årtier, hvor virksomhedssammenlægningerne eskalerer, ansatte fyres i runder og bundter, og hvor en og anden direktør såmænd også får hovedet hugget af. Huhej, hvor det går!
Per Flys nye film er vinklet i forhold til en dansk familie, som ejer et stålværk – ikke i Frederiksværk, men det både ligner, og der er forskelle. Titlen, Arven, er dobbelttydig. En arv kan også være tung, og det er den her. Bevares, det er en banalitet, at rigdom kan være et gyldent bur, men at Per Flys psykologisk nuancerende projekt er lykkedes, kunne høres, da en af gæsterne efter en visning i Grand på vej ud af biografen udbrød: »Pyha, det er godt, man ikke har arvet en virksomhed!«

I SIN TALE til de ansatte efter faderens død lover den unge mand – Christoffer – at virksomheden føres videre i faderens ånd, og at ledelsesskiftet ikke vil få konsekvenser for de ansatte. Et løfte, der ikke bliver holdt.
For med stålværket arver han også et betydeligt underskud. Banken forlanger derfor opstramninger og fyringer. Den har kalkuleret sig frem til, at der bør fyres 170 ansatte ud af 900. Ellers vil den ikke holde virksomheden i live.
»Nej,« protesterer den flinke, unge mand spontant. »Vi fyrer kun en 130-40 stykker!«
Men han får lært sig lektien. Hans stærke og stærkt manipulerende mor korrigerer ham: »Hvis banken siger 170, så fyrer vi 200. Vi må sende dem et klart signal.«
Så fyres der fra hoften. Der forlanges handlingsplan, og der fusioneres. Den unge mand redder arbejdspladsen, klarer sig flot – bortset fra, at han får ødelagt sit familieliv. En del af de fyrede ender muligvis på den samme bænk, hvor Jesper Christensen sad og puslede med flasker i en plastikpose i den forrige film. Arven og Bænken hænger sammen. Den unge mand går så vidt som til at fyre sin mest betroede medarbejder. Det forlanger den franske fusionsspartner. Is i maven er, hvad der kræves af moderne virksomhedsledere – og her tænkes ikke på hjemis. Den unge Christoffer går ikke af vejen for at fyre sin svoger. Så meget is.

SADDAM HUSSEIN gik så vidt som til at slå sine to svigersønner ihjel, da de havde gjort sig ud til bens. Christoffer slår ikke sin svoger ihjel – men det ligner. Efter fyringen sidder denne og kigger ud i luften og kan ikke komme videre. Senere – i et anfald af svaghed – genansætter han ham – i knækket tilstand. Men var fyringen urimelig? Svogeren underløb ham, var illoyal. Han ville selv være overdirektør. Derfor var fyringen nødvendig. Dog – havde svogeren ikke også ret? Han havde arbejdet i 15 år på værket...
Familieforetagender er et kapitel for sig. Men også i det øvrige erhvervsliv kan man få associationer til en krigsskueplads. Af og til går det blodigt til. Det røde kommer fra tallene på bundlinjen. Dræb en svoger, lyv, kald fyringer noget andet, men fyr. Forlang nye handlingsplaner, fusioner. En række relativt enkle tommelfingerregler byder sig til, og de er ikke lige kønne, nemme at håndtere på et bestyrelsesbord, men langt fra altid gyldige. (Fusionen Time Warner og AOL gav et tab på 680 milliarder kr. i 2002. Herhjemme: Orkla opkøbte Berlingske-koncernen, som lige har offentliggjort et underskud på 326 mio. kr. for 2002.) Tommelfingerreglerne kunne, synes det, trænge til en revision. Modstykket, hvis vi skal tale om begrebet menneskelige arbejdspladser, er bl.a. den ved døden afgåede socialdemokratiske presse, hvor menneskelige hensyn og nepotisme nærmest var flydende. Og kommunismens planøkonomi, som just ej heller var succesrig.
Vind eller dø – sådan er dagens lærestykke, som her forsynes med en ny dimension: Vind og dø. Derved bliver det kulturkritik – uden helte, skurke (bortset fra mor) og nemme løsninger. At der er pres på mennesker på alle niveauer, og at problemstillingen er kompleks... det er, hvad der fremgår af de for første film i Flys trilogi, som netop derfor kan tages alvorligt. Af bl.a. den grund kan man fastslå, at han har skrevet en af de efterlyste kulturkritiske samtidsromaner – på film.

Bjørk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu