Læsetid: 5 min.

'Vi skal flytte butleren'

Det skal ikke være en hemmelighed, at der sidder publikummer i salen, og så gælder det om at få flyttet butleren. Kitte Wagner og Jonatan Spang er et team, der vil forny komedietraditionen. Med egne ord er de 'på trip sammen'
10. oktober 2006

De er de nye og unge i klas-sen i Københavns Teater. De er på et trip sammen, siger de. Og når teater handler om talent, men ikke mindst ild og energi, er det ikke den værste ting at være. De søgte jobbet som direktører for Nørrebros Teater sammen, og fik det sammen. Kitte Wagner og Jonatan Spang. Og det er sam-men, de tror, de kan løfte opgaven.

Det var det eneste af de fire job i den københavnske teaterverden, de søgte, for det er netop det teater, de vil lede. Nørrebros Teater, der ifølge den opstillede profil skal stå for det moderne morskabsteater. Fra den folkelige komedie over den brede musikalske forestilling til stand-up, rap og trylleri.

Unikt for Kitte Wagner og Jonatan Spangs ansættelse er, at de har en såkaldt musketerpagt. Hvis den ene går, kan den anden fyres.

"Vi er jo ansat som team med en kontrakt, der binder os," siger Jonatan og tilføjer henvendt til Kitte:

"Du har det endelige øko-nomiske ansvar. Og som jeg har forstået det, betyder det, at jeg må bruge alle de penge, jeg vil, og så er det din skyld hvis det giver underskud," griner han, og Kitte griner med, mens hun svarer:

"Jeg har så til gengæld fået mandat til, på en måde jeg ikke har haft før (Wagner og Spang har et langt samarbejde bag sig, red.), at udnytte Jonatans arbejdskraft maksimalt." Mere latter.

Helt alvorligt, så er forde-lingen den, at Jonatan har pligt til at være på scenen, i hvert fald én forestilling om året, og Kitte holder butik-ken og skal være til stede i teatersalen i øjenhøjde med publikum.

"I mine øjne er vores kom-bination helt ideel, fordi vi har så forskellige kompetencer," siger Kitte Wagner, der de sidste 10 år har været ansat på Betty Nansen Teatret som dramaturg og sparringspartner.

"Hvis man skal spille djævlens advokat, så er der jo set eksempler på teatre med en udpræget kunstner i toppen, hvor det ikke er gået så godt. Det er progressivt og moderne at tænke teater på den måde med to forskellige ledere i spidsen."

Måske er der, ifølge dem begge, en lille undervægt på det administrative, og det er da også der, hvor der skal opgraderes. Dermed er den kritik, der har været fremme efter udnævnelsen af de nye teaterchefer i København, der ifølge kritikere primært er administratorer, ikke noget, der strammer hverken Kittes eller Jonatans slipse-knude.

En ny komedietradition

Nørrebros Teater har i de senere år med forestillinger, som Spindoctor, Irak-musicalen Lets Kick Ass og senest Dronningen af Malmø været en scene karakteriseret af folkeligt morskabsteater med et politisk strejf. Ifølge Kitte Wagner og Jonatan Spang skal det i fremtiden ikke handle om et Nørrebros Teater før og efter dem, men om at være i stand til at forny komedie-traditionen.

"Vi er nødt til at ændre på nogle konventioner. Humor bygger jo på overraskelser," siger Jonatan Spang, der har en otte-årig karriere bag sig som stand-upkomiker. Han er samtidig uddannet skue-spiller.

"Det er lidt som en krimi. Til sidst finder du ud af, at det var butleren, der gjorde det. Du er overrasket, men det kommer ikke helt ud af det blå. Hvis krimien fungerer, så tænker du 'gud ja, selvfølgelig!' uden at have gættet det før sidste side. Det er klart, at hvis du altid læser den samme type krimi, så gætter du til sidst, hvem der er morderen. Publikum bliver smartere, de regner den ud. Så vi skal i virkeligheden flytte butleren," forklarer han og understreger samtidig, at selvomstand-up-genren står i Nørrebros Teaters profil, så skal det hele ikke handle om stand-up. Det er bare et område, han har stor erfaring med, og som så mange andre genrer er også stand-up fanget af en masse konventioner, som ikke nødvendigvis er særlig befordrende, mener han.

Fornyelse af komedietraditionen er et af kernepunk-terne i Wagner og Spangs vision, og Kitte siger:

"I nogle komedier tales der eksempelvis meget, som man gør i andre komedier, i stedet for at man lader sig inspirere af, hvordan man taler ude i verden og på gaden."

Det er samtidig et krav og en udfordring, de stiller sig selv, at de skal løfte niveauet for, hvad man kan tillade sig at sige for at fortælle de bedste og mest underholdende historier.

"Vi skal have en alvorssnert inden i humoren og ikke gå efter laveste fællesnævner. Det er en daglig udfordring for os," siger hun.

Publikumskontakt

For at vende tilbage til 'trip-pet'. Det har varet et godt stykke tid. Kitte Wagner og Jonatan Spang har gennem de seneste år arbejdet sammen om flere projekter, blandt andet den store publikumssucces på Betty Nansen Teatret, GYNT, hvor Jonatan spiller på scenen, og de har netop skrevet et stykke til Mungo Park, Pornotopia.

I meget af det arbejde har de to samlet erfaringer, som de nu kan nyde godt af, og som de kan bruge til udvikle det, de kalder publikumskontakt.

"Det skal være tydeligt, at dem på scenen ved, der er et publikum og rive den der fjerde væg ned mellem sce-ne og publikum. Det særlige ved teatret er jo, at vi er i rum med hinanden. Den publikumskontakt skal vi lege meget mere med end i det meste af det teater, vi ser," siger Kitte Wagner om det fremtidige arbejde på Nørrebros Teater.

Ud over det førnævnte samarbejde har Wagner og Spang også arbejdet sammen på Jonatans soloshow Damer. Her lavede de også en del markedsføring selv.

"Hvis man vil have et ungt publikum i teatret, så er man nødt til at tænke lidt alternativt i forhold til markedsføring. Så er det ikke nok at trykke et teatermagasin. Dem under 30 år tegner simpelthen ikke et abonnement, hvor der står, hvad de skal se om ni måneder, der kan de jo være taget på en rejse Jorden rundt," siger Kitte Wagner.

Også for Jonatan handler det om at tage publikum seriøst og åbne festen for alle. Ikke kun dem på scenen er inviteret. Fremover vil der på Nørrebros Teater ske en samtænkning af markedsføring og udvikling af forestillinger. Jonatan Spang arbejder med det, han kalder den store jury. Publikum.

"Den store jury er vigtig for, hvordan vi har tænkt os at lave teater på Nørrebros Teater. Vi åbner prøverummet en lille smule i stedet for at tænke os frem til, hvad der fungerer, og udvikler forestillingen igennem det," forklarer han.

I det hele taget skal det bare være blæret at sige, at man har været i teatret.

"Jeg synes det samme som Jonatan," griner Kitte. Team-latter igen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her